«Mine Livs Erindringer»
Dagboks opptegnelser skrevet av
Sogneprest Johan Henrik Gude i årene 1870-1880.
Han skriver om sin slekt og om sin virksomhet som
sogneprest flere steder på Østlandet.
Originalene er transkribert av
NILS HETMANN
2012
Joh. Henr. Gude.
JOHAN HENRIK GUDE
er født på Nittedals prestegård 2. januar 1795. Hans far, sogneprest Hans Gude,
(1754-1817) ble gift m ed Helene Dorthea Høegh (d. 1801) og de fikk 11 barn
sammen. Hans Gude var fra Moss hvor hans familie var kjøpmenn. Helene Dorthea
var av presteslekt.
Fam ilien flyttet til Elverum 1796 og her vokste Johan Henrik opp. Sin skolegang fikk
han sam m en m ed sine søsken av en privat lærer, som faren hadde ansatt. 11811 ble
han opptatt på Latinskolen i Christiania. Han var en av de første fra N orge som slapp
å reise til København for å gå på Universitetet, da det ble opprettet her i landet i 1811.
D et ble tidlig klart at han ville bli prest, så han tok akadem isk utdannelse. Sin første
ansettelse fikk han som kapellan i Lier m enighet ved Drammen. H er giftet han seg
m ed M agdalene Margrethe L echve, datter av sogneprest til Lier Thorbjørn L echve og
L ouise Christine Broch. Ekteparet fikk 2 døtre.
Johan Henrik går av som sogneprest til Drøbak i 1870 og flytter til M oss, der han
også dør i 1884.
Bildet er hentet fra boken Rygge herred 1814-1914 av Fr. J. H-.
2
IN N LED N IN G .
I Moss kommunes arkiv finnes 3 hefter hvor Sogneprest Johan Henrik Gude har nedskrevet sin
livshistorie og sin slektshistorie. Han begynte på denne beskrivelsen i 1870, da han gikk av som
sogneprest til Drøbak og Fron og bosatte seg i Moss. Han avslutter sin historie med: Her nedlegger
jeg min Pen; thi som Olding er jeg kun stille Betragtende, ikke lengere virkende og ledende som i
yngre Alder, og kan intet frembringe, der kan interessere mine Efterkommere, Modtag disse hefter af
mit «Livs Erindringer» med velvilje og Kjær Erindring fra den Gamle nu 85 Aarige Bedstefader.
Moss 28de Juni 1880. Johan Henrik Gude.
Disse heftene har i alle disse år ligget gjemt i Moss kommunes arkiv. Arkivar Rita Lynghaug fra
Moss kommune og Nils Bjømebekk fra Moss Historielag hadde påbegynt registrering av hva som
fantes av arkivsaker i kommunen. Da noe av dette materialet var gammelt og skrevet med gotisk
håndstil, ble jeg budsendt for å se på innholdet av enkelte protokoller og disse 3 heftene. Jeg fant
innholdet i disse heftene så interessante, at jeg ba om å få skrive de av.
I første hefte forteller han om sin oppvekst og tiden tidlig på 1800 tallet, bl. a. om krigssituasjonen
1808-1814. Han nedskriver sin slektshistorie, om Gudefamilien som slo seg ned som kjøpmenn i
Moss og om prestefamilien Høegh.
I annet hefte forteller han om sin skolegang og utdannelse, om giftemål og sin kones slekt. Han
skriver også utførlig om sine ansettelser som sogneprest i Rygge og Drøbak.
I det tredje hefte tar han et overblikk over sitt liv og sine erfaringer i de menigheter han har betjent.
Gjennom alle heftene tar han for seg den kirkelige utvikling på slutten av 1700 tallet og framover på
1800 tallet. Han forteller om de forskjellige personer som satte sitt preg på utviklinger og
forandringer i kirkelig sammenheng. Siden prestene ofte var engasjert i skolearbeid, tar han også for
seg skolesituasjonen i landet under denne tiden. Han kom til Christiania det året Universitetet i
Norge ble opprettet og forteller en del om dette.
Teksten gir et tidsbilde av en forgangen tid som man ellers må til historiebøkene for å finne. Han
nevner noen steder i teksten at han håper noen i fremtiden vil finne disse nedtegnelsene og kanskje
lese dem. Nå har vi ihvertfall muligheten til det.
O m avskriften.
Dette er en direkte avskrift, der Gudes skrivemåte er bevart. Han skrev av og til noen merknader i
margen, og disse er tatt med i (). Avskriveren har tillatt seg å lage overskrifter til de forskjellige
hendelser for å få en bedre oversikt over stoffet. Gude bruker en del ord og uttrykk som er foreldet.
Disse har jeg forklart i fotnoter. Der finnes også opplysninger om personer han nevner bare ved
etternavn. Jeg har også sendt manuset til Ame Bugge Amundsen, professor of Cultural History ved
Universitetet i Oslo, som uttaler følgende: Dette var interessant lesning. Sogneprest Gude var ingen
stor skribent, men har fulgt godt med på mange av sin tids viktigste begivenheter. Avskriften med
kommentarer ser fin ut.
Fredrikstad, 18. august 2012
Nils Hetmann.
Sogneprest Johan Henrik Gudes dagbøker
Bok 1
Efterat at jeg i Aaret 1870 var efter Ansøgning entlediget fra mit Embede som Sognepræst til
Drøbak og Fron, flyttede jeg i Begyndelsen af 1870 til Moss, hvor jeg nu boer, og hvor min Slægt
paa min fedrene Side har boet siden Midten af det forrige Aar Hundrede, og hvor endnu nogle af
mine Sødskende lever. Dette mit Opholdssted ligger saa nær det kjære Rygge, hvor jeg, som
Sognepræst fra 1832 til 1850 har vundet mig mange kjærlige Venner, der nu efter møde mig paa
deres Vei med Venlighed og Glede, ligesom jeg paa Rygge Kirkegaard har min dyrebare Hustrues
Gravsted, hvori jeg selv ønsker at hvile, naar Herren Kalder mig herfra. Moss havde saaledes
lenge været i mine Tanker som et ønskeligt Opholdsted for min Alderdom, saavidt som jeg skulde
forundes denne efter min Afskjed fra Embede.
Endskjønt jeg havde opnaaet en Alder af 75 Aar, da jeg som Pensionist, kom hertil, nød jeg
endnu saa megen Styrke og Sundhed, at jeg ikke kunde finde mig vel uden nogen Beskeftigelse
med Arbeide af den samme Beskaffenhed som det, hvormed jeg havde været Beskeftiget i mit lange
prestelige Embedsliv, der havde strækt sig udover et halvt Aarhundrede, og som vel ofte havde
trættet mig og anstrenget mine Krefter, men som ogsaa havde skjænket mig de bedste og reneste
Gleder. Saaledes overtok jeg undertiden Gudstjenesten i Byens Sognekirke, ligessom jeg paatok
mig Bestyrelse af den herværende Missions forening og afholdt de dermed forbundne maanedlige
Foredrag. Desuden besøgte jeg jevnligen Syge og Bedrøvede af min Beslegtede og Venner, der
ønskede mine Besøg, for at modtage den Trøst og Veiledning, som mit lange Sjelesørger Embedes
Erfaring kunde yde dem. Dog fant jeg, at jeg nu under mit Otium fra Embedsforretninger, endnu
kunde udføre et Arbeide, som jeg i de sidste Aar havde tenkt at overtage i al Stilhed i mine ledige
Stunde, og som maaske tilendebragt og bevaret indtil min Bortgang kunde være af Interesse for
mine Bøm og Bømebøm og følgende Slegt at gjennemlese, nemlig: «Mine Livs Erindringer»
Innledning og nær familie.
Vel kunde dette synes at være et forfengeligt Arbeide for en Mand, der ikke havde indtaget nogen
høiere Embeds Stilling, eller nogen Anseelse i Borgersamfundet, men hvis Liv var henrunden under
en stille og bramfri Udførelse af sine Pligter i Kirken, i Skolen og indenfor sine Omgivelsers snevre
Kreds. Men det maa bemerkes, at dette er mig selv et Egnet Arbeide, idet jeg gjendkalder
mit tidligere Livs Erindringer og drager Mindeme fram af den halvforglemte Barndoms og
Ungdoms Tid, hvorunder jeg stedse med hjertelig Tak til Guds Kjerlige Forsyn, maa erkjende hans
forunderlige veie og hans varetegt og Miskundhed imod mig, saa af jeg af Hjertet maa sige: Herren
har gjort det Alt sammen vel for mig .
Dernest er et saadant Arbeide ikke uden Verd for min Efterslægt; thi for Andre kan det nok
ikke have nogen betydning, eller engang Samme til Kundskab, da det- ikke er bestemt for
Offetligheden; Men for En eller Anden af min Slægt kan dele dog være af Interesse at vide Noget
om sine Forfædre, om deres Oprindelse, om deres Stilling og Ferd i Samfundet, samt de forhold,
hvor under de have levet; og det er min Hensigt især tillige at give Oplysninger om min egen
oplevede Tids Begivenheder og Tildragelser. Saaledes gaar jeg til dette Arbeide med den Tanke, at
det dog maaske kan have sin Betydning, og at Een og Anden af min Slægt kan i Stilhed yde mig Tak
for disse Linier. -
For at begynde med Begyndelsen bør jeg vel først berette, at jeg er født paa Nittedals
Prestegaard d: 2den Januari 1795, hvor min Fader dengang var Sognepræst, og hvor jeg faa Uger
derefter blev i Daaben given Navnet Johan Henrik efter min faders tvende Brødre, af hvilken den
eldre var Kjøbmand paa Moss og den yngre allerede var død som Handels-Contorist i England. Min
Fader var Sognepræst Hans Gude og min Moder Helene Dorthea Høegh. Han var en Søn af
5
Kjøbmand Just Gude paa Moss og hun en Datter af titulair1Professor og Sogneprest til Skydsmoe
Nils Høegh2.-
Familien og Slægten Gude kom vel her til Norge fra Danmark, men var oprindelig ikke
dansk, men tydsk, da deres Stamfader boede i Rendsburg, hvor tvende Brødre Gude anbedes af den
tydske Keiser Rudolph den 2den i Aaret 1585, som Betaling for kjægt Forsvar af det beleirede
Rendsburg. Den første af dette Navn af vor Familie der kom til Norge var Johannes Gude der i
begyndelsen af det forrige Aarhundrede (ca. 1720) blev ansat som Rector for den latinske Skole i
Friderikstad. Denne Skole blev hevet i 1740 og dens Rector blev sat paa Pension eller Vartpenge3.
Det er maaske her det rette Sted at give nogen Oplysninger, der kan orientere Efterslegten
om denne Gren af Familien, der kom til Norge, og har siden forgrenet sig her. Der vil maaske kunne
oplyses, at navnet Gude Forekommer i Bergens Historie længe førend denne Tid, men det skriver
sig fra Hanseatemes Ophold i Bergen, og har der ingen Efterslægt havt. (Navnet Gude forekommer
i saavel Christiania som i Trondhjem i begyndelsen af 18 Aar hundrede. De ere af Handelstanden).
Ommeldte Rector Johannes Gude havde 3 Sønner, der boede i Moss og har formentlig ogsaa
havt en Broder, der boede i Trondhjem. De paa Moss boende vare: Min Bedstefader
1 Just Gude, der boede her som virksom og formuede Kjøbmand i hele den sidste Halvdel af
forrige Aarhundrede, og var gift første gang med Birgithe Lucie Calmeyer og anden Gang med
Ursulla Angel. Min Fader var af første Ægteskab. Den anden af Rectorens Sønner var:
2 Nicolai Gude. Postmester paa Moss, gift med Wite Christine Angel. Disse havde ingen
mandlig Arving, men derimod en datter Elie Gude, der blef gift med sin Fætter Johan Gude. Enken
Christine Gude blev siden gift med Kammerraad og Tolder Jens Gemer, og med ham havde en Søn
Henrik Gemer, Kapitain og senere virksom og formuende Trælasthandler i Moss.
3 Johannes Gude. Kjøbmand i Moss, gift og havde en Datter, gift med Forvalter Nils Semb,
hvis Datter, gift med Forvalter Jonasen, er Moder til den nærværende Postmester paa Moss;
Jonasen.
Om den i Trondhjem boende Broder vides ikke mere, end at han havde en Søn, som skjønt
halvblind dog foretog flere Ture paa sin Fod fra Trondhjem til Kjøbenhavn. Denne Gren av Slegten
nordenfjelds er formentlig uddød. Gaar jeg nu tilbage til min Bedstefader: Just Gude Kan oplyses,
at denne med sin Hustra Birgitte Lucie Calmeyer havde 5 Bøm, 3 Sønner og 2 Døttre.-
Hans Gude, født 16de Juli 1754 i Moss, hvor han tilbragte sin Barndom og første Ungdom
under private Lærere, iblandt hvilke kan nevnes den senere hen anførte Biskop Michael Keyser4,
der fulgte ham ned til Frederiksborgs Latinskole i 1770, hvorfra han dimitteredes til Kjøbenhavn
Universitet 1773. (Anmerkning: Anførte Michael Keyser blev først residerende Capellan til
Ullensager senere Slotspræst i Christiania og sidsf biskop i Christiansand hvor han vistedes fra 1804
til 1811 som en førstevalgt geistelig Kirkens Tilsynsmand). Han tilbragte derpaa flere af sine
Studenteraar med at undervise sine yngre Brødre Hans og Albrect og senere Sognepræst Falchs
Sønner paa Nøtterød Prestegaard. Først 1780 tog han theologisk Embeds Examen, blev derpaa
udnævnt til personel Capellan, hos Provst Hauritz i Raade, hvem han fulgte i samme Egenskab til
Næs paa Romeriget. -
I Aaret 1787 blev han udnævnt til Sognepræst for Nittedalens og Hakkedalens Menigheder.
Her giftet han sig med Nabopresten Nils Høeghs Datter Helene Dorthea. Derpaa blev han i 1796
udnævnt til Sognepræst for Elverums Menighed og flyttede derhen med 7 Bøm endnu samme Aar.
Her fødtes ham endnu 4 Bøm.
I August 1801 døde min Moder paa Elverums Præstegaard fra 11 levende Bøm. Jeg erindrer
endnu Klart disse Sorgens Scener, der foregik i mit Hjem paa hendes Dødsdag. Jeg seer endnu i
Mindet den nedbøiede Fader, de hulkende Veninder, de gredende Tjenestepiger og det mørke Alvor,
1 Titulair - utnevnt, med ansiennitet
2 Nils Høegh (1773-1806)
3 Vartpenger - økonomisk støtteordning
4 Johan. Michael Keyser (1749-1810) f. i Drammen. Sønn av kjøpmann Christian Nielsen og Anna Rosine Keyser
6
der var præget paa Alles Aasyn. Jeg hørte fra Manges Mund Beklagelse over hendes Død, thi det
var et ahnindeligt Vidnesbyrd om hende, at hun var en from Kone og en øm Moder. Savnet var
visselig meget skeet for min Fader, der nu skulde ene antage sig Omsorgen for de mange Bøm, thi
han giftede sig ikke siden. Hidtil havde han tilbragt lykkelige Aar boende i Nittedalen og Elverum,
men fra nu af blev Livet mere mørkt og besværligt for ham, og fornemmelig da Krigen brød ud i
Vaaren 1808. Han maatte nu ei alene sørge for, at hans Bøm, hvoriblandt 6 Sønner, fik den
fomødene Undervisning ved Studenter eller Kandidater, som dengang maatte forskrives fra
Kjøbenhavn, men ogsaa blev meget beskikket og betynget ved Udskrivninger og Inquarteringer af
gjennemrykkende Tropper, efter som Elverum er en Grensebygd til Sverrige og just i den Egne
Krigen blev ført med større Heftighed end i nogen anden Egn af Norge. Men større blev endnu hans
huuslige bekymringer, da det ødeleggende Frostaar 1812 medførte et Hungersaar for vaart
Fedreneland i Almindelighed, men især for Østbygdeme.-
Dertil kom at han tabte sin ikke ringe Formue ved Statsbanquerotten5 i 1812, hvorved de
gamle Penge vurderes til liden eller ingen Verdi. Han bar imidlertid alle Byrder og alle Sorger med
stille Taalmodighed. Een Benskade, der forhindrede ham i at tage den for ham fornødne Motion,
forværrede hans Helbreds Tilstand i den Grad, at han i et Par Uger sygnede hen og et astmatisk
Tilfælde endte hans Liv. (Sognepræst Hans Gude døde 63 1/2 Aar gammel 13. Januari 1817).
Naar jeg skal give en Karachtersstik af ham, da maa jeg sige, at han var en Mand af stille
Sind og roligt Gemyt, retskaffen og uegennyttig, som vilde heller lide Uært, end gjøre Uret. Som
Præst var han efter den Tids Fordringer en god Taler. Af Menigheden var han meget yndet; thi han
søgte Fred og fandt Fred med Alle. Om hans theologiske og kirkelige Standpunct kan jeg lidet
dømme, da jeg neppe havde hørt theologiske Forelæsninger, da jeg fulgte ham til Graven. Imidlertid
kan jeg gjøre mig en Forestilling derom, naar jeg veed at han levede og var Præst i en rationalistisk
Tidsalder, da man spottede Orthodoxien6 og den officielle Khristendom, da Basedov7 var et Munster
for Skolen og Bastholm8 for Predikestolen og Campe9 for Konfirmanteme. Dog forekom det mig, at
min Fader ikke hyldede disse nye Ideer, og predikede saa meget af den gamle Christendom, som
nogenlunde kunde forenes med Tidens Liberalene Anskuelser. Jeg maa i den Anledning bemerke, at
jeg Predikede for ham som Student nylig før hans Død, og da jeg dengang var berørt av
Grundtvigs10 dybe evangeliske Anskuelser, talte jeg om Bamligheden i Khristo; men da ytrede han:
jeg frygter for, at du vil finde altfor megen Bamlighed :/: han meente Barnets Uvidenhed og Vanart
:/: iblandt Folket. Naar jeg her har været vidtløftigen i at een tale min Fader, da ligger min Sympathi
for ham mig saa meget nærmere, som jeg tilbragte min Barndoms Aar efter min Moders Død stedse
i hans Nærhed framfor de øvrige Brødre, indtil jeg afgik fra Hjemmet i Høsten 1811, for at optages
som Disipel paa Christiania Latin Skole, og jeg, som saadan siden vedligeholdt en stadig
Brewexling med ham, indtil hans Død. Dog skylder jeg min fromme, kjærlige Moders Minde og
hendes Slegt at omtale noget nærmere hendes og Families Livs Forhold.
Familien Høegh er oprindelig dansk og min Bedstefader Niels Høegh er formentlig den
første af denne Slegt, der kom til Norge i Egenskab af personel Capelan hos Sogneprest
Ramshardt11 i Solum pr Skien, antagelig henved Aaret 1760. Han var formentlig en Søn af Provst
Høegh i Jentofte ved Kjøbenhavn, hvor hans Broder ogsaa var Sognepræst. Som en Notabilitet12 i
Familien kan nevnes hans Broder Statsminister i Kjøbenhavn Ove Guldberg Høegh :/: 1772-88:/:.
Min Bedstefader blev Gift med Sognepræst Ramshardts Datter Helene Margrethe, med hvem han
5 Omlegging fra Riksdaler species til Riksbankdaler
6 Ortodoksi - rettroenhet
7 Johan Bernhard Basedov (1723-1790)
8 Christian Bastholm (1740-1819) dansk prest. «Geistelig tale kunst» (1775)
9 Joachim Heinrich Campe (1746-1818)
10 Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872)
11 Knut Kortssøn Ramshardt (1711-1771)
12 Notabil - fornem, kjent person
7
havde 2 Sønner og 7 Døttre. Af disse blev en Søn Ove Christian Høegh Herredsfoged i Nykiøbing i
Jylland 3 Døttre gifte i Aarhuus eller dens Omegne. Her i Norge ble hans Søn Dines Høegh Foged
først i Bergens Stift og senere i Solør, og fandt en ulykkelig Død ved Grue Kirkes Brand 1te
Pindsedag 1822, da han for at redde sin Kone og sine Bøm gik ind igjen i den brendende Kirken,
uden at kunne komme ud derfra.
Min Moder blev født paa Hvaløemes Prestegaard 1766, hvor hendes Fader først var
Sogneprest. Han forflyttedes dernest til Skydsmoe, hvor han giftede sig anden Gang med sin første
Kones Søster og endnu 3de Gang med en Datter af Fogeden Hauritc, med hvem han havde 2 Sønner
og 3 Døttre. (Min Moder døde 36 Aar gammel 20 Aug 1801).
Min Moder døde som allerede anført i August 1801 og blev strax derefter fulgt i Døden af sit
yngste Barn.
Efterat have givet disse Opplysninger om mine Foreldre, gaar jeg tilbage til min Faders
Sødskende og deres Slægt, forinden jeg ned skriver mine egne Livs Erindringer, for dog at kunde
fremstille et nogenlunde fuldstendigt Stamtræ af den norske Slægt Gude.-
Slekten Gude.
2 Johan Gude13 født 1760 i Moss, som anført, af Foreldrene Kjøbmand Just Gude og Birgithe
Lucie Calmeyer. Han blev opdragen for Handelstanden og blev saa heldig ved Bekjentskaber i
Kjøbenhavn at ansettes som Suphercargo14 paa et af de asiatiske Compagnies Skibe og erhvervede
sig ved Handel med The og andre chinesiske Varer en ikke ringe Formue. Han fortalte ofte med
Interesse og Livlighed om sine Ophold i Singapoor og Canton samt om disse fjerne Stæders
Handels Rørelse og Indvaanemes Skikke. Han bosatte sig demæst som Kjøbmand paa Moss og
giftede sig i 1789 (22.des) med sin Kusine Else Gude, med hvem han havde 15 Bøm, hvoraf 8 døde
i en yngre Alder og 5 senere hen. Af deres Bøm lever for nærværende Sogneprest Julius Gude i
Rødenæs, født 1806, en brav og agtværdig Prest og ehlskelig Frænde. (Præsten Julius Gude tog
afskjed 1875 og lever nu paa Aas). Han giftede sig i 1834 med Mathea Bergh, en Datter af
Toldbetjent Mathias Bergh, og en Datterdatter af min Formand i Rygge, den agtverdige og hederlige
Provst Schnitler, død 1832.-
Endnu en Søn havde ommeldte Groserer Johan Gude og hustru Else Gude, der levede indtil
for faa Aar tilbage, nemlig Nicolai Angel Gude, født 1790, død 1862, gift med Antonette Cappelen,
først Kjøbmand i Moss, demæst Hotellist i Drammen og døde i Kjøbenhavn som Rentenist. Denne
Søn Nicolai Gude, efterlader sig en Søn Johan Gude, der døde som Skibscapetain i Brassilien og var
gift og boede i Christiansund, hvor han hos Svigerfaderen Kjøbmand Rognskaug efterlod sig 2
Bøm. Dernest hadde Nicolai Gude en Søn Michael Cappelen Gude, der lever som Bestyrer af et
Manufactur i Aalesund. Endelig ogsaa 2 Døttre, Elise Gude, gift med Overlærer Fay i Drammen
med 4 Bøm og Henriette Gude, gift med Kjøbmand Devoid i Christiansund, nu Enke med 6 Bøm,
Død 1873. Sluttelig bemerkes at Grosserer Johan Gude døde 82 Aar gl:, paa sin Gaard Orkerød paa
Jeløen Aaret 1842 og hans Enke Elise Gude i Aaret 1850. Denne Gaard Orkerød var hans Eiendom i
omtrent 50 Aar. (Gaarden Orkerød eiedes forresten af Kammerraad Gemer).
3 Elisabeth Gude var Kjøbmand Just Gudes ældste Datter, gift med Trelasthandler i Moss
Peder Colbjømsen Herfordt, en hederlig Borger og elsket Familiefader. Disse havde 4 Bøm, 2de
Sønner og tvende Døttre. (Denne var en søstersøn af Peder og Hans Colbjømsen paa Fredrikshald
og Anna Colbjømsen paa Norderhoug. Hans Fader var Sognepræst i Aremark, Herfordt. Døde i
Moss 1821, 85 Aar gammel).
Sønnen Frederik Herfordt. der tillige var bleven Sømand og allerede førte Skib paa
Vestindien, der han døde ombord paa en saadan Fart og gik saaledes troligen bort med sin vakte
13 Johan Gude - se også Mossiana s. 370
14 Superkargo - skips offiser
8
forhaabninger Paa sørgende Foreldre og en bedrøvet Kjæreste, Frøken Minor fira Kjøbenhavn.
Sønnen Just Herfordt gift med Magnhild Tyrholm, var opdragen for Handelen og var
Kjøbmand i Soon og Moss, men gik derpaa ind i Toldvæsenet og døde som Toldbetjent i Bergen i
1870 over 90 Aar gammel. Han efterlod sig flere Bøm, hvoraf en Søn endnu skal leve i Nordfjord
som Handelsmand. En Datter ble gift med Konsul Fasmie i Bergen af hvilken Slegt flere leve i
Velstand og Anseelse og Agtelse i og omkring Bergen.
Datteren Karen eller Kaja Herfordt, gift med Kammerherre og Generallieutenant i den
norske Arme Bernhard Ditlev Staffeldt. Denne Mand er bleven merkelig, ei alene for den Anseelse
han nød i Armeen for sin militaire Dygtighed, og den Rang han indtog i denne som commanderende
General søndenfjelds i Norge i Krigen fra 1807-14 imellen Sverrige og Norge, men fornemmelig
ved den sørgelige Skjebne, der mødte ham ved vort Fedrelands Forening med Sverrige i 1814, da
han sikkerlig uretfærdigen beskyldes for Lundkenhed og Foræderi ved vort Lands Forsøg paa at
forsvare vor Selvstendighed, efter at Rigsdagen i Eidsvold 17de Maj 1814, havde vedtaget vor
Statsforfatning, og modificeret15 denne 4de Novbr s:A. Der blev nemlig ved dette Storthing
besluttet Krigsret indført over de Mænd, der antages skyldige enten i Feighed eller Forederi med
Staten. Staffeldt blev ved denne dømt fra sin Post i den norske Arme Men han synes ikke at have
kunde bære denne Krenkelse. Han døde allerede 1815.
Ommeldte General Staffeldt og Hustru Kaja Herfordt, der lenge overlevede sin Mand
efterlod sig 4 Døttre og 1 Søn, nemlig den nulevende Brigade Intendant Christian Staffeldt, der
lever i Christiania, er gift med Frøken Hjorth og har flere Bøm. Deres 3 Døttre er Enker efter en
Proprietær Falch og tvende Brødre og Handelsmend Hagemann. Den ældste Datter Lovise er ugift
og lever i Christiania endnu.
Endelig er Peder Herfordts og Elisabeth Gudes anden Datter Anne Cathrine Herfordt. gift
med Kjøbmand Johan Bøckmann, først boer de i Laurvig siden i Moss, hvor Husfruen Døde
allerede i 1808. Deres Datter Marthine Elise Bøckmann. født 1806, blev gift i 1823 med min Broder
Mathias Calmeyer Gude, født i Elverum 2den Februari 1797. (NB Marthine Bøckmann var en
begavet qvinde, udstyret med qvindelig Ynde mild og kjærlig i al sin Færd, agtet og elsket i en vid
Kreds. Død 12te Marts 1872 66 Aar gammel). Mathias Gude var i sin Ungdom Søfarende, men
blev tidligen antaget ved Handelen hos vor Onkel Johan Gude i Moss. Han har nu været Borger her
i omtrent 50 Aar og udvist megen Handels Kundskab. Hans elskede og almindelig yndede og agtede
Hustra Marthine Bøckmann døde 1872. De have havt 6 Bøm, hvoraf 3 ere døde. Sønnen Ferdinand
Gude, født 1831 er academisk Borger, var siden Godseier, men er nu anført som Secretær og
Kontorist ved Jembanebestyrelsen i Drammen.
Datteren Anne Chatrine Gude, født 1824 er som ugift hos sin Fader i Moss.-
Datteren Hulda Gude, født 1834 er gift med Capitain Andreas Dahl, for nærværende Tid
boende paa Moss. De har 9 levende Bøm.
Dernest maa Omtales min Bedstefader Just Gudes og Birgithe Lucie Calmeyer 2den datter
Magdalene Gude, født 1768 i Moss, gift med Kjøbmand og Stadscapitein i Christiania Lars Smith.
født i Aarhuus i Jylland. Denne Mand var i sin Tid en af Christianias ansete Kjøbmænd. Deres Bøm
1 Just Gude Smith. Kjøbmand i Christiania, gift med Marthe Riis 1812, døde 1822. De
havde 3 Sønner, Ludvig og Laurits, der døde tidlig og Just Gude Smith, Kapitein i Trondhjems
Brigade, lever nu som privat Mand i xstiania og er Forfatter til et værdi fuldt Skrift; «Tidens
brendende Spørgsmaal». Datteren Julie Smith er gift med Professor Marcus Monrad, en anset Lærd
ved vort Universitet. De haver flere Bøm. Datteren Magdalene var gift med Kapitain Wanelius,
dødl869. Flere Bøm. Statscapitein Lars Smith og Hustra Magdalene Gudes anden Søn var
2 Jacob Smith, født 1793. Kjøbmand i Christiania, gift med Bergh, død 1870. Han ble
først Børs Kommissair og dernest Maaler og Vrager16 i Christiania. De have 1 Søn, Læge og 3
15 Modificere - tilpasse
16 Veier, måler og vraker - Tjenestemann for å påse at det blir brukt riktig mål og vekt i vareomsetningen
9
Døttre hvoraf 1 ugift.
Sønnen Nicolai Smith døde som ugift 184.. 4 Døttre
a Datteren Marthe Marie Smith, født 1790, gift 1812 med res: Capellan og Doctor Jens
Schanke Gasmann i Christiania, død 1822. Enken boede siden i flere Aar i Gothenburg,
b Datteren Betzy Smith, gift med dengang Byfoged Frederik Riis, senere
Stiftsamtmand i Christiania. Hustruen døde i 1817.
c u Datteren Anne Smith, gift 1818 med Enkemanden om meldte Byfoged Frederik Riis.
Hun døde i 1828 og han, efterat være gift tredie Gang med Statsraad Collets Datter, døde
som Stiftsamtmand i Christiania 1848.
d Datteren Lovise Smith, født 1800, gift med Kronefoged Brath i Gothenburg, der i
1816 fulgte med det svenske Krikscomissair til Christiania. Hun døde tidligen, men efterlod
sig flere Bøm, som Tanten Fru Garman antog sig, efterat Faderen havde forladt Embedet og
sit Hjem for Gjeld.
Min Bedstefader Just Gude i Moss havde demæst med sin Hustru Ursulla Angel endnu 3
Bøm, hvoraf den ene
1 Albrect Gude døde omtrent 30 Aar gl:, som Kjøbmand i Moss, gift med Lucie Lange, Datter
af Magasiin Forvalter Lange i Christiania. Disse efterlod sig ingen Bøm, og Enken døde nogle Aar
efter Manden. Her bemerkes til Oplysning for Familien Angels vedkommende, at Brødrene Just og
Nicolai Gudes Hustruer Ursulla og Christense Angel vare Døttre af Kjøbmand Albrect Angel i
Drammen, hvilken var en Fætter af den rige Legater i Trondhjem Thomas Angel, der omtrent 1760
stiftede det saa vidt virkende og velgjørende Legat for Enker og ugifte Quinder af hans Familie,
foruden for Trængende af Trondhjems By. Dette Legat, eller den saakaldte Angelske Stiftelse eier
nu imindste 1/2 Million. Ved at bevise dette Slektskab har jeg forhvervet 2de Enker en aarlig
Understøttelse af den Angelske Stiftelse.
Kjøbmand Just Gude og Ursulla Angels Søn
2 Hans Angel Gude17 er født ved 1772. Han blev opdragen for den militære Stand og var ansat
som Officer ved Jæger Korpset. Han tog tidligen Afskjed derfra og blev ved gode Connexiones18 i
Kjøbenhavn ansat som dansk Konsul i Sevilla i Spanien, hvor han tillige var Handlende. I
Begyndelsen af 1800 hundredet kom han tilbage til Kjøbenhavn, hvor han forøgede sin Formue som
Grosserer. I Aaret 1806 kjøbte han Herregaarden Thorsø ved Frederichald19, og erholdt Rang og
Titel som Krigscommissair. Han blev Gift i 1804 med Karen Resch, en Datter af Toldkontrollør
Resch paa Moss. Han døde allerede i Aaret 1814 i sin kraftige og virksomme Alder. Under den
Krig, som førtes med Sverrige ved det Korte og Lovfløse Forsøg paa at forsvare vor
Selvstendighed, blev Thorsø Gaard besat af svenske Tropper i August 1814. Da forsvandt han
pludselig en Aften i sit eget Hjem, og det er aldrig siden blevet opdaget paa hvilken Maade hans Liv
entes, eller hvorhen hans Lig bragtes og skjultes. Han havde med sin Hustru Karen Resch 7 Bøm, 3
Sønner og 4 Døttre, hvoraf 4 endnu lever. (Enken Karen Resch blev senere gift med Cand: theol
Zacharias Møller, med hvem hun havde 5 Sønner og 1 Datter).
a Sønnen Albrecht Gude, Oberstlieutenant og Bataillonchef i Christiansand, gift med
Lagertha Grøntvedt. 1 Søn og 2 Døttre.
b Datteren Ursulla Gude, gift med Landbmgs Forvalter Frich og boer i Moss. Uden Bøm.
(En begavet Quinde, agtet, elsket og høiaktet i en vid Kreds).
c og d Døttrene Camilla Gude og Elise Gude, ugifte, boer i Moss. Brødrene Marquard og
Hans Gude døde ugifte.
17 Hans Angels Gude - hans slekt - se Gårder og Slekter i Borge og Torsnes bd 2.
18 Konneksjon - forbindelser
19 Torsø ligger i tidligere Borge kommune, nå Fredrikstad
10
Kjøbmand Just Gude og Ursulla Angel havde endnu en Datter
3 Else Gude, gift med Oberst og Ridder Samuel Krebs20, en anseet og hædret Officer. Denne
døde i Christiania i Aaret 1818, som Brigadechef. Hun, døde først mange Aar derefter. De efiterlod
sig 1 Søn og 4 Døttre, hvoraf nu kun 2 lever, nemlig
a Sønnen Christian Krebs. Sorenskriver i Ide og Marker og boer i Frederikshald. Han er født
1808, gift med Henriette Sched og har 1 Søn og 4 Døttre, hvoraf de tvende allerede ere
døde som gifte.
(b Datteren Trine Krebs blev gift med Oberstliutenant Frølich og har mange Bøm).
(Døttrene Frederikke og Albertine er døde).
Efterat jeg saaledes har nedtegnet de Oplysninger jeg har kunnet give om min Faders
Sødskende og deres Bøm, vil jeg noget fuldstendigere meddele disse angaaende mine egne
Sødskende og deres Bøm, førinden jeg nedskriver mit eget Livs Erindringer og dets Oplevelser.
Som foranført blev min Fader Hans Gude, dengang Sognepræst til Nittedalen, gift med Professor
Høeghs Datter Hellene Dorthea 27de Decbr: 1787. De havde følgende Bøm:
A Datteren Birgitte Lucie, født 11te Octob: 1788 paa Nittedals Præstegaard. Hun tilbragte de
fleste af sine Barndoms og Ungdoms Aar paa Moss hos sine Onkler Herfordts og Johan Gudes
Huse, men blev dog confirmeret af vor Fader i Elverum hvor hun opholdt sig i Faderhjemmet i
nogen Tid efter Konfirmationen i 1804. Hun vendte igjen tilbage til Moss, hvor hun 1809 blev
forlovet og i 1811 gift med Skibscapitain Frederik Rnudsen, en Søn af den bekjendte Skuespiller
Hans Christian Knudsen i Kjøbenhavn. Hun flyttede derved samme Aar og boede der stadigen indtil
Mandens Død i 1818. Senere tilbragte hun ofte Sommermaandeme i Moss og flyttede endelig for
stedse op til Norge. De havde 3de Sønner: Hun lever nu /:1875:/ quik og rørig paa Sande Pstgd.
1 Hans Julius Knudsen, født 1812 i Kjøbenhavn, opdragen hos Moderen ind til 1821, da han
blev optagen som en Pleiesøn i mit Huus under min Constitution21 som Sognepræst i Lier. Her
undervistes han ligesom friere i Modum af mig selv, indtil 1829, da han blev indført i Drammen
Latinskoles øverste Klasse. Derfra blev han dimitteret til Universitetet i 1831 med Laudabilis22.
Efterat have absolveret23 2den Examen sammesteds, blev, han ansat som Lærer ved Moss Realskole
i 1834, og kunde saaledes jevnligen besøge mit Hjem, som siden 1833 var overført fra Kapellan-
Gaarden Kompemd i Modum til Rygge Præstegaard, hvor jeg 3de Aug 1832 var ansat som
Sognepræst. Han absolverede den theologiske Embeds Examen i 1836 ligesaa med Laudabilis og
vedblev som Lærer paa Moss, indtil han i 1843 blev udnævnt til Sogepræst til Carlsø i Finmarken,
hvor han forblev indtil 1848, da han ble udnævnt til Sognepræst for Kleps Menigheder på Jederen,
og derpaa i 1857 til Sognepræst for Borgunds Menigheder i Søndmøre. Her forble han til Aaret
1870, da han blev udnævnt til Sognepræst for Sande Menighed i Jarlsberg og derpaa i samme Aar
til Provst i dets Nordre Provsti. Han har med megen Nidkjærhed og Dygtighed varetaget sit Embede
i alle disse Menigheder, og fornemmelig i Klep udviste han megen Omsorg for Fantemes
Undervisning og Besøkelse i Bygdeme, der nød Anerkjendelse. Han blev i Januar 1840 gift med
Petra Blom, en Datter af Skibscaptain Christian Blom og Moderen Susanna Blom.
Disse mine Bøm, hvilke jeg tør kalde med dette Navn, haver haft 9 Bøm, hvoraf 8 endnu
lever, nemlig:
2 Sønnen Christian Fredrik Knudsen, fød 1841, først Agronom, dernest Sømand og
endelig Gaardeier i Borgund, gift med Frøken Hardtmark.
1 Datteren Johanne Knudsen.født 1849, gift med Skibsrheder Thomas Lorentsen i
Drammen. De have havt 10 Bøm, deraf 3 levende.
20 Samuel Andreas Krebs (1767-1818) Se Ovenstad
21 Konstitusjon - midlertidig ansettelse
22 Laudabilis - rosverdig, karakter ved Universitetet
23 Absolvere - avlegge eksamen
11
2 Datteren Emma Knudsen, gift med Kjøbmand Lund i Aalesund. 5 Bøm
3 Datteren Nancv Knudsen, ugift og Telegrafistinde i Drammen.
Døttrene Lovise, Gustava, Susanna og Egidea Knudsen ere alle ugifte. (Gustava Knudsen er
i 1870 gift med Nils Anker, residerende Capellan til Ramnæs).
Ommeldte Skibscapitain Fredrik Knudsen og min Søster Birgithe Lucis anden Søn
2 Johan Fredrik Emil Knudsen, f. 1814 i Kjøbenhavn. Han kom i mit Huus som Pleiesøn i
1819, og nød min Undervisning i Forening med Broderen Julius og flere Pensionærer, indtil han
blev antagen som dissipel i Drammens Latinskole i 1829. Formedelst et medfødt Hjertetilfælde
maatte han efter et Aars Ophold i Skolens øverste Klasse gaa ud af denne, og prøvede Søluften,ved
at gaae tilsøes en Reise og dernest ved at ansættes hos en Snedker i Kjøbenhavn for at overvinde
dette Legemlige Hjerte Tilfælde. Dog hans Lyst til Studeringer forent med hans gode Evner lod han
endnu en Gang forsøge den studerede Vei og tog Examen artium i Kjøbenhavn med Laud og
forberedede sig til 2den Examen ved dette Universitet. Men hans Hjertetifælde indfandt sig igjen
med større Styrke, og nødte ham til en Tid at afholde sig fra alt Studium. Dog absolverede han 2den
Examen i Christianin, men agtede derpaa at tage den Officiers Examen, som den gang kunde
erholdes for academisk dannede Ynglinger. Dog ogsaa i dette Forsøg hindredes han ved ommeldte
Sygdom, meden en anden Vei anvistes ham paa en særegen Maade. Min Svigermoder Enkefru
Lechve i Lier, hvis Yngling Emil Knudsen i fortrinlig Grad var, havde bevaret et Brev fra den
daværende Konge i Frankrige Louis Philip24, der som Emigrant havde opholdt sig i hendes Huus i
Finmarken i Aaret 1793, medens hendes Mand Thorbjørn Lechve var Sognepræst til Kautokeino. I
dette Brev, der var skrevet fra Kjøbenhavn i 1794 takker han ei alene for det venlige Gjæsteophold,
men ogsaa ønsker, at han nogensinde maatte kunne vise sig taknemmelig mod dem eller deres. Af
dette Brev benyttede Enken sig til at forfatte en Ansøgning til Louis Philip, og deri anbefalede sin
Yngling til hans forsørgelse. Han blev ogsaa venligen modtagen af Kongen Louis Philip, der ansatte
ham som Kontorist ved Mouriot i Paris, og equiperede25 ham desuden med en passende Sum dertil.-
Han arbeidede her i nogle Aar og forhvervede sig ved sit smukke Ydre og ved sit behagelige og
dandende Væsen mange Venner og Velyndere i Paris. Dog endnu skulde hans hjemsøges af det
gamle Tilfælde, saa at han i en mismodig Stund besluttede at drage til Kjøbenhavn, for der at pleies
af omsorgsfulde Tanter og indlegges paa Hospitalet sammesteds. Her gjenvandt han ogsaa sin
Helbred, men gik sin Skjebne imøde ved at indtræde som Frivillig i den i 1848 udbrudte Krig med
Tyskland og Slesvig-Holsteen. Han deltog i Fegtningen ved Bau, men faldt snart derefter i Slaget
ved Gottorp, (2den Paaskedag, 23de April 1848) dødelig saaret i Brystet og ledet af den ædle
Leopold Løvenskjold ud af Slagmarken hen under et Træ, hvor han udaandede og blev begravet ved
Gottorp. Jeg har vidtløftigere omtalt denne unge haabefulde Mands Skjebne, baade fordi han var
mig en Kjær Pleiesøn, udrustet med gode Sjels og Legems Evner, samt med en nærværdig
Sedelighed, men fornemmelig fordi hans Korte Liv var saa eventyrlig at det har tildraget sig
Manges særegne Interesse. Han døde baade ugift og uforlovet.
Endelig min Søsters 3 die Søn var
3 Carl William Knudsen, fød 1816 i Kjøbenhavn. Han fulgte sin Moder til Norge og blev
opdraget der, indtil han blev sat i Frederikstads Borgerskole, og gik derfra tidligen tilsøs, og blev en
dygtig og anseet Skibsfører paa lange Søreiser med mere end almindelig Dannelse. William
Knudsen blev gift med Christiane Blom, en Søster af Broderen Julius Knudsens Hustru og boede
dels paa Moss og senere i Drammen og senest i Christiania, efterat han igjen havde begyndt at føre
sit Skib. De havde 3 Bøm.
1 Datteren Elida. gift med Handelsmand Warlo, boende først i Drammen og senere i
London som Mæglercontorist sammesteds.
24 Louis Phillipe (1773-1850) fransk konge 1830-1848.
25 Ekvipere - forsyne, utstyre
12
2 Datteren Susanna, gift med Sagfører Fritj of Heiberg, boende i Christiania
3 Sønnen Emil, endnu Skoledisipel, men agter at danne sig for Polytecknik26. (Senere
optagen som Bergverk Elev i Freiberg i Sachsen, meget haabefuld).
Flere Bøm havde min søster Birgithe ikke.
Min næsteldste Søster er
B Hellene Margarethe, født i Nittedal Aar 1789, altsaa nu 83 Aar gammel, men rørig og quik,
baade til legem og Sjæl. Hun blev opdragen i Moss hos sin Onkel Johan Gude, men confirmeret af
min Fader i Elverum 1805. (død 20de Novbr 1873 i Moss) Hun blev gift 1808 med Axel Christian
Smith, Fløder-Inspectør i Glommens hele Vasdrag efter sin Fader Carsten Smith fra 1802 og varetog
denne Bestilling i henved 50 Aar og boede paa sin Fædrene gaard Vestre Haug i Elverum. Disse
Ægtefolk havde 5 Bøm, hvoraf 3 lever.
1 Sønnen Carsten Smith, født 1812, opdragen i Elverum indtil han tidligen kom i Handelslære
hos min Broder Mathias Gude i Moss. Han blev gift med Annette Semb, og bosatte sig som
Butikhandlende sammesteds i Aaret 184.. De havde 7 levende Bøm.
Sønnen Julius, født 1850, ansat efter sin Hjemkomst fra Handels Institutet i Osnabruck som
Handelscontorist i Christiania, nu Moss.
Datteren Agnes Smith, født 1843 gift med Skibscapitain Jørgen Vogt i Moss.
Datteren Walborg Smith, gift med norsk Præst Gelmeyden i Milvaaki i America i Aaret 1869, og
boende nu i denne By.
Datteren Anna Smith født 1852, ugift
Datteren Helene og Sønneme Anders og Carsten ere endnu kun Skolebøm. (1873)
(Som NB flere av Hellene Margarethe og Axel Christian Smiths bam)
Datteren Tina Smith født 1809 Octb. Døde som ugift allerede i 1854. Him var en elskværdig Pige,
yndet og aktet af alle. Sønnen Julius Smith, født 1811. Faderens Assistent i Fløder Inspektionen.
Døde ugift 3 dager før Faderens Død. Sønnen Theodor Smith, født 1816. Cand juris og Politimester
i Sarpsborg, ugift. Sønnen Alexiver Smith, født 1820. Kasserer ved Jembanebestyrelsen i
Drammen, gift med Emilie Frelsen og har en Søn og 2 Døttre.
Min ældste Broder
C Niels Høegh Gude, født i Nittedall4de April 1791, nød Undervisning i min Faders Huus i
Elverum af academisk dannede Lærere indtil han i Aaret 1810 afgik til Kjøbenhavn, for privat at
dimitteres til Universitetet samme steds. Blev Student 1813 og tog 2den Examen 1814. men drog op
igjen til Norge samme Aar. Derpaa blev han ansat som Kopist i Departementet 1816 og tog juridisk
skole i Christiania 1819. Blev, udnævnt til Kongelig Fuldmegtig og nogle Aar senere til Burosjef i
samme Departement. Her forblev han til Aaret 1845, da han blev udnævnt til Stiftamtskriver i
Bergen. Han ervervede sig der, uagtet at han blev i ugift Stand, mange Omgangsvenner og
aldminderlig Yndest ved sin Gemytelighed og sin bramfrie Yndigjørenhed. Han døde i Bergen i Juli
1871, 80 Aar gl. Da han førte et tarvelig og øconomisk beregnet Liv, kunde han uagtet sine mange
Understøttelser til Trængende rundt omkring, dog altid betænke i Særdeleshed sin Slægt i al
broderlig Kjærlighed, og efterlade sine Sødskende hver en liden Arveandel, men ogsaa ved et Legat
virke understøttende og velgjørende efter sin Død for sine Sødskendes trengende ugifte Pigebøm og
Enker af Slegten. Jeg finder det her passende at afskrive dette Document til Veiledning og oplysning
for Familien.
- LEGAT-
26 Polyteknikk - ingeniørvidenskap
13
Af de Midler, jeg ved min dødlige afgang maatte efterladt mig, skjenker jeg et Beløb af 3000 -
tre tusinde Daler Species til et Legat for værdige trengende ugifte Fruentimmer og Enker af bedre
eller tarvelig Stand, hvilket beløb bliver at indsende til Moss Byes Magistrat, ved hvem det bliver
at forvalte i Lighed med andre Legater til Fordel for det Offentlige. Renterne af denne Capital
bliver, saalenge der, efter udstedt Bekjentgjørelse, melde sig til Understøttelse trængende ugifte
Fruentimmer og Enker af min Familie, at tildele disse og udbetale dem hvert Aars 14de April,
saaledes at den mindste Portion, Nogen tilstaaes, bliver 20 Spd - tyve Speciedaler, og den største 50
Spd - femti Speciedaler. Befantes ingen saadane Trengende at melde sig, bliver Renterne at tillegge
Kapitalen indtil den er steget til 4000 - fire tusinde Specidaler, hvorefter af Renterne av denne for
Legatet stadig vedlegeholdende Kapital, bliver aarligen paa den anførte Dato at uddele Portioner af
nævnte Størelse til andre trængende ugifte Fruentimmer og Enker af Moss Bv eller nærmeste
Omegn.-
Dette til Bekreftelse under min Haand og Segl i Vitterlighedsvidners Overvær.
Bergen 27de Juni 1855. Nils Høegh Gude.
Undertegnede, der af Stiftamtskriver Nils Høegh Gude haver været tilstede som Vidner ved
ovenanførte hans testamentariske Dispasition, bevidnes herved, at Samme har været ved fuld Sans
og Samling ved at oprette og i vaart Overvær forsynet med hans Underskrift og Segl.
Ege, Overetsassessor, Badedorf, Overetsassessor.
Saaledes staaer han da her i disse mine Optegnelser som en høytaktet Broder og Familiens Velgjører
Min næsteldste Broder
D Just Gude født 11te Maj 1792, blev ligesaa undervist i sit Hjem i Elverum indtil han i 1809
blev ansat som Assistent ved et større Sagbrug ved Kongsvinger, senere som Landbrugsforvalter
paa Tomb Herregaard, og der paa som Kopist i Statssecretariatet. I Aaret 1834 blev han
Undertoldbetjent i Drammen, hvori han endnu /:1875:/ bekleder sin Post med fuld Legems Styrke,
(død 1877).
Han blev gift i 1822 med Joachime Hall, har 4 Bøm.
a Sønnen, Mathias Gude. Skibscapitain og Skibrheder, gift 1te Gang med en engelsk
Dame Adelscott og 2den Gang med Frøkken Falch.
b Sønnen Hans Gude, ligeledes Sømand.
c Datteren Marie Gude, gift med Bordskriver Sørensen ved Sarpsborg. 6 Bøm.
d Datteren Clara Gude, gift med Handelsassistent Andreas Sørensen i Drammen. 2
Bøm. Denne min Broder og Hustra feirede sit Guldbryllup i Drammen i Mai 1872.
Den 5te av mine Foreldres Bøm var
E Nicoline Christine Gude, født 1793 i Nittedalen, gift med Propritær Ole Øvergaard til
Gaarder Gaard og Eier af Grunseth Markeds Plads. Han døde i 1830, hun senere i 1860 som Enke.
De haver efterladt sig en talrig Afkom.
a Sønnen Ole Øvergaard, født 1813. Skibsfører og senest Havnefoged i Sarpsborg. Han
er gift med Jffu Elsætrer. 5 Bøm.
b Sønnen Hans Gude Øvergaard. Bordskriver ved Næss Brug ved Sarpsborg, gift med
Jffu Elsætrer. Denne Hans Gude Øvergaard og Hustra haver havt 18 Bøm, hvoraf endnu 15
lever (4 Døttre 11 Sønner). Til disse Foreldres Roes og Fortjeneste maa her bemerkes, at de
medenLidenAarliglndtægtmen med Flid, Orden og Tarvelighed haver opdraget denne
store Bømeflok til dugelige og brave Mennesker især som dygtige Søfolk, medens Døttrene
er huslige og agtverdige gifte.
Jeg, den 6te af mine Forældres Bøm.
F Johan Henrik Gude, født 2den Januar 1795 paa Nittedalens Prestegaard. Student 1815,
14
Kandidat Iste Febr 1819. Prest 10de April 1819, pers: Capellan i Lier 1822, resid: Capellan i
Modum. 1832 3de August Sogneprest til Rygge. 1849 1te Mars Sogneprest til Drøbak. Afsked fra
Embedet i 1870 med Pension, og boer nu paa Moss, hvor jeg nedskriver dette.
Gift 1820 22de Maj med Magdalene Margrethe Lechve født 30te Aug 1801 paa Lier Prestegaard af
Forældrene Sogneprest til Lier Thorbjørn Torkildsen Lechve og Hustru Christine Lovise Broch.
Vore Bøm:
a Thora Lovise Lechve. født 8de Febr 1822 paa Kryekken Gaarden Komperud i
Modum. Var kun 7 Aar gl, da hendes Moder døde. Tilbragte derpaa 4 Aar i Christiansfeldt.
Konfrrmeret i Rygge Kirke 1845. Gift i 1855 med Kjøbmand Georg Peter Jørgensen (født
1821 i Drøbak) i Drøbak, der døde som Bankkasserer dersteds i Aaret 1868. Hun har som
Enke uddannet sig yderligere for Musikken, for at undervise i den. Him opholder sig nu i
Christiania og her hos mig i Moss. De haver ingen Bøm havt. (1874 og 75 Musiklærerinde
paa Hamar senere Xiania).
Min 2den Datter ere
b Hanna Hellene Fredrikke, født 6te Novbr 1833 paa Rygge Prestegaard. Hun var kun
3 1/2 Aar, da hendes Moder døde, og nød Undervisning, deels i en privat Skole i Moss, deels
senere med Lærerinde i Hjemmet. Konfirmeret i Rygge Kirke i 1849. Gift i 1855 med privat
Lege i Drøbak Nils Breina Bentz Heiberg, født i Laurvig 30 Sept 1819. Senere
Distriktslæge i Indre Sogn 1858, hvor han boede i Lærdal indtil 1872, da han blev ansat
som Distirktslæge i Egersund, hvor disse mine Bøm nu boer. Hans Fader var Distriktlæge i
Drøbak, Peter Heiberg og hans Moder Elisabeth Bentz, datter af Kommandør i Søetaten
Bentz. Disse mine Bøm haver kuns eet Barn Elisabeth Heiberg, født i Lærdal 6te Febmar
1859, der nu leve med dem i Egersund.
Mine Foreldres 7de Barn var
G Ove Christian Gude, født 31te Desbr 1795 paa Nittedals Prestegaard og flyttede saaledes
kun 1/2 Aar gl med sine Forældre til Elverum. Han nød Undervisning i Hjemmet med sine øvrige
Sødskende af Lærere, dengang hentede fra Kjøbenhavns Universitet, og blev efter Konfirmationen
ansat paa Kontoret hos Biskop Bech, hvor han senere forrettede som Biskoppens Famulus27 paa
hans Visitats Reiser og og bestyrede hans Kontor. I Aaret 1819 tog han juridisk Embeds Examen
ved det Norske Universitet i Moders maalet, og blev strax derefter Underrets Procurator i
Christiania samt Underfoged sammesteds. Senere blev han Skattefoged der, men blev i dette
besværlige Embede, forbunden med Stillesidden, lidende af Steensmerter. Det Lykedes ham da i
Aaret 1850 at blive Sorenskriver i Hallingdal, hvor han ved de med Embedet forbundene Reiser
gjenvandt for en Deel sin Helbred. Fra dette Embede blev han befordret til Sands Sorenskriveri og
tog Bolig i Lillesand, men her tiltog igjen hans forrige Sygdom, som ente hans Liv i 1866 efter et
Kort Sygeleie.
Jeg skylder, at give denne min kjære Broder det Vidnesbyrd, at han var elskelig som
Menneske, hæderlig og retskaffen som Embedsmand, øm og kjærlig som Ægtefelle og Fader,
velvillig og hjelpsom i alle sine Forhold og Forbindelser. Han blev gift i Aaret 1822 med Jomfru
Marie Brandt, født 1794 i Christiania. Deres Bøm ere følgende 3 Sønner og 1 Datter.
a Sønnen Hans Gude , født 1825 i Christiania. Han blev undervist i en af
Hovedstadens offentlige Skoler og var bestemt til at blive Student i 1841. Men hans
fremtrædende Anlæg for Tegning, samt hans ubrødelige Lyst for denne, bestemte endelig
hans Fader til at lade ham følge dette som det syntes, naturlige Kald, For opmuntre dertil
ved flere videnskablige og kunstelskende Venners Raad. Han drog da 15 a 16 Aar gl: til
Malerskolen i Dusseldorf, som allerede paa den Tid begynte at vinde et stort Navn ved sine
udmærkede og geniale Lærere. Her arbeidede han som Lærling i den første Tid uden
27 Famulus - privat sekretær
28 Hans Gude (1825-1903) norsk maler.
15
synderlig Forhaabning fra Lærernes Side, og med liden Tilfredshed for ham selv, saa at han
endog tenkte paa at vende tilbage og opgive denne Kunstens Vei. Men pludselig oprandt der
en lysere Fremtid for ham, da tvende Lærere og Kunsvenner opmuntrede ham. Fra denne
Tid af gjorde han saa store Fremskridt i Landskabs maleriet, at han fik et europeisk Navn
som Landskabsmaler, og erholdt som saadan Diplomer fra forskjellige Maleracademier,
ligesaa ogsaa flere Ridderordener fra andre Stater. Især vare hans norske Høifjelds og Fjorde
Billeder af fortrinligt Verd. Han blev først udnævnt til Professor ved Maleracademiet i
Duseldorf og senere efter at et toaarigt Ophold i Wales i England, til Professor ved
Academiet i Carlsruhe i Baden, hvor han nu lever, men han er dog altid nævnt som en
national Kunstner, da han deels benytter nationale norske Motiver og deels ofte besøger sit
Fedreneland og har en stor Kjærlighed for dette. Han blev gift 1850 med Frøken Betzy
Anker, en Datter af Generalmajor Erik Anker, død 1858 De haver 3 Sønner Ove, Erik og
Nils, hvoraf de 2 ældste haver studeret i Norge og 4 Døttre, endnu ugifte.
Min Broder Sorenskriver Ove Gudes og Hustru Marie Brandts 2den Søn er:
b Frederik Julius Bech Gude, født 1832 i Christiania, hvor han gik i Skole, blev
Student og Candidat i Medicinen. Derpaa Privat Læge i Hoff i Jarlsberg og paa Nøtterød og
senere Distrikts Læge i Søndre Fosens Distrikt, hvor han nu boer. (Anmerkning: Han er nu
Distriktslæge i Frosten i Trondhjem). Han var gift først med Frøken Arents, med hvem han
havde 2 Bøm og senere med Frøken Ingstad.
Deres 3 de Søn er
c Ove Guldberg Gude, født 184.. i Christiania. Blev Student og juridisk Kandidat med
Laudabel i 1867. Overretssagfører i Stavanger hvor han nu boer. Han blev i 1869 gift med
Frøken Sømme, hvis Foreldre Konsul Sømme og Frue født Kjelland boer i Stavanger. -
Deres 4de Barn er Datteren
d Augusta Gude, født 1827 i Christiania, gift med Overtoldbetjent Christopher Due, nu
boende i Christiania, efterat have været ansat i Christiansand, Trondhjem og
Fahrsund. Paa sidste Sted som Toldcasserer tillige. De have flere Bøm.
Mine Forældres 8de Barn er Sønnen
H Mathias Calmeyer Gude, født 2de Febr: 1797 paa Elverum Prestegaard, hvor han nød sin
første Undervisning. Blev i Foraaret 1811 anbragt som Skibslærling paa et Trelastfartøi fra Laurvig,
foor siden tilsøs i nogle Aar og tog den befalede Styrmands Examen, men blev, antagen som
Handels Komis hos vores Onkel Grosserer Johan Gude i Moss, hvor han i Aaret 1823 tog
Borgerskab som Kjøbmand. Han har ved Redelighed, Orden og Driftighed vundet sig et hederligt
Navn, som Borger og Arbeids bestyrer.
Han blev gift i 1823 med Marthine Bøchman, en Datter af Kjøbmand Johan Bøchman og Hustru
Anne Chatrine Herfordt i Moss. Hun døde i 1872 66 Aar gammel. De have 3 levende Bøm.
a Sønnen Johan Ferdinand Gude født 1831, der blev Student 1849 og tilbragte et Par
Aar som Forst-Elev i Aschaffenburg29, men blev senere ansat som Kontorist ved
Jembanebestyrelsens Kontor i Drammen, hvor han nu opholder sig
b Datteren Anna Chathrine Gude, født 21de Marti 1824. Hun er ugift og Bestyrer nu
efter sin Moders død sin Faders Huus til Hygge og Glæde for den gamle Fader og
F orretningsmand.
c Datteren Hulda Gude, født 11te Juni 1834, gift 1857 med Andreas Dahl, dengang
Lieutenant, nu Kapitain i 1te Brigade. De haver 8 levende Bøm, 5 Sønner og 3 Døttre.
29 By i Tyskland
16
Mine Foreldres 9de Bam var Datteren
I Hanna Dorthea Gude, født 1798 paa Elverum Prestegaard. Hun har tilbragt fast sin hele
Levetid i Østerdalen, hvor hun endnu lever i ugift Stand paa Gaarden Gaarder i Elverum hos sin
Søsters Svigersøn Proprieter John Aakron, hvor hun nyder alminderlig Yndest for sin
Forstandighed, Hjelpsomhed og kjærlige Sindelag.
Mine Foreldres 10de og yngste Barn var
K Hans Gude, født 1799 på Elverum Prestegaard. Han blev i 1815 anbragt ved Butik Handelen
i Christiania, men senere som betalende Lærling hos en Snedkermester. Han tog derefter
Borgerskab som Snedkermester i Christiania og forhvervede sig ved Flid, Orden og Driftighed ret
gode Kaar, men døde af en ualmindelig stor Gevext eller Nyresvamp ellerede i sit 35 Aar.
Han var gift med Jomfru Nilsen i Christiania, med hvem han havde en Søn, der døde som Veterinær
Lærling i Kjøbenhavn og en Datter Christine, født 1830 der døde 1878 ugift i Christiania. Hans
Enke blev siden gift med Kapitain Daniel Thrane. Kompagni chef paa Ringeriget.-
Mine Foreldre havde en Datter, der var født nogle Uger før min Moders Død i August 1801,
men døde en Maanedes Tid efter denne. Saaledes var vi 10 levende Sødskende, da hun gik bort, og
min Fader maate anbringe sit Huses Bestyrelse til Fremmede.
Af disse 10 Søskende lever nu, da disse linjer nedskrives /:1873:/ 3 Sønner og 3 Døttre, nemlig
Birgithe Lucie Knudsen 85 Aar gl
Helene Magrethe Smith 84 Aar gl
Just Gude Toldbetjent i Drammen 81 Aar gl
Johan Henrik Gude i Moss 78 Aar gl
Mathias Calmeyer Gude 76 Aar gl
Hanna Dorthea Gude ugift 75 Aar gl
Min barndom.
Efter at jeg saaledes har fremstillet en Stamtavle for vor Slægt og Familie, vil jeg forsøge at
gjengive mit eget Livs Erindringer saa langt tilbage som disse vækkes.
Som allerede forhen anført er jeg født paa Nittedals Prestegaard 2den Januar 1795, hvor min Fader
dengang var Sogneprest, men flyttede med mine Forældre og 5 Søskende i Sommeren 1796 til
Elverum Prestegaard. Mine Barndoms Erindringer gaa nok tibage til mit 3 die Aar, og min selv
bevidste Tilverelse kan saaledes siges da at begynde, skjønt endnu Kuns i dunkle Billeder, der
svever nu for min Tanke. Min Moders Skikkelse staar dog temmelig klar i mine Erindringer, og jeg
seer hende i moderlig Strenghed at binde mig fast til Nøglen i et Skab, som en liden Hund, fordi jeg
havde bidt en af mine Søskende. Hun var i sig selv Fromheden og Kjærligheden, der maatte
overvinde sig, for at opfylde sin opdragende Pligt.
(Anmærkning: Een Begivenhed i min tidligste Bardom minder mig om min Moders ømme og
deltagende Hjerte for de Lidende.- Jeg mindes at min Moder fulgte i en maaneklar Høstaften, nogle
Damer, der havde tilbragt Dagen hos os, til deres Hjem i vor Nærhed, og kom strax efter tilbage
med Forfærdelse og bad min Fader at ile med Sacramentet hen til en Døende , der ventede ham.
En gammel Brags Forvalter, der boede i vor Nærhed, blev, idet han stod ved Vinduet og stappede
sin Pibe om Aftenen, skudt med Haggel i Hals og Bryst, saa at han styrtede blødende om paa
Gulvet. Dog de fleste Haggel vare optagne af Halstørkledet og Vesten og Cirurgen udtog de
indtrængte Hagler. Manden kom sig igjen og levede i mange Aar derefter. Gjemingsmanden blev
aldrig opdaget. Et ordspil ved Retssagens Forhør morede mig som Dreng. En Svendske ved Navn
Blyberg blev mistenkt og den Saarede havde beviselig udtalt sin Mistanke. Men han udlagde det
Sagte saaledes, at han var Skudt av Blybær eller Haggel. Procuratoren havde dertil lært ham dette
Kneb).
Et Moment i min første Bardoms Tid staar mest klart for min Erindring, og det er
17
Overgangen fra det 18de til det 19de Aarhundrede, eller Nyttaarsnat 1800, da jeg var 5 aar gammel.
Man omtalte for mig, at dette var en Begivenhed, som intet dalevende Meneske kavde oplevet, og
heller Ingen oftere kunne opleve; og dette opvakte min spendte Nysgjerrighed. Jeg besluttede mig at
vaage Natten over, for at være Øyenvidne til denne merkelige Overgang, som jeg troede maatte
forenes med en Forandring i Naturen omkring mig, baade paa Himlen og paa Jorden. Dog Søvnen
tog mig snart i sine Arme, og da jeg vaagnede om Morgenen sprang jeg strax til Vinduet, for at
beskue Himlen og Marken udenfor mig. Men da jeg saa, at Alt var som igaar, slog jeg mig til Ro, og
var glad ved at have overværet et saa usedvanligt Tidsskifte. Paa denne Tid anskaffede min Fader
sig en Huuslærer for mine eldre Sødskende, medens min Moder selv lærte mig Bogstaveme og at
skrive Tal med Blyant.
Da jeg allerede i den Alder var noget begjærlig efter et høre Noget om Verdens
begivenhedeme, forsaavidt som Aviseme berettede om disse, lyttede jeg nysggerrig til
Efterretningeme om Napoleons Seiersgang, som vakte i disse Aar saa megen Opsigt, ogsaa i vort
Norden. Og allerede i det andet Aar af dette Aarhundrede /mernlig 1801:/ skulde vi erfare, at Krigen
stod for Døren. Med den største Interesse hørte jeg Beretningen om Søslaget paa Kjøbenhavns Red
2den April 1801 og beundrede i mit barnlig patriotiske Sind de mange danske Søhelte, der
udmærkede sig paa denne Dag. Dog endnu vendte Freden snart tilbake til vort Norden, og ved
vårede endnu i 6 Aar indtil Kjøbenhavns Beleiring og den danske Flaades udlevering til
Englendeme, fremkaldte Krigen med Sverige og England i Septbr 1807.
Dog jeg vil med mine Minder gaa tilbage til en Begivenhed i vort Hjem, der bøiede vor
Fader i dyb Sorg og berøvede os Bøm den Kjærligste Moder ved hendes Død, som forhen
bemerket, 20de Aug 1801. Jeg stod vel med Taarer ved min Moders døds seng, men jeg forstod kun
lidet hvad det betydede at være moderløs i den Alder, da man meget trenger til moderlig Pleie og
Veiledning, i Barndommens Aar, da Hjertet endnu er blødt som Voxet, der modtager saa let
Indtrykket baade af Godt og Ondt.
Min Faders Stilling var ikke uden mange Bekymringer, uagtet hans øconomiske Forfatning
var endog meget god, da han nyligen havde arvet baade sin Fader i Moss og sin Onkel
Trelasthandler Mathias Calmeyer i Christiania. Men 10 Bøms Opdragelse hvilede tungt paa ham,
især saa langt ijemet fra Hovedstaden, og dens Skoleindretninger. Han ansaa det nu nødvendigt at
forskaffe sine ældre Sønner en academisk dannet Lærer, der dengang maatte Kaldes fra
Kjøbenhavn, og erholdt en Student Aalborg der vistnok var et sædeligt og ordentligt Menneske,
men kun lidet begavet og kuns lidet interessert for Pedagogien. Han forblev dog hos os i 2 a 3 Aar
og afløstes af en Studiosus theol Pingel der var en god Academicus og begynte at lære os Latin og
Verdenshistorien samt Realfagene, forsaavidt som disse dengang lærtes og foredrages.
Huusholdningen, der i en stor Prestegaard paa Landet, hvor der tillige er mange Bøm, ikke
er ringe, maatte han overlade til en Huusbestyrerinde, som først var en ældre Frøken Dop, og senere
da hun var død, en Jomfru Petersen fra Hedemarken, der bestyrede min Faders Huus indtil 1808, da
hun afløstes af en Enkemadame Tollefsen, en særdeles dygtig og agtverdig Quinde, der bestyrede
min Faders Huus med megen Troeskab indtil hans Død i Aaret 1817.
De Aar, som nu forsvandt af min Barndom fra mit 7de til mit 15de Aar, da jeg ble
Konfirmeret, ere for min Erindring den lykkeligste og sorgløseste af mit Liv, thi vel var Skoleaaget
nu lagt paa mine Skuldre, men det tyngede mig ikke, det var mig derimod let og behageligt, thi
mine Læreres Tilfredshed og det Haab, at der maaske kunde blive Noget af mig med Tiden,
opmuntrede mig til stadig Flid. Det bedrøvede mig rigtignok, naar det mathematiske Fag faldt mig
besverligt, men jeg trøstede mig med, at jeg ikke skulde blive Ingeniør eller Landmaaler, og at min
sterke Hukommelse og min Flid nok skulde hjelpe mig fram paa den academiske Bane og derfra
paa Embedsveien; thi min Æresfølelse var usedvanlig sterk for den Alder, uagtet vore Lærere aldrig
bragte at give Karaktere, hverken daglig paa Skolen, eller ved nogen Exsamen, som aldrig holdtes,
for derved at vække og nære Kappelysten og den Skole forfængelighed, som nu tildags maaske
vækkes og næres altfor meget. Ja ! Meget lykkelige var disse Aar; thi foraden en skjelden naturlig
18
J‘if
r
Sundhed, der styrkedes ved en rigelig, men tarvelig Næring, havde vi Brødre en stor Glæde i at lege
og i en primitiv Sport ved at springe, klatre, svømme og fornemmelig om Vinteren ved at løbe paa
Ski og Skøiter og age paa Kjelke, endog i den strengeste Kulde og god at trodse Farer under disse
Øvelser. Paa disse Tider exercerede Skiløber Kompagnieme ogsaa om Vinteren og da rimligvis paa
Ski, og disse Øvelser foretoges just paa Prestegaardens Jorder, hvorved Anledning gaves for os
Drenge til at deltage i Recruttemes Excercis til stor Fomøielse for os, der var udmærkede Skiløbere
og behendigere og raskere end de ofte ældre Soldater.
Til vore Sommerfomøielser hørte i Ferietiden en Udflugt til Prestegaardens Sæter, der laa
tilfjelds nogle Mile derfra, hvor vi fiskede Foreller30 i den forbiflydende Aa og samlede Bær paa de
omliggende Braater. Her paa dette høitliggende Fjeld sad jeg ofte hele Timer stille paa en frem
springende Klippe og skuede ud over de grenseløse mørke Skove, der omgav Sæteren, hørte paa
Buddeienes Lokken og og Lurens hendøende Toner, og under en saadan Stemning vare min
drømmende Tanke langt borte over de høie Fjelde. Dette var mit Livs første Passion.
Hvad vort Familie og Selskabs Liv angaaer, da var dette fredeligt og venligt. Det var ei alene
de conditionerede Familier, der sluttede sig til Prestegaardens selskabelige Omgang, men ogsaa de
mere dannede Bønder, som dengang vel ikke kj endte til Byemes Luxus og Komfort, men dog i
Reenlighed, Orden og med vel tilberedt Spise bevertede sine Gjæster til storre Tilffedshed og Glede,
end maaske nutildags ved Lastbare Gjæster kund. Fornemmelig var det Nabo Familiene vi
omgikkes, nemlig Propritær Øvergaards, Foged Linds og Procurator Rolsdorf. Jeg skylder her at
omtale Fru Linds; født Winsnæs, moderlige Omhu for mig. For i hendes Huus tilbragte jeg ofte hele
Dage, naar ikke Skolen bandt mig, og hun omfattede mig med megen Kjærlighed, saa at jeg stedse
siden har bevaret hende i en taknemmelig Erindring. Hendes Mand Foged og Kammerraad Lind var
en Original, ret en Typus for de danske Jurister, der i den Tid kunde her i Norge erholde
indbringende Embeder uagtet deres indskrenkende Evner og Kundskaber.
Naar jeg saaledes nærmere har omtalt disse min Bameaars smaa Forhold, der vel ikke kan
have Interesse hos Andre, end mig selv og maaske mine Bøm, der kunde ønske at høre Noget om
deres Faders Ungdom, da maa jeg bemærke, at min Erfarings Kreds nu lidt efter lidt begyndte at
udvide sig ogsaa udenfor Hjemmet, hvortil jeg raaende saa megen Lyst. Saaledes fulgte jeg min
Fader til hans Nabopræst i Aamodt 4 Mile lengere op i Østerdalen Provst Wulfsberg, hvor jeg fandt
Dalen snevrere men Egnen smukkere, hvor Naturen antager flere Modsetninger i Bjerg og Dal, end
i Elverum, hvor kuns lave Aasrygge begrense Bygden. Ligesaa fulgte jeg min Fader til min Onkel
Foged Høgh i Grue i Solør, hvor jeg tilbragte nogle glade Dage ved Løben omkring i Egnen og
fornemmelig ved at fiske i en fiskerig Indsø i Nærheden. Denne min Onkel maa dog her omtales, og
give det Vidnesbyrd, at han var en elskelig Mand, agtet og elsket af Folket og alle sine Venner.
Pindsedag 1822 blev for ham og mange Andre af Grue Menighed en redselfuld Dag, da den
tjærebredede Trækirke antentes og nedbrendte midt under Gudstjenesten. Min Onkel og 112
Mennesker med ham omkom ved ikke at slippe ud af Kirken, hvis Dørre dengang gik ind ad, og
ikke Kunde aabnes af de tilstrømmende Mennesker, der vilde redde sig ud af Kirken. Hans Hustru
og 4 Bøm reddedes ud af Lueme, der havde fortæret Manden og Faderen. Da dette er en
Begivenhed enestaaende i sin Redsel har jeg tenkt ikke at burde forbigaa den i min Optegnelse.
Endnu fremdeles af min Barndoms Erindringer maa jeg omtale mit Ophold i Trysild
Præstegaard hos Presten Bassøe, der udbad sig af min Fader, at jeg maatte følge ham hjem til hans
eensomme Bolig, fjernet 8 Mile fra nogen conditioneret Familie. Her tilbragte jeg nogle høist
fomøilige Uger ved at følge Presten eller hans Gaardskarl paa Jagt og Fiskerie. Min Sundhed og
Velbefmende, forenet med aaben Sands for Naturen, gjorde mig skikket allerede i den Alder at nyde
disse Fomøielser.
Der allerlysest i min Erindring fra disse Bameaar staar en Udflugt fra Hjemmet i følge med
min Svaager Flaade Indspectør Axel Smith paa hans Inspections Reise tilbaads ned af Gl ommen til
30 Forell - Ørret
19
Solør, hvor jeg tog ind hos min forhen omtalte Onkel Foged Høgh i Grue. Hvad der især gjorde
denne Reise fomøielig for en Dreng af min Alder og af min Livlighed,var Baadens Fart ned ad
Elvens mindre Fossefald, hvor den med et rivende Løb foer forbi Skjær og skummende Bølger ned i
roligere Vande, idet Rorskarlen vendte Baadens Baugende nedad, og behendigen undgik at skade
paa nogen Steen i Faldet. Vi tage hver Aften ind paa Gaarde, hvor min Svoger havde Venner og
Bekjente, der modtog ham med Glæde. Det var i den friske og grønne Sommer, hvori Naturen
holder Høitid, saa at disse Indtiyk staa klart for Mindets Øie.
Tanker om det 1800 århundrede.
Efterat jeg saaledes har nedskrevet disse mit Barndoms Livs Erindringer indtil mit tolvte Aar, gaar
jeg over til at omtale den Tid af min første Ungdom, som forekommer mig at være mindre lys og
behagelig, thi Krig og Dyrtid stod nu forhaanden, da, som jeg forhen har bemerket, i Septr: 1807
Englendeme forstyrrede Nordens Fred ved at bombardere Kjøbenhavn, for at tage og bortføre den
danske Flaade. Jeg mindes. vel hvilket Indtryk disse Efterretninger gjorde paa min Fader og de
Familie Fedre og Mødre, der nu fryktede ei alene Nød og Dyrtid, men ogsaa for deres Sønners
Udskrivning til Soldater, og de Trengsler, som Krigen kand medføre.
Naar jeg nu anstiller Betragtninger over den da svunden Tids Forhold og en Sammenkjøring
med de nærværende Tider og deres Fristelser i fast alle verdslige Retninger, da er det som om en
gammel Verden er gaaet under med min Barndom og en ny er stegen op med min Ungdom og min
Virksomheds Tid.
Det attende Aarhundrede var nu henrunden, og det var for vort Fædreneland et fredeligt og
artigt Aarhundrede naar undtages dets Begyndelse, da Sverriges unge Hjelte Carl 12te foruroligede
ogsaa vort Norden. Folket var arbeidsomt, nøisomt og tilfreds med sine Kaar, som Følge af den
større Gudfrygtighed hvo dette i Ahnindelighed, og vi kunne sige, at det for vort Land var et
lykkeligt Aarhundrede. Vel var dette Tidsrum ingen Udviklings Tid for vort Folk, der adlød lydigt,
skjønt stundom vel med Suk, den danske Regjering, der Lidet eller Intet vilde gjøre for Norges
Udvikling i høiere Betydning, saa at dette Aarhundrede mere kan betraktes som en Stillestaaen, end
som en Fremgang for vort Folk. Men i sin Uvidenhed om noget Bedre, da Samferdslen var saa
vanskelig, da Aviser og Blader fast vare ukj endte blandt Almuen, saa i sin Vedhengen ved det
Gamle og Bestaaende, og sit Ubekjentskab med Luxus og Overdaadighed fandt Folket sig, især ved
Almuen og de lavere Klasser angaaer, ret lykkelig og tilfreds, og ønskede ingen Forandring. Man
hørte altid Kongen og Kongehuset omtalt med Ærefrygt og Kjærlighed, og Embedsstanden med
Agtelse. Skattebyreme vare vistnok, hverken faa eller lette, men de bares dog uden Knur, naar
undtages i de fattigere Egne af Landet, hvor Almuen gjorde Opstand, fordi Regjeringen manglede
Skjønsomhed og Omsyn for Folket med Hensyn til dets Kaar og Leve Evne af disse Byrder.
Denne Almuens Tilfredshed deeltes dog ikke af den høiere og dannede Klasse, der nu ved
Aarhundredes Slutning var kommen ved en livligere Handel og Søfart, til en større Velstand, ja vel
og paa enkelte Hender til Rigdom, ja Klagen over Hindringer og Indskrenkninger fra Regjeringens
Side, blev rigtig nok nu ved Slutningen af Aarhundredet tydeligere, men Frygten for Unaade og
Forfølgelse bragte dem til Taushed, og intet Oppositions Blad fandtes, eller taaltes paa den Tid,
hvori Misnøien kunde faa Luft og Udbrud.
Især var Misnøien over at Regjeringen i Kjøbenhavn negtede et Universitets Oprettelse i
Norge meget stor, især blandt Embeds Klassen, der maatte sende sine Bøm demed, for at erholde
akademisk Dannelse og den fornødne Embeds Examen. Og dette vel heller ikke uden Grand, da
ikke alene Veien demed var lang og i Krigens Tid farefuld, men Opholdet i Hovedstaden var ofte
fordervelig for Ungdomen, saa langt fjæmet fra Foreldres Tilsyn. Dog saa lenge der var Fred i
Landet, Velstand iblandt de Handlende og Livlighed i Søfarten, hørtes som sagt, ingen Lydelig
Klage. Først da Krigen forstyrrede Handel og Søfart, da Folkets Byrder derved blev trykkende og
fremfor Alt vort Pengevæsen sank Aar for Aar i Verdi og Tillid, og endelig en tidlig indtraadt Frost i
Høsten 1812 fremkallede en Hungersnød og Dyrtid, der forhen var ukjent - da savnede man den
20
'fW J ih
gode svunden Tid, da sukkedes overalt over, at Dagene var onde, og at vor Forbindelse med
Danmark medførte den ulykkelige Krig med alle dens Trengsler, ja forberedede i Stilhed vor
Tilffedshed med at skulle faa denne Forening med et Folk, med hvem vi i saa lang Tid havde delt
Ondt og Godt, og hvor Familiebaand bandt os til de Mange, der elskede Norge og dets folk.
Krigen 1808-1814.
Efterat have anstillet disse Betragtninger over Tiden og Folkelivet i Almindelighed i Slutningen af
det forrige og Begyndelsen af det nærværende Aarhundrede, vender jeg igjen tilbage til min egen
Ungdom fra de Aar, da Livet ogsaa for mig begyndte at udfolde en alvorligere Side, da ei alene
Skolelivet, som da Aar for Aar krevede mere Anstrengelse, men alle Omgivelser og Forhold antage
en alvorligere Skikkelse.
Krigen med Sverrige blev nemlig erklært i Foraaret 1808, og da Elverum, hvor min Fader
var Sogneprest er en Grensebygd, og da igjennem denne gaar Hovedveien, der fører fra det Norden
fjeldske og fra de indre Egne i det Sønden ijeldske, maatte nødvendigvis Krigen med dens
Troppemarseher og Uerligheder først lade sig der tilsyne og paaføre Bygden mange Byrder og
Besværligheder, som forhen vare ukjendte for vort Land.
Allerede om Vaaren 1808, føren den Sneen var gaaet af Marken drog Throndhjemske
Tropper igjennem Elverum, for at forhindre Fienden, der allerede stod ved Grænsen, for at rykke
ind over Solør og Kongsvinger til det Indre af Landet.
Det var ret en interessant Tid for os drenge saaledes fast daglig at beskue og følge disse
rustede Krigere, der snart vilde møde Fienden i fuldt Vaabenbrug. Og heller ikke ventede vi lenge,
forinden flere Trefhinger i Nærheden af Elverum leveredes og mange svenske Fanger
indquarteredes i Kirken hos os, for at føres Lengere ind i Landet. Ikke mindre tildrog sig vor
Opmærksomhed den Generalstab og uniformerede Militære, der laa indquarterede i Præstegaarden i
Begyndelsen af Foraaret, forinden Krigsledelsen flyttedes lengere ned mod Syd. Kurerer og
Stafetter ilede frem og tilbage fra Gaarden, hvor den commanderede General Staffeldt udsendte sine
Ordrer til de langs Grensen fordelte Tropper.
Vor regelmessige Skolegang forstyrredes ofte ved disse krigerske Bevegelser, og vor Skole
Fremgang var vel heller ikke stor i denne Tid, uagtet vor Fader, omhyggelig for vor Dannelse,
havde forskaffet os en ny Lærer istedetfor den til Universitetet tilbagevendte Stud: theol Pingel, i en
Cand theologi Linders fra Kjøbenhavn, der forblev her i et Par Aar, indtil han ogsaa gik tilbage og
af Løstes af vor sidste Huuslærer Stud: Krog, der forlod os i Høsten 1811, da vi Drengebøm sendtes
ud til forskjellige Kanter, og 3 af Pigebømen udgiftedes, saa at der ikke var Tale lenger om nogen
fast Skole i Hjemmet.
Ut fra hjemmet.
Saaledes forsvandt vort Familieliv, fuldt af Sorger og Bekymringer for min Fader, der ved Penge
reductionen 1813 mistede sin Formue og maatte kjempe med Dyrtid og Krigens Besværligheder; og
for os Drengebøm med Streben efter at Lære det Fornødne, for at vorde Studenter eller idetmindste
komme op i en høiere Klasse i Latinskolen. Jeg fandt at denne private Undervisning ved en
Huuslærer var meget ufuldkommen, da Realfagene meget forsømtes og jeg bad ofte min Fader om
at settes ind paa Latinskolen i Christiania, hvor jeg haabede at gjøre langt sikkrere Fremgang paa
den studerede Vei, end den, jeg kunde vinde hjemme. Og dette Ønske fik jeg opfyldt, da jeg
anmeldtes for denne Skoles Bestyrelse i Høsten 1811, medens min eldste Broder Nils Gude
afsendtes til Kjøbenhavn, for der gjennem et Aars Forberedelse at tage Examen artium. Min Broder
Just var allerede Aaret iforveien anbragt paa min Onkel Foged Høeghs Kontor og min Broder
Mathias var ansat samme aar som Skibslærling paa et Koffardiskip31 fra Laurvig. Min Broder Ove
31 Koffardiskip - handelsskip
21
Gude kom Høsten derefter til Biskop Bech som Kontorist, medens min yngste Broder Hans senere
skulde anbringes ved Handelen, naar han var Konfirmeret. Han toges dog efter et Aars Forløb ud
derfra og anbragtes i Snedker Lære, hvor han dannedes til en duelig Haandværker, men døde i en
ung alder. Hvad mine Søstre angaar, da vare disse, som forhen bemerket, i en yngre Alder, endnu
medens min Moder levede, sendtes til min Faders Broder Johan Gude og til hans Søsters Huus
Kjøbmand Peder Herfordt, begge i Moss; for der at opdrages og modtage Skoleundervisning. Da
min ældste Søster Birgithe var 15 Aar gl: kom hun tilbage til Elverum for at confirmeres, men
vendte igjen tilbage til Moss, hvor hun blev forlovet og gift 1811 med Skibs? Frederik Knudsen fra
Kjøbenhavn. Dernest kom min nestældste Søster Helene tilbage fra Moss, for ligesom den ældre
Søster at confirmeres af min Fader i Elverum, hvor him i Aaret 1808 blev gift med Flødnings
Inspectør Axel Smith, der boede og eiede Gaarden Vestre Haug i Elverum. Endelig kom min Søster
Kirstine hjem fra Moss noget senere 1809 og blev derefter gift med Gaardeier Ole Øvergaard, der
var Prestegaardens Nabo. Min yngste Søster Dorthe forblev, den hele Tid hjemme i Elverum og nød
en praktisk og huuslig Undervisning af min Faders Huusbestyrinde Madme Tollefsen.
Konfirmasjon og skolegang.
I Sommeren 1810 forberededes jeg selv til Konfirmation tiligemed en Skare Drenge og Piger, der
fast alle ingen anden Undervisning havde faaet, end den de havde modtaget i Hjemmet, da
Skolevæsenet dengang var høyst uftildkomment og bestod deri; at gamle og sygelige Mænd, der
kunde skrive og regne i al Tarvelighed, gik omkring hver i sit noget store skoledistikt paa Omgang i
Gaardene, hvor de gav den høyst nødvendige Undervisning i Barnelærdommen nogle faa Uger i
Aaret. Men den huuslige Undervisning var dengang saa meget virksommere og alvorligere, da den
gjeme gives af en gudfryktig Moder eller Moster eller Faster, der jevnligen ja dagligen hørte deres
smaa Lectier og lod dem Lese deres korte udenad lærte Bønner forinden de stak ud til deres Lege.
Ja! Forstanden og Tankegangen har vistnok vundet meget ved det nuværende Almueskolevæsen og
mange nyttige Kundskaber for det practiske Liv Kan vistnok der nu forhverves, men Hjertet og det
indre Menneske har maaske ofte tabt meget og Præsten maa derfor nu fornemmelig vekke
Konfirmanteme til et andektigt, skjønt endnu kun bamsligt Liv, til Ærefrygt for Guds Ord og alt
Helligt, saa at de, naar de trede ud i Livet, kunne bevare det Indtryk, som disse Forberedelses Dage
og fornemmelig Konftrmations Handlingen har gjort paa dem. Hvad nu min egen Konfirmantion
angaar, da havde hverken Forberedelsen, eller hiin Handling, efterladt noget dybere Indtryk paa
mig, da jeg var endnu bamagtig og'altfor livs glad og flygtig til at modtage det. Min Fader var vel
reen i Lære, som reen i Liv, men han besad ikke den Gave at vække og styre en Flok overgivne
Drenge, der trengte ei alene til Undervisning, men ogsaa Tugt til en energisk Holdning af Læreren,
der i Kjærlighed kunde indgyde dem Ærefrygt for Guds Ord og alt Helligt i Kirke og Liv.
Nei! først ved Udvandringen fra Hjemmet og ved at ferdes blandt Fremmede og indsættes i
en offentlig Skole, begynte et nyt Tidsrom i mit Liv; thi min medfødte Æresfølelse og min alvorlige
Streben efter at vinde Agtelse og en Plads i Samfundet; hvor jeg kunde gjøre Gavn og Nytte, drev
mig nu frem med en stadig Flid og Tenksomhed.
Reise til Christiania.
I Begyndelsen af October 1811 tog jeg Afsked fra Hjemmet, for at optages som discipel paa
Christiania Latin eller som den dengang kaldtes Katedralskolen. Min Fader fulgte mig selv ind til
Hovedstaden, hvor vi tage ind hos min Onkel Kjøbmand Lars Smith, forinden jeg flyttede hen i mit
Logi hos en ældre Dame, der i sin Tid havde været Guvernante for Herskaber men nu levede af at
give Undervisning i det franske Sprog. Hendes Navn var Sangstrup. Hun forstod seg kun lidet paa
Huusholdning, saa at jeg vel fik den fornødne Mad, men til saa uregelmessige Tider, at jeg stundom
2
ikke kunde oppebære Maaltidet, men maatte ile paa Skolen uden dette. Men forinden jeg kunde 3
32 Frederik Julius Bech (1758-1822) biskop i Akershus stift.
22
Ir i J .
optages paa Skolen, maatte jeg underkaste mig en Prøve, for derefter anvises den Klasse hvor jeg
skulde sidde. Da jeg stod meget tilbage i Realfagene, opnaaede jeg kun at optages i 2den Klasse,
uagtet jeg havde lest Latin med vor Huuslærer, for at optages i 4de Klasse. Denne Skuffelse vakte
meget Mismod hos mig og dette kan jeg sige var min første sorg i Livet. I min saarede Æresfølelse
kastede jeg mig med forøget Iver over de Fag, hvori jeg stod tilbage, og opnaaede ved den første
Hoved-Examen rosende Omtale at Rectoren samt Skolens Flittigheds belønning med Opflytning i
3de Klasse. I denne Klasse forbelv jeg kun 1 Aar, forinden jeg opflyttedes i 4de eller øverste Klasse,
og erholdt i hver av disse ved Hoved-Examen Flittigheds Belønning samt meget god Hoved
Karachteer. Dette gav mig mere Tillit til mig selv, saa at jeg ved eget Studium gik frem i Aands
Udvikling og Kundskab. Dog her maa jeg fremhæve mine Erindringer fra disse mine Skoleaar, som
altid senere haver været mig interessante at gjenkalde, da de angaar Begivenheder, som fik en stor
Betydning for vort Fædreneland, for vaart Folk i Almindelighed, som især for den Studerende og
den Embedsbane, jeg senere skulde betræde.
Universitetet i Christiania opprettes.
Jeg har foran omtalt, at der lenge var iblandt den dannede Klasse af Folket følt Trang til og ofte
yttret Ønske om, at Norge maatte erholde sit eget Universitet, og endelig i Aaret 1811 besluttede
den danske Konge Frederik 6te, at et saadant skulde oprettes i Christiania og skjenkede dertil Tøjen
Gaard, hvor formentlig Universitets Bygningeme og Professor-Boligeme skulde opføres.
Etterretningen derom utbredte naturligvis Glede hos Embedsstanden i Hovedstaden, og der
afholdtes en Fest i Midten af Desbr samme Aar i Christianias eneste Hotel ved Bryggeme hvori alle
Hovedstadens Horoationes33 deeltage. Byen var rundt om dette dens nedre Quarteer illumineret34 og
Lyskrandse antendte, medens Folket og vi Skoledrenge beundrede al denne Stads. Dette var da den
første Folkefæst, jeg har bivaanet. Folkets Stemning var imidlertid ikke god og dets
Taknemmelighed for Gaven ikke stor. Man udtalte temmelig overlydt, at det var af trængende
Nødvendighed, at den danske Konge eller Regjering havde taget denne beslutning da Norges
Lidelser under Krigens Byrder, under Pengenes Synken, under Dyrtid og Næringsløshed fristede
Folket Ret at knurre og truen med Løsrivelse fra Danmark, der ved sin Politik drog Norge ind i
disse Trængsler. Det var heller ikke ved Kongens Gave alene, at Universitetet kunne stiftes; thi i alle
Byer skjænkedes der af dens Rigmend betydelige Summer, der skulde danne dets Grundfond.
Dog denne verdifulde Institution kunde ikke strax trede i Kraft og Virksomhed, men
udkrevede næsten tvende Aars Forberedelse, forinden nogen Examen her kunde afholdes, nemlig
først i Sommeren 1813. Imidlertid maatte de trende Dissipler af Christiania Latinskole, der nu
kunde dimitteres derfra, drage ned til Kjøbenhavn, for der at tage Examen artium. Men dette var
ogsaa det sidste Kuld Norge sendte ned til dette Universitet, da de udnevnte Professorer og Lærere
ankom hertil i den følgende Sommer, for her at afholde denne Examen for de Artiums Candidater,
der anmeldte sig til denne.
Den anden merkelige Begivenhed, der tildrog sig min store Opmerksomhed under mine
Skoleaar, var da den første Universitets Examen, der var afholdt her i Landet, og hvilken vi
Skoledrenge bivaaede flitligen, naar vore Fritimer tillade det. Kandidatemes Antal var kun, saavidt
jeg erindrer 18 og kuns 2de privat dimitteredes; da Latinskolene i Krigens Tid bleve tyndt besatte,
og Huuslærere for de bedre Familier vare vanskelig at erholde fra Kjøbenhavn.
Skuet af disse fremmede Lerde Mænd og Hørelsen af deres høie Examination satte os i en
ærefrygtsfuld Stemning og Forventning af det Udfald Examen vilde have for vore dimitterende
Skolekammerater. At have det i Aarhundredes savnede og forventede Universitet nu midt iblandt os
var i vaare Øine en høist mærkelig Sag. Dette foregik nu i Aaret 1813, der saaledes blev i
videnskabelig Henseende for Norge et mærkeligt Aar, da det nu derved var mere forberedet til at
33 Horoationes - borgere med høy sosial status.
34 Illuminert - festlig opplysning
23
iff t I 3D <
modtage sin politiske Selvstændighed. Dog Aaret 1814 blev dog i politisk Henseende det
merkeligste Aar for vort Fædreneland og vort Folk, saa rigt paa store og afgjørende Begivenheder
som noget Aar i Norges senere Historie har fremvist.
Året 1814.
Neppe var dette Aar begyndt, før end man hørte Rygte om at Kongen af Danmark var af de
fiendtlige Hære i Holsteen bleven tvungen til at afstaa Norge til Sverige, -og snart fikk man fuld
Vished om, at det saaledes forholdt sig. Jeg var dengang 19 Aar gammel, og kunde saaledes med
Ungdommens hele Fyrrighed deeltage i Dagens Nyheder og Dagens Begivenheder. Jeg erindrer
endnu hvilken Bestyrtelse og Harme denne Efterretning om Kieler-Traktaten fremkaldte i
Hovedstaden, hvor Prins Christian Fredrik dengang var Statholder og Øverstcommanderende. Man
talte om Danmarks Utaknemlighed mod det trofaste og ledende Norge og om dets Troskabs Løn, at
blive Solgt til Sverrige som dets Undergivne, hvilket ingenlunde sagdes men skulde skee forinden
Sverdet havde afgiort vort Fedrenelands Skjebne. Dog det var ikke Sorg over at skilles fra
Danmark, der nedslog Sidene, som Frygt for at underkastes Sverriges Overherredømme. En heel
Omveltning forestod nu vort Land og Krigen, som nu i lengere Tid havde hvilet, dog ligesom kun
som en Vaabentilstand, truede nu atter at bryde løs. Prindsens Samtale med Notableme35 paa
Eidsvold og siden Rigsdagen sammesteds var et stadig dagligt Emne for Møder og Samtaler i
Husene, paa Gader og Streder i Byen. Det var mærkelige og bevegende Dage, som ofte vende
tilbage i min Erindring; jeg betragter dem nu i roligere Tider, som stærke Fødselsveer, der gik forud
for vor politiske Gjenfødelse. Vi tenkte dengang kun paa Modstand og at der nu vel skulde blive
Heltetid for de mandige og skrydende Nordmænd, men Herren vilde det anderledes. Vel viste de
hæderlige Thingmænd paa Eidsvold meget Mod og stor Dygtighed, da de forfattede vor Grundlov,
men da den skulde forsvares og befølges, viste Landets Regent, der havde Svoret at afsee sit Liv for
vor Frihed, baade Feighed og Udygtighed og Folket viste en Magtesløshed og en Armod paa
Forsvarsmidler, der vilde have ført os til Afgrundens Rand, dersom ikke den naadige Gud havde
afvendt Faren fra os og ledet en høymodig Fyrstes Hjerte til Mildhed og Forsonlighed, saa at vi
erholdt uden Blods Udgydelse hvad vi i vor Afmagt havde troet at tilkjæmpe os selv med egen
Kraft.
Iblandt de mærkelige Dage i det for Norge betydningsfulde Aar 1814 var den Dag, da vor
Grundlov vedtages paa Eidsvold nemlig 17de May, der siden aarlig er feiret som Norges
Frihedsdag, og i Begyndelsen fremkaldte Frygt hos Kong Carl Johan som for Oprør og demæst den
Dagen Christian Frederik holdt sit Indtog som udvalgt Konge i Christiania. Han drog ligetil Kirken,
hvor han aflagde hiin Troskabs Eed for Folket og siden for Troppeme paa Torvet, og under alt dette
saaes den ominøse36 Ugle at sidde ubevegelig paa Kirkens Taamspir ligesom for at være Vidne til al
den Daarskab og al den Legen med Eed, som dengang dreves af de Styrende, samt ogsaa for at
varsle om det Udfald, som disse Foretagende vilde faae.
Den tredie mærkelige Dag i 1814 er endnu 4de Novbr, da det forsamlede Storthing vedtog
Forordningen med Sverrige. I Sandhed en lykkelig Dag for vort Land; thi ei alene Krigen endtes, og
alle dens Trengsler, men vi beholdt vor Selvstendighed og Evne til at arbeide os ud af Armoden og
Fortryktheden i Fred og lykkelig Handels Rørelse, hvori Landets Krefter kunde frit udvikle sig, og
Landet paa en værdig Maade virkelig hevde sin Selvstændighed.
Forinden jeg nu afslutter dette Tidsrum af mit Ungdoms Liv, hvori det Merkligste er
foregaaet i vort Fedreneland med Hensyn til det Politiske, maa jeg endnu nedskrive mine
Erindringer om mit daglige Omgangs og Familieliv. Som forhen berørt, kom jeg først i Logi hos en
gammel Jomfru Sangstrup, men efter et Aars Forløb hos en Revisor Hjorth, hvor jeg havede et
hyggeligt Familie Liv indtil jeg.som Student fik Plads og fri Bolig i den af Universitetet indkjøbte
35 Notabel - fornem, kjent person
36 Ominøs - illevarslende
24
Tlf
Gaarde paa Grøland. Jeg var saa heldig at have Adgang til min Onkel Smiths dannede og
selskabelige Huus, ligesom ogsaa til Bechs hvor min Broder, siden Sorenskriver Ove Gude,
dengang var Amanuensis, og hvor jeg tilbragte mangen behagelig Søndags Eftermiddage i denne
gjæstfrie og venlige Familie kreds, hvor der tillige ofte samledes Byens store og lærde Mænd. I de
større Ferier drog jeg enten hjem til min Fader i Elverum, eller hid til Moss til de elskværdige Johan
Gudes Familiekreds.
Bok 2
Akademisk utdannelse.
Efterat jeg i foregaaende Hefte har afsluttet det første Tidsrum af min Ungdom, nemlig fra
Udtrædelsen fra Hjemmet i Høsten 1811 og indtil Skolelivet endtes med Indtrædelse paa den
academiske Bane i Aaret 1815, vil jeg nu i dette Hefte optegne de Erindringer af mit Liv, der endnu
Klarere og tydeligere ere prægede i min Sjæl, eftersom jeg nu var kommen til større Aands
Modenhed, til en livligere Interesse for Livet omkring mig, og et klarere Syn for Verden og Livs
Forholdene i denne. Det er unegteligt at Studenterlivet er i mange Henseender det interessanteste
Tidsrum i vort Liv; thi udfriede af Skolens Tvang finde vi os pludslig i en selvstendig Stilling med
et Navn og en vis Betydning i Samfundet, mere skikkede for den frie Tenkning og et mere
frugtbringende Studium af det Beste, end det, vi kunde foretage os i den tvingende Skoletid. Især
gjelder dette om mig, der var i en modnere Alder, da jeg blev Student, nemlig 20 1/2 Aar gammel.
Forinden jeg omtaler min Indtredelse i Studenterlivet, maa jeg berøre den første Forbindelse til den
forestaaende Examen artium og de Forholde, hvorunder jeg da levede.
Christiania Latinskole var i de senere Aar synligen og Kjendelig i Forfald, saa at vi, der nu
skulde dimitteres derfra, ikke kunde gjøre os synderlig Forhaabning om noget heldigt Udfald af
denne Examen og endnu mindre om nogen Udmærkelse, der engang ikke saa sjelden tilfaldt
Artiums Kanditateme fra denne Skole ved Kjøbenhavns Universitet. Aarsageme vare deels, at
Skolens Rector, Profesor Rusted var aldrende, vel en lærd Mand, men tør og uden Læregaver, saa at
vi i Gresk og norske Stileøvelser stode meget tilbage, og demæst fordi Skolen i Krigens Tid havde
havt vanskeligt for at recruthere sig med duelige Lærere og bedre Krefter i de øvrige Skolefag.
Desuden mistede Skolen Tvende af sine bedste Lærere i Platou37 og Rasmussen, der blevne ansatte
som Professorer ved det nye Universitetet. Der dreves derfor megen Slendrian paa Skolen i denne
Tid, da Rectoren var døvhørt og bemerkede ikke Hvisken ved Examinationen, og Lærerne indfant
sig meget uregelmessigt, samt ikke lidet trivedes denne Uorden og Mislighed derved, at Skolen
forflyttedes fra den store rummelige Skolegaard ud til den fjæmtliggende Mangelsgaard, medens
det forsamlede Storthing benyttede det første Locale til sine Forhandlinger. (Anmerkning:
Storthinget fra Septbr til Novbrs Ende 1814)
Iblandt Skolens Lærere var der en Original der her i denne Anledning maa omtales, nemlig
Overlærer Flor, der vidste saa lidet ved sin overdrevne Godmodighed at indgyde Respect hos
Disiplene, at de i hans Undervisnings Timer tillade sig alskens Spilopper og Vrøvl, saa at disse
Timer vare aldeles spildte for Undervisningen. Imidlertid maa dog een Lærer nevnes som udmerket,
baade for Kundskab og Konduitte, nemlig den elskelige Stenersen, senere Profesor theol ved
Universitetet i Christiania. -
Vi eldre Disiipler, der snart skulde forlade Skolen, arbeidede imidlertid for os selv saa meget
flittigere for dog at kunne bestaa os nogen lunde med Ære ved siden af de øvrige Dimittender38. Af
disse var der i 1815 kun anmeldte 9 i Tallet, altsaa i Antal den fattigste Afgrøde, som nogensinde det
Norske Universitet har modtaget. Fra Christiania Latinskole dimitterendes kun 3 i dette Aar, nemlig
37 Ludvig Stoud Platou (1778-1833), professor
38 Dimittend - avgangselev
25
J'lf
.n .
jeg selv, Johan d'Aubert og Brede Thurmann, hvilken sidste dog nogle Uger før Examen afgik ved
Døden, angrepen af en gallopperende Tæring, saa at vi altsaa kun bleve 2 Dimittender.
Demæst maa jeg berøre de huuslige og selskabelige Forhold, hvorunder jeg levede i dette
Tadærum som Skoledisippel. Som allerede forhen omtalt, var jeg optagen i Huset hos en brav og
hyggelig Familie Revisor Hjorts, hvor jeg blev behandlet som en Søn af Huset, skjøndt den Betaling
som ydedes, vist ikke i Krigens Dyrtid kunde dække logiets Udgifter. Her kom ofte Fremmede i
Huset, deels af Familien, deels af Fremende, men alle Folk af bedre Dannelse og af et sædeligt
Forhold, der virkede gavnligt paa de der Logerende Skoledrenge.
Hos min Onkel Smith, der havde Omgang med Christianias bedste Familier, fandt jeg Herrer og
Damer af den finere Verden, hvor der musiseredes, tåltes om Litteratur og især Dramaturgi, og hvor
jeg gjorde Bekjentskab med agtede Embedsmend, der vækte min Interesse for Samfunds Livet og
de ydre Forhold. Dette var endnu mere Tilfældet med mit jevnlige Besøg i Biskop Bechs Huus,
hvor jeg traf høistaaende Mænd, hvis Yndest senere var mig til Nytte og som end mere ansporede
mig til Flid og til en passende selskabelig Dannelse, da jeg gav Akt paa, at de bedre Familier
dengang Lagde megen Vegt paa hos unge Mennesker, nemlig et peent og naturligt Væsen hvilket
den senere Slegt har anseet som Pedanteri39 og har forandret til et ugeneret og blaseret Vesen.
Saaledes nærmede sig under Stræben og Frygt den Examen, der skulde føre mig ind i
Studenterlivet, og i den Længselsfulde forventede Friheds Stand. Denne Examen artium af holdtes
dette Aar noget tidligere, end senere hen, nemlig ved St. Hans Tider, (Juni 1815) men vi tildeltes
ikke vore Karakterer Lister og academiske Borgerbreve førend lengere hen i Juli Maaned. Jeg kan
vel erindre, at i disse Dage ankom Underretning om det for Napoleon tabte Slag ved Waterloo, der
spaaede om en Omveltning i Stateme, og efiter denne Udmattelse en fredeligere Periode for Europas
Skoler. Da nu denne første academiske Examen var ovenstanden, var jeg ikke ret tilfreds ved dens
Udfald, da jeg i enkelte Fag havde ventet mig bedre Karakterer, end skjønt jeg ikke stod tilbage for
de fleste Andre, men følte Ærefølelsen saaret ved ikke at staa over dem.
Boligforhold og siste tur til hjemmet.
Efter endt Examen Juli (1815) drog jeg hjem til min Fader i Elverum, for at udhvile mig lidt,
forinden jeg begynte at gaa paa de Forelæsninger, som nu holdtes af de ansatte Lærere, der endnu
vare faa i enkelte Faculteter, indtil de efterhaanden kunde forhverves for vaart Universitet.
Ved min Tilbakekomst her fra begynte jeg ikke alene som den frie academiske Borger at
arbeide med mine Studier, men ogsaa begynte jeg et nyt Leveset, da jeg nemlig fik Logi i de til
Studenterboliger indrummende Smaagaarde paa Grønland, og forlod min huslige Pension, som jeg i
de sidste Aar havde nydt. Disse Gaarde vare nemlig indkjøbte af Universitetet, for at udlegges til
Gader for de paatenkte Universitets Bygninger paa Tøyen Gaard, men da man begynte at betvivle
Hensigtsmessigheden af at anlegge den der, benyttede man imidlertid disse Gaarde til Boliger for
trængende Studenter. Man kaldte disse saaledes Regentsen i Lighed med hvad den Kaldtes i
Kjøbenhavn. Vi havde egen Øconomi Morgen og Aften og gik paa et Spisequarteer til Middag. Vi
logerede tvende paa et stort, eller 2de mindre Værelser. Jeg var saa heldig at faae Een brav og flittig
Contubemal40 i Studeosus theol Aass fra Christiansands Skole, som dog Aaret efter ombyttedes med
Stud: theol Greve fra Bergen; en ligesaa brav og elskelig Yngling, som den første. Der var dengang
god Anledning til at give privat Undervisning i brorgelige Huse, saa at vi kunde fortjene derved det
Meste til vor Underholdning, og saaledes var den hele Dag besat med at høre Forelesninger og give
Informationer. Der var kuns liden Anledning til Selskabelig eller offentlige Forlystelse; thi
Hovedstaden var dengang Liden; Tideme vare trange og de Fleste havde Nok med deres eget Strev.
Udlendigeme havde endnu ikke begynt at besøge vort Bjergland, eller havde faaet ret Lyst til at
bese dets Natur Skjønheter. Vi Studenter levede imidlertid udi vor tarvelige Koloni et gemytlig Liv;
39 Pedanteri - pirk, smålig nøyaktighet
40 Contubemal - værelseskamerat
26
thi om Aftenen samledes vi ofte i en eller anden Stue, hvor et begavet eller vittigt Hoved gav
Selskabeligheden et muntert Anslag. Studenteme stod desuden i en vel Anseelse i Byen og havde
Adgang til de bedste Familier, hvis Bøm de gave privat Undervisning; thi i sædelig Henseende
stode de dengang, da deres Anstrøg var saa lidet, og de saaledes mere vare undergivne den
offentlige Moral og Dom, en senere da de blev flere, langt mer Studenter ved andre Universiteter,
for saavidt som jeg Kjente mine Omgivelser og mine Bekjentere.
Den philosophisk - filologiske Examen tilendebragte jeg da Høsten 1815 og i Aaret 1816
vel med bedste Karakter, men ikke med Udmærkelse. som jeg var nær med at erholde. Jeg havde
ogsaa i denne Tid benyttet de theologiske Forelesninger under Herselb41 og Stenersen42 og havde
saaledes efter gammel Skik og Tiladelse en vis Ret til at predike. Jeg vovede saaledes, vel med
megen Ængstelse at predike til Aftensang i Vor Frelsers Kirke i Høsten 1816, fornemmelig for at faa
nogen Dristighed til at predike for min syge Fader, naar jeg kom hjem til ham i Julen. -
Vi Brødre vare alle kommen hjem til denne Høitid, som vi nok ahnede maatte være den
sidste, vi tilbragte tilsammen i vort Barndoms Hjem. Jeg Predikede også Nytaarsdag (1817) i
Elverum Kirke i overmaade stærk Kulde og gledede den gamle Fader ved dog at høre
Kirkeklokkerne den Dag, og vide at Sønnen kunne staae i hans Stæd. Vi fandt ham meget lidende af
Bryst Wattersot43, saa at han maatte tilbringe Nat og Dag i siddende Stilling og efterat vi vare reiste
ind igjen til Christiania strax efter Nytaar og vi vare hentede igjen hjem, hensov han nemlig d: 13de
Januar uden Smerter. Midt under den mørke Stemning, der gik over os Alle, var vi dog glade ved at
vide, at den tunge Lidendes Smerter vare stillede og den Trette havde fundet Hvile. Saa efter
sukkende han dybt i Svaghedten efter Forløsning, fra et Liv, der i de sidste Aar havde bragt ham saa
mange Bekymringer for sine mange Bøms Fremtid, medens han takkede Gud for at disse dog ved
deres Fhd og redelige Streben skjenkede ham glade Forhaabninger. Hans Formue var rigtignok
under Tidens Tryk nesten ganske tilintetgjort, og at han saaledes Lidet kunde efterlade sine Bøm af
denne Verdens Gods, men han overgav dog med fast Fortrøstning alle Sine i den Kjærlige Guds
Haand, og bad i sit stille Sind saa mange troende og tillidsfuld Bøn for deres Vel og Frelse! Ja! dette
skal siges ved hans Grav, at han var en hederlig Mand, en kjærlig Fader og en from og venlig
Herrens Tjener.
Valg av embedsvei. Kirkens religiøse tilstand.
Nok stod jeg der nu midt i mine Universitets Aar uden Understøttelse fra Fader-Hjemmet, men jeg
stolede paa det algode Forsyns Styrelse, der hidtil saa Kjærligt havde ledet min Barndom og første
Ungdom, og som havde skjænket mig en Sundhed og Legems Styrke, der gjorde det let for mig at
arbeide med Flid og Udholdenhed indtil Embedsveien kunde aabne sig for mig. Jeg havde desuden
allerede fra øverste Klasse i Latinskolen af begynt at give Informationer i nogle faa Timer om
Aftenen, og gav siden saa mange, som jeg kunde modtage, saa at jeg meget rundelig kunde fortjene
det Nødvendige til min academiske Studiers Fuldførelse.
Naar Studenten har tilbagelagt sin 2den Examen pleier han ofte først at bestemme sig for sin
Leve og Embeds Vei, men jeg havde allerede før denne Tid, som berørt, bestemt mig for Theologien
og den Kirkelige Vei, ikke alene fordi denne dengang lovede et rigeligen Levebrød og en hurtigere
Indtrædelse paa Embedsveien med de andre Embedsveie, men fornemmelig fordi jeg følte mig
dragen til Kirken ved det Alvor og den aandelige Begavelse, hvori med vore elskelige theologiske
Lærere, Hersleb og Stenersen, docerede Khristendommen og Videnskaben for de Unge Studenter.
Efterat den hele Rationalismen44, der forkyndtes fra de tydske og de danske Universiteter
/:Kjøbenhavn og Kiel:/ havde fremkaldt aandelig Sløvhed ogsaa her i Norden, haver dog Folket
holdt saa gjeme med det Gamle, begynte dog nu et mere aanderligt Liv at regne og et mildt kirkeligt
41 Svend Borchmann Hersleb (1784-1836) Norsk teolog. Første leder av det teologiske fakultet.
42 Stener Johannes Stenersen (1789-1835)
43 Vattersott - Ødem
44 Rationalisme - Åndsretning, lære som legger hovedvekten på fornuften.
27
ilt *
J J!
Foraarsveir at blæse hen over vort Land, men dog først over, de unge Theologer, ifra hvem det
senere læres ud over Menighedeme, hvor Guds Ords rene Forkyndelse modtages først med Kulde
og stundom med uvilje, men dog senere med Glede og Taknemmelighed og til synlig Velsignelse
for Gamle og Unge først over det hele Land, hvor Theologeme fra det nye Universitet efterhaanden
bleve ansatte som Prester.
Aaret 1817 blev for mig i religiøs Henseende et betydningsfuldt Aar; thi vel havde mit hidtil
førte Liv været strengt moralsk, men ledet og bevaret kun ved en sterk Æresfølelse og saa at sige
ved en naturlig Frygt og Afsky for et Letsindigt Liv. Nu derimod blev jeg greben af det levende
Ord, som tiltalte mig anderledes end Kirken tilfom havde tiltalt mig og jeg forsømte nu ingen
Anledning tit at høre det og selv at tænke over Khristendommens Sandheder, ligesom jeg arbeidede
med utrettelig Flid, for selv snart at kunne komme ud og forkynde Ordet.
Derfor var ogsaa dette Aar et Jubelaar for den Lutherske Kirke, da Opslaget paa Kirkedøren i
Wittenberg, hvormed Reformationen antages at begynde, foregik 30de October 1517, og dette Aar
blev i Sandhed et Jubelaar for alle de Lutherske Lande; thi efterat de ødeleggende Napoleonske
Krige vare endte i 1815, begynte Kristendommen og dens Alvor at komme til Orde og lade
Folkene Lytte til Kirkens Røster, der nu lød sterkere og mere vekkende, end nogensinde siden
Reformationen begyntdte. Reformations Festen feiredes ogsaa i Christiania og Stiftstædeme med al
den Høitidlighed, som dengang kunde tilveiebringes. Festen feiredes i 3de Dage og skjønt vel
Hovedstaden dengang ikke eiede nogen begavet eller christelig begeisteret Taler, søgtes dog
Kirkene flittigen og et Vendepunkt i Kirkesøgningen, der tilfom havde været saa liden,, begynte fra
nu af at tiltage, saaledes at Kirken i Hovedstaden for nærværende tid ikke kan numne den
tilstrømmende Menighed. Hvad der især bidrog til at Guds Ord, Bibelen og de hellige Skrifter kom
til sin Verdighed og store Betydning var Oprettelsen af et Norsk Bibelselslcab. der fik sine Statuter
og Underskrifter just ved en af disse Festdage, og som saadan har virket til megen Velsignelse i vort
paa hellige Skrifter dengang saa fattige land. (Jeg indskrev mig som Medlem af Bibelselskabet paa
Stiftelsesdag og er endnu efter 56 Aars Forløb dens faste Medlem, vel en af de ældste). Nu finnes de
vel i de fleste Familier i By og Bygd. Ikke mindre velgjørende og virkende i denne Retning vare de
offentlige Forelesninger over Luthers Reformation, som Professor Stenersen holdt paa Latinskolens
Festsal i den hele Vinter derefter for et meget stort Auditorium45 af den mere dannede Klasse. Man
vaagnede ligsom op af Vintersøvnen og begynte med at gnide sine Øine for det at kunne see Guds
Ords store og hellige Betydning. Dette var for mig et af de Gladeste Aar, jeg nogensinde har
oplevet. Man aandede ligesom i en anden og sundere Luft. Ingen vovede mere offentlig at spotte
over Kirke og Bibel, og Theologen gledede sig over den beslutning, han havde taget om, at vies til
dette hellige Kald.
For at dannes, saavidt muligt, til det hellige Preste Embede, søgde jeg søndaglig hen til
Slotskirken for at høre den der nu ansatte begavede Provst, senere Biskop Munch46; thi noget
practisk Preste-Seminarium havde man ikke dengang, hvor Theologeme kunde modtage den
fornødne Uddannelse til det hele Preste-Embede. Jeg havde saa god Hukommelse, at jeg efter
Gudstjenesten, naar jeg kom hjem til mit eenlige Kammer, kunde nedskrive den hørte Prædiken
idetmindste i orienterende Momenter. Den veltalende Pavels47 havde forladt Christiania allerede i
Aaret 1817, for at overtage Bergens Biskopstol, en Prædikant som man vel maatte beundre for
Dictionens48 og Foredragets Side, men som dog gik for meget paa Accord med Rationalismen49. Jeg
var tilstede ved hans Ordination i Sommeren 1817, hvor Pavels just talede om Skriftens Forhold til
45 Auditorium - tilhørerskare
46 Johan Storm Munch (1778-1832) slottsprest, senere biskop i Kristiansand
47 Claus Pavels (1769-1822) norsk prest, dagbokforfatter, biskop i Bergen 1817
48 Diksjon - uttale
49 Rasjonalisme - åndsretning, lære som legger vekt på fornuften og det man kan fatte
28
Fornuften. Munch, der blev hans Eftermand ved Slottet var en mere orthodox Theolog, af hvis
Predikner man kunde lære Meget.
Efterat jeg saaledes noget vidtløftigen har udtalt mig om Tidens religiøse og kirkelige
Tilstande, og den Indflydelse, som disse kunne have paa min aandelige Retning, vil jeg gaa over til
at omtale mit Studenterliv og mine private Forholde, hvori jeg levede i disse Aar.
Studentliv.
Som det er naturligt slutte unge Mensker af samme Kaar og med samme Streben for Øie sig snart
tilsammen, især Studenteme, der boe i samme Bolig, og der sluttes snart Venskabets forbindelser,
der vare længere, end blot Seminaret ved Universitetet. Saaledes sluttede jeg mig foruden til min
Contubemal paa Regentsen, først Aass og siden Greve, fomemelig til Brødrene Schydtz fira Bergen,
tvende unge og agtverdige Ynglinger af rene Sæder og trofaste Sind, med hvem jeg tog mine
Spasserture regelmessigen hver Dag, naar Dagens Møie var endt. Stundom samledes vi ogsaa med
samtlige Regentsens Beboere paa et eller andet Værelse, for at discuttere Dagens og Avisemes
Nyheder og for at overvære ved et eller andet Foredrag; thi paa den Tid var endnu ikke noget
Studenter Samfund stiftet, heller ikke meget Forlystelses Stæd af bedre Slags Kunde søges af disse.
Udflugter til Landets fjernere Egne Kjentes heller ikke dengang, deels fordi Landfolket ansaa
saadanne Vandrende som Vagabonder og løse Omstreifere, med hvem de nødig vilde have Noget at
gjøre og selv ikke huse dem om Natten, og deels vel fordi Lande Veiene varer faa og slette og
Kommunications Midlene meget vanskelige og Kostbare. Dog Tvungen til at drage ud fira den
varme og qvalme Hovedstaden om Sommeren og ud i den frie og opffiskende Natur, blev ogsaa
dengang stor og bragte os til at søge ud idetmindste til de nærmeste Byer, hvor enkelte Studenter
kunde have Bedkjentskaber og Beslektede.
Pinsetur.
Saaledes forenede mine Brødre, Nils Gude, dengang kommen tilbage fira Kjøbenhavns Universitet,
og Ove Gude, dengang Amanuensis hos Biskop Bech, og jeg mig med Brødrene Schydtz for at
foretage en Fodtur til Drammen og Kongsberg i Pintsehelgen 1817. Jeg omtaler just denne Fodtur
noget vidløftigen, fordi denne gav mig mit følgende Liv og dets Førelser en Retning, hvori jeg maa
tydeligen see Guds Finger og hans hærlige Omsorg for mig. Vi droge ud fira Christiania Pintseaftens
Morgen for at naa Drammen samme Dag, men da vi vare komne ned i den skjønne Lier Dal,
begynte det at regne og vort Følge Studenteme Schydtz, der forhen havde gjort Bekjentskab med
Sogneprest Lechve og hans Familie, gjorde os nu det Forslag at tage med dem op til Prestegaarden,
for derfra senere at drage videre. Dette Forslag modtage vi og bleve modtagne med en Venlighed og
Gjestfirihed der indtage os fira denne Familie, der bestod af Presten og hans Hustra, af en Datter paa
16 Aar og 2de Jomfruer, der behandledes som Husets Døttre. Vi blev nødt til at blive over de 2de
Pintsedage i dette gjæstvenlige Huus, der siden stod aabent for os saalænge den gamle Prest levede,
og til hvilket jeg siden Knyttedes med uopløslige Baand.
Omgangskrets.
I Christiania nød jeg venlig og selskabelig Omgang ei alene i min Onkel Lars Smiths Huus, men
ogsaa med flere med dette allieret Familier. En dannet og venlig Tone gik igjennem disse Omgangs
Kredse, saa at jeg i flere Henseender vandt i lethed i at omgaaes Mennesker og finde Rede i
Hovedstadens Omgangs Liv. Musicalske Ny deiser bleve os ofte der meddelte, saa at jeg aldrig
savnede gavnlige og behagelige Adspredelser efter mine Arbeider paa det stille Værelse og de
mange trettende informationer. Da mit gamle Hjem i Elverum nu var opløst tilbragte jeg
Sommerferien 1817 hos min Onkel paa Moss, hvor jeg nød altid saa megen Vennlighed og Godhed,
29
/ j f .
men hvor der førtes et for min Tarvelighed og Nøysomhed altfor overflødigt Huus. (Grosserer Johan
Gude og Hustra Else Gude var elskelige Mennesker, der ville lenge erindres af Frender og Venner
der have kjent dem og besøkt det gjestfrie og venlige Orcerød ved Moss. Velsignet være deres
Minde!) Jeg vendte tilbage derfra med den Beslutning nu at anvende alle mine Ungdoms Krefter til
at kunne fuldende mine academiske Studeringer endnu i det neste Aar, da mangelen paa Prester og
geistelig Betjening nu blev følelig over det hele Land, og Ansettelser i smaa Sognekald tit kunde
indgaaes, naar den theologiske Embeds Examen var fuldendt. Dog de personelle Kapitlers Prester .
vare saa vel Lønnede hos de gamle Sogneprester, at disse bleve hyppigst modtagne. Nogle af
Juledagene tilbragte jeg i det venlige og gjestfrie Lechves Huus i Lier, hvor jeg ogsaa predikede for
den gamle og syge Sogneprest.
Eksamen og første ansettelse.
Det følgende Aar 1818 tilbragte jeg med stadig Lesen og Benyttelse af de fra theologiske
Forelesninger, som da af de 2 Lærere kunde gives. Nogle af de theologiske Studenter drage i dette
Aar op til Kong Carl Johans Kroning i Trondhjem, men jeg kunde ikke forledes til at afbryde mine
Studeringer ved denne ellers saa skjeldne Høytidelighed og Festlighed der ikke i flere Aarhundrede
havde fundet Sted her i vort Land.
I Høsten 1818 ingav vi 9 theologiske Studenter vor Ansøgning om at maatte admitteres50 til
Attestatiendum51 i Decbr samme Aar, men dette kunde ikke lade sig gjøre for Professorene og de
nødvendige Censorers Skyld. Derimod begynte den skriftelige Examen strax efter Nyttaar. Det
kunde maaske interessere dem, som lese disse Blade, at kjende de Personer, som indstillede sig til
denne Examen. Da flere af disse ere senere indtraadte i mere betydende Embeder, anføres de her i
disse mine Livs Erindringer, da de alle vare indtraadte i et nærmere forhold til mig. Riddervold52,
von der Lippe53, Hysing54, Bøtker55, Lassen56, Ekhoff57, Bull58, Daa59 og jeg. Jeg erholdt vel ved
denne Examen kun Karakteren Haud illaudabilis60 6men jeg var nogenlunde tilfreds derved, da den
1
,
stod nær Laud og der maa tages i Betragtning, at jeg kuns i 2 Aar havde forberedet mig dertil,
medens jeg ved Informalismer opholdt mig selv under min hele Universitets Tid.
Trettet af den uafbradte Læsen, af Nattevaagen og Exsamens Ængstelser og Anstrengelser,
drog jeg strax efter min Examen 2dre Febr 1819 ud til Sogneprest Lechve i Lier, hvis Kapelan jeg
havde lovet at blive, naar jeg havde aflagt den parctiske Prøve, og Udnevnelse af Regjeringen til
dette Embede, skjønt kun 24 Aar gl:, var erhvervet. Allerede i April erholdt jeg denne og i Maji
Maaned Ordination af Stiftets Biskop Bech. Paa samme dag blev ogsaa min Ven Wexels ordineret,
samt en Bull, der kaldtes til Capellan til Land og senere kom til Finmarken, hvor han forlengst er
død.
Efterat jeg saaledes var indviet til Pastor Embedet og saaledes kunne udføre alle Kirkens
Ministerie, blev jeg ogsaa beskeftiget med disse uafbradt i nogle Uger, da Sognepresten var meget
svag og kuns lidet kunde befatte sig med Embedets Forretninger. Det var visselig heller ikke uden
Ængstelse og Nattevaagen, at jeg som uerfaren i Prestegjerningen kunde udføre disse Forretninger.
Jeg havde vistnok i min Sogneprest Gamaliel, af hvem jeg kunde informeres med Hensyn til Ritual
50 Admittere - admisjon - få adgang til.
51 Attestato - attestasjon - bevitnelse
52 Hans Riddervold (1795-1876) stortingspresident, minister og biskop.
53 Jacob von der Lippe (1797-1878) biskop i Kristiansand 1841-1875.
54 AhlertHusing (1793-1879) stortingsmann
55 Elias Gerhard Schønning Bødker (1793-1837)
56 Paul Brodal Lassen (1795-1885)
57 Christian Martin Eckhoff (1792-1846)
58 Michael Schwarzkopf Bull (1790-1837) død som sogneprest i Kolvereid
59 Johan Christopher Haar Daae (1796-1822) død som sogneprest i Kautokeino
60 Haud illaudabilis - nest beste karakter ved embedseksamen ved universitetet
61 Informant - en som gir opplysninger.
30
*!><¦•< I ti* .
og Praxis, men han kunde sjelden følge med meg til Kirken, og jeg fandt, at mit hellige Kald
fordrede Mere og Andet end ydre Form, ja meget mere end hvad Kundskab og Naturens Grenser
kunde give. O! Jeg følte alt for vel, at vilde Gud ikke give Vexten, arbeidede jeg forgjeves i hans
Wiingaard.
Giftemål.
En merkelig Begivenhed i mit Liv foregik nu i dette Foraar, idet Sogneprest Lechves Datter
Magdalene Margrethe knyttede sit Livs Skjæbne til mit, og vor Forlovelse bifaltes af begge hendes
Foreldre. Vi havde jo fra første Øieblik af da vi saaes, fattet Tilbørlighed og Godhed for hinanden,
men jeg ansaa det for upassende og ubeskedent at begjære hende, foruden jeg havde fuldendt min
Examen og kunde betjene Embedsforretninger. Først 1 Aar deretter viedes vi tilsammen i Frogner
Kirke paa 2den Pintsedag 1820 af hendes Fader Sogneprest Lechve, medens Provst Neumann var
anmodet om at være til stede, for at udføre Vielsen, om min Svigefader, som var meget svag, ikke
formaaede det, Runs nogle af mine Søskende og mine Venner fira Christiania var tilstede samt nogle
af Husets nærmeste Venner fra Drammen. Ja! hun var mig en trofast Hustru, der uagtet et svagt
Lægeme dog bevarede en stærk Aand og et kjærligt Hjerte, der gjeme vilde dele Alt med mig. Af
Aands Evner havde hun arvet mange af sin hederlige Fader. Hendes Forstandighed og hendes
kraftige Villie og ømme Hjerte vare ogsaa hendes Faders, men hendes Sygelighed gav hende flere
mørke, end lyse og glade dage. Da jeg nu traadte i et nærmere og fortroligere Forhold til min
Svigefader, fik jeg ogsaa nu Anledning til nøiere at kjende denne mærkelige Personligheds
Livsførelse, hvoraf jeg her i Sammenheng med mine egne Erindringer vil anføre dem, der kunne
interessere mine lesere.
Om hans kones foreldre.
Thorbjørn Lechve var en Gaardmandssøn fra Ulvig i Hardanger, født 1760; Han udmærkede sig
som Konfirmant og blev antagen som omgaaende Skoleholder i sin Fødebygd i en ung Alder, indtil
han 25 Aar gammel dreven af en umettelig Lyst efter at blive Ordets Forkynder, drog ind til Bergens
Rector, den lerde Arentz62, for af ham at antages som Disiipel i Latinskolen. Efter megen Modstand
lykkes det ham at optages og forberedes til Artium i 1788 ved Kjøbenhavns Universitet, hvor han
erholdt Caracteren Laudabilis til denne Examen. Under Fattigdom og Savn av alle Slags slog han
sig igjennem til theologisk Attestato63 Med Haud i Aaret 1790. Han udnevntes og Ordineredes der
paa i samme aar til Sogneprest i Finmarken til Kautokeino samt Missionarius til Porsangers Finner.
Her levede han under meget Arbeid og nidkjær Opfyllelse af sit hellige Kald i 6 Aar, indtil han
nedbøiet af Anstrengelse og Sorg over sin Hustrue Frederikke Pahlemans Død, drog ned til
Kjøbenhavn, for at faa et Kald i en mildere Himmelegn. Her constitueredes han til resed: Capellan
med Frie Kiste, men blev allerede Aaret derefter udnævnt til Sogneprest i Lier, hvilket Kald han
tilflyttede i 1799. At bryde sig en Embedsbane fra Bondestanden af var især dengang en besværlig
og vanskelig Sag, men at bane sig Vei til en av Norges bedste og Skjønneste Prestekald fra
omgaaende Skoleholder af i allerede en Alder af 38 Aar, var den gang uhørt.
Men Manden besad ogsaa en Klar Forstand, en ualmindelig Flid, grundige theologiske
Kundskaber og et sjeldent Klart og fyndigt Foredrag samt stor Dygtighed som Catechet64. Han
tillegges derfor ogsaa stor Fortjeneste af at have virket velgjørende paa Liers Menighed, der havde
Ord for at være raa og fordervet. Lechve arbeidede med utrettelig Flid paa Ungdomens Dannelse og
Skolevæsenets Forbedring og var Lovens strenge Predikant iblandt de Ældre. Han var vistnok mere
frygtet, end elsket, men en saadan Frygt maatte vel dengang være fornøden for Hjerternes
Haardhets Skyld; thi Fordervelsen var virkelig i denne Bygd meget stor, og han havde mange
62 Fredrich C. H. Arentz (1736-1825) Pedagog, rektor ved Bergen katedralskole
63 Attestato - attestasjon - bevitnelse
64 Kateket - prest, religionslærer
31
Besværligheder at Kjæmpe med, forinden han kunde tilveiebringe den ydre Skikkelighed, for siden
at arbeide paa at vække Troes Livet i Menigheten. Hans Familie og Slægt i Hardanger har ogsaa
senere udmærket sig ved Intelligense og hederlig Virksomhed i denne Egn, ligesom endog tvende af
hans Brodersøns Sønner have forvervet sig ved polytekniske Skoler i Udlandet en saadan
Uddannelse og Dygtighed, at en er udnævnt til polyteknisk Professor i Helsingfors og en anden er
ansat som Ingeniør i Wien. (nu i Norge). Jeg har selv i Aaret 1863 besøgt Familien paa Ættegaarden
Leichvin i Ulvig, og fondet der megen Oplysning, forenet med Venlighed og national Tekkelighed.
Sogneprest Lechve begynte allerede i 1815 at blive sygelig som en Følge af hans anstrengende
Studie Aaar, hans Finmaks Ophold og senere hans uafbrudte arbeide i Liers forsømte Kald.-
Her maa jeg ogsaa omtale hans Hustru, min Kjære Svigermoder, der skjænkede mig en
Godhed og Venlighed, der maatte binde mig til hende med megen Taknemelighed. Denne Louise
Christine Lechve var født 1771 af Foreldrene residerende Capellan til Stange, Peder Broch og
Hustru Magdalene Margrethe Rossing. Hun kom som Pige til sin Søster Fru Buck i Hammerfest, og
blev forlovet og viet der til sin Mand, Sogneprest Lechve til Kautokeino. Hun folgte sin Mand ned
til Kjøbenhavn og kom med ham til Lier 1799. De havde først en Søn, der døde 4 Aar gl: og dernest
en Datter, min Hustru Magdalene Margrethe Lechve født 28de Aug 1801.
Min Svigermoder var vistnok en Original i sit Slag, overmaade snaksom og livlig men velvillig og
hjelpsom mod Alle, vel ogsaa heftig og let fornærmet, men overmaade gjestfrie og godgjørende
med alle de Fremmede, der søgte hen til hendes aabne Huus. Som Enke, boende paa sit vakre
Enkesede Renskaug i Lier, modtog hun saa mange unge Mennesker, der som artister vare paa deres
Vandringer, bevertede de Hungrige og vederqvegede de Trøtte, saa at hun var viden bekjendt som
den gjestfrie og venlige Moer Lechve. Hun blev nemlig Enke i 1820, da min Svigerfader blev mere
og mere sygelig og afgik ved Døden 20de October 1820, efterat jeg havde været hans Capellan i
1 1/2 aar. Jeg blev nemlig indsat i denne Egenskab Pintsedag i Lier Kirke 1819. Jeg boede som gift
først paa Enkesædet i Lier, hvilket min Svigerfader nogle Aar iforveien havde ladet opbygge fra Nyt
af, og var foldkommen skikket til Beboelse af en conditioneret65 Familie. Her kan jeg sige levede
jeg saare Lykkelige Dage; thi vel vare mine Embedsforretninger mange som Eneprest i denne
tredobbelte Menighed, men min Ungdoms Kraft og de faa fordringer Menigheden dengang gjorde
til deres Prester som Sjælesørgere, lod mig overvinde alle Anstrengelser.
Da min Svigermoders Naadens Aar66 var endt, flyttede hun til Enkesædet og jeg derimod til
Frogner Prestegaard, hvor jeg bodde et heelt Aar indtil den nye Sogneprest Aars var andkommen til
Kaldet, og selv kunde overtage dette. Jeg havde imidlertid optaget som Pleiebøm mine tvende
Søstersønner Julius og Emil Knudsen, den ældste 10 og den anden 5 Aar gammel. Deres Fader
Skibscapitain F. Knudsen vare nemlig død, og deres Moder, min Søster Birgitte Knudsen havde nok
med at forsørge den tredie Broder William Knudsen, med hvem hun flyttede fra Kjøbenhavn hen op
til Norge. Endnu i Aaret 1822 udnævntes jeg til residerende Capellan til Modum, hvorhen jeg
flyttede i Foraaret 1823.
Arbeidet på Modum.
Her paa Modum paa Capellangaarden Komperud boede jeg da i 10 Aar, og skjønt jeg dagligen
overtog Undervisningen for mine 2 Pleiesønner tilligemed en 3 a 4 fremmede Elever, der vare
Pensionærer i Huset, gik dog Tiden hen hurtigen, medens jeg snart kunde vente Ansettelse som
Sogneprest i en bedre Egn søndenfjelds. Her glededes vi med en Datter i Februar 1829, der fik
Navnet Thora Lovise Lechve og som nu opholder sig hos mig som Enke efter Bankcasserer
Jørgensen i Drøbak. Min Sogneprest paa Modum var dengang Essendorp, der var meget bekjendt
der i Omegnen som en besynderlig og for Presteembedet lidet skikket Mand, skjønt dog af sin
65 Kondisjonerte - hører til overklassen
66 Nådens år - enker etter embedsmenn hadde rett til godtgjørelse et år etter mannens død.
32
tf* t i m '
Menighed agtet og respekteret. Han var heftig og lidenskabelig og ansaa Lovens Trudsler og strenge
Tugtelse for at være tilstrekkelig til at gjøre Menigheden sædelig og skikkelig. Mere forlangte han
ikke; thi religiøs og aandelig Vækkelse frygtede han meget. Han var en retskaffen og ordentlig
Mand, men som Theolog var han ukyndig og som Predikant lidet begavet. Jeg stod den hele Tid paa
en venlig Fod med ham, men med min Eftermand faldt han ud indtil bittert Fiendskab, og døde
nogle Aar efter at jeg var flyttet fra Modum. Hans Hustru, en Datter af Statsraad Threschov, var en
saare agtværdig Qvinde, og i denne min Sogneprestes Huus nød jeg megen Venlighed og Godhed.
En Familie maa jeg her omtale, som gjorde vort Ophold paa Modum i selskabelig henseende
meget behageligt. Bestyreren af Modums Blaafarveværk var dengang Benjamin Wegner67, senere
General Consul i Christiania, en dannet, venlig og retskaffen Mand, der var ualmindelig agtet og
elsket af sine Undergivne. Hans Hustru Hennriette Wegner, født Seyler, var en ikke mindre
elskværdig Qvinde, der søgte at gjøre Vel rundt omkring sig. Med denne Familie stode vi stadig i
venskabelig Forbindelse og nøde mange behagelige Timer i deres gjestfrie Huus. Han er forlengst
død; hun lever endnu som Enke i Christiania, og lever endnu hos mig i en taknemmelig Erindring.
Sogneprest i Rygge.
Efterat jeg saaledes havde tilbragt 10 Aar paa Modum, blev Rygge Kald ledigt og jeg droges did
ved Tanken om de mange Kjære paa det nære Moss; som ønskede mig did. Jeg ansøgte Kaldet og
fik det paa den Maade, at Menigheden frabad sig den første anstillede Ansøger og tilbad sig den
anden Afgivet, som heldig viis var min egen Person, der saaledes blev udnævnt dertil under 2den
Aug 1832. Her maa det dog berøres, at mine tvende Pleiesønner Julius og Emil Knudsen, hvem jeg
selv havde underviist i Felledsskab med flere andre Gutte-Pensionærer, og hvem jeg havde for
beredet til Confirmationen, bleve efter at være confirmerede paa samme Dag, som min Datter Thora
blev døbt i Sommeren 1829, indsatte i Drammens Latinskoles øverste Klasse, hvorfra de' bleve
afsendte, den ældste til Universitet i i 1831 og den anden formedelst et Hjertetilfelde til et
Snedkerværksted i Kjøbenhavn, hvor han dog Aaret efter tog Examen artium med bedste Karachter.
Saaledes forlod jeg da Modum i Sommeren 1833 og drog til Rygge, hvor jeg maafte
oppebær min Foremands Enkes Naadens Aars Udløb, forinden jeg kunde tiltrede dette Kald.
Modums Menighed viste mig ved Afskeden fra den rørende Vidnesbyrd om den Godhed og
Kjærlighed for mig. Mange av mine venner der fulgte meg fra Afskjeden i Kirken langt paa Veien,
for endnu engang at kunne tage Afskjed med mig.
I Rygge modtog jeg Kaldet af min Fætter pers: Capellan Julius Gude, der havde Forrettet dette i
Naadens Aar. Denne er senere ansat som Sogneprest i Rødenæs, og lever endnu der med 1 Datter.
Ved at overtage dette Kald, var jeg vistnok meget glad ved at have faaet en saare brav og
ælskelig Menighed, der i min Formand Provst Schnitler havde havt en Kjærlig og trofast Hyrde i en
Tid av 42 Aar, men jeg havde ogsaa maattet overtage en Prestegaard, hvis Huse vare brøstfeldige og
hvis Jordbrug var forsømt. Jeg maatte da bestemme mig til, hvis jeg ikke vilde flytte derfra at sætte
Husene i en bedre Stand, og hvad Udhusene angik, nesten ombygge dem fra Nyt af. Dette var mig
overmaade Kostbart, da Laan paa Embedet til dette Brug endnu ikke var let at faa. Jeg udførte
imidlertid i faa Aar dette store værk, der Kostede mig ei alene megen Møie, men ogsaa mange
Penge, som siden maatte betales igjen til Laangiveme.
En stor Glede skjenkedes mig i det samme aar, jeg ankom til Rygge, idet min Hustru fødte
mig 6te Novb 1833 den anden Datter, der i Daaben kaldtes Hanna Helene Frederikke, og som Aaret
1855 ble ægteviet til Distriktslæge Nils Heiberg, nu boende i Egersund, men den gang practiserende
i Drøbak.
Naar jeg nu vil anstille en Sammenligning imellem min foregaaende og den nu erholdte
67 Jacob Benjamin Wegner (1795-1864) industrimann og godseier
33
geistelige Virksomhed, da havde jeg visselig vundet meget, da jeg ikke alene var som Sogneprest
sat i en selvstendig kirkelig Stilling, hvor jeg ret kunde arbeide efter Hjertets lyst i Skolen og i
Husene, uden lengere at være bekymret med Undervisning for mine private Dissipler i Huset, men
ogsaa fordi jeg havde faaet en sjelden elskelig Menighed, der var blid og kjærlig av Sind, og gjeme
vilde høre Ordet og agtede Kirken og Presten høit for Embedets Skyld. Almuens Bam paa Modum
vare maaske i Almindelighed mere quikke og Lærenemme, og de Ældre mere arbeidssterke og
udholdende, men Sindet var mere verdsligt og materielt, og ligegyldigt for aandelige Ting, hvilket
man fornemmelig maa tilskrive uduelige og verdslige Prester i dette Modums Kald. Imidlertid'
medbragte jeg saare venlige Erindringer fra Modum, hvor jeg havde tilbragt 10 lykkelige Aar og
hvor Menigheden havde udviist mig saa megen Godhed.
Konens bortgang og tiden deretter.
I Rygge syntes der nu at aabne sig for mig en saare Lykkelig Fremtid, baade med hensyn til min
Embeds Stilling og Menigheden, men der faldt strax en mørk Skygge over denne lyse Scene derved
at min Hustrus Helbred alt mere og mere forværredes. Bryst svagheden tiltog, medens Krefteme
aftog, og skjønt disse endnu strekte til at føre et sygeligt Liv i 3 Aar i Rygge, opfyldtes hendes
varme Ønske om at afløses fra dette Skyggeliv 17de Marts 1837. Hun jordedes i den stille
Kirkegaards nordvestre Hjørne Paaskeaften, nu omgivet med et Jemgitter, der, hvor jeg ønsker selv
engang at hvile ved hendes Side.
Med mine 2 Smaapiger stod jeg nu ene tilbage som Forsørger og Opdrager i mit Hjem, vel
omgivet af deltagende Slegt og Venner medens en gammel tro Tjener Jomfru Mikoline Storm
bestyrede mit Huus med Dygtighed og Samvittighedsftildhed, men mit Sind var meget nedtrykket
og jeg har aldrig følt mig saa sløv saa indisponert for Verden og mine Omgivelser som i de første 2
Aar efter hendes Bortgang. Kuns mine Smaapiger var min Glæde, og selv Embedet, der ellers var
mig saa kjært, faldt mig tungt og byrdefuldt. Af denne Letargi68 vaagnede jeg dog efterhaanden ved
Embedets alvorlige Gjerning, der krevede at min Aands Virksomhet, ligesom ogsaa dertil bidrog en
Reise, som jeg foretog i Sommeren 1841 over Kjøbenhavn og til Christianfeldt69, hvorhen jeg ‘
bragte min egen Datter Thora tilligemed 5 andre Smaapiger fra Frederikshald og Horten, for at
optages i det derværende Pige Institut, som dengang sto i megen anseelse. Man har senere undret
sig over, at saamange norske Pigebøm af bedre Familier sendtes i denne Tid demed, men en Grund
dertil maa søges i den Mangel paa gode og hensigtsmessige Pigeskoler eller Pige-Instituter i vort
Land endnu for 30 Aar tilbage. I de Skoler, som dengang vare virksomme i Byeme lærtes, enten for
Lidet af de nyere Sprog og ei en grundigere Undervisning i Skolefagene, eller man lærte for Meget
af det overfladisk Danende for Livet; som kuns nærede Forfengeligheden og Uduelighed for
Hjemmet og Huusmoder-Gjemingen. Dertil kom at Christiansfeldt dengang havde en udmærket
Diriktør i Rountgen, som forlengst er afdød, og i samme Brødremenigheden70 tabte sin Magt. Den
religiøse Opdragelse ved dette Institut haabede man vilde blive gavnlig for deres hele øvrige Liv og
give Qvinden, ei alene Alvor for Livet, men ogsaa en Blidhed og Kjærlighed i Karakteren, som man
oftere saae hos Brødremenighedens ældre og yngre Qvinder.
Dog overvurderede man sikkert dette Pige Instituts Værd og Gavnlighed for de Pigebøm, derefter
nogle Aars Ophold i Christiansfeldt igjen vendte tilbage til sine tidligere Omgivelser. Med de ydre
Former for Kirkeligheden svandt ogsaa ofte Alvoret i Hjerte og Sind, og Verden vandt dem igjen
efterhaanden, som Forholdene krevede Deltagelse og Opmerksomhed i Livets Gjeminger. Da tabtes
ofte den barnlige Fromhed og Gudsfrygt, som de engang havde næret. Dog maa jeg indrømme, at
min Datter skyldte sinn Lærere og Lærinder megen Tak for deres Kjærlighed og Omsorg.
Min Anden Datter beholdt jeg endnu en Tid hjemme indtil jeg satte hende i Pension hos en
68 Letargi - dvale, sløvhet
69 Christiansfeldt - by i Danmark, anlagt av Brødremenigheten.
70 Brødremenigheten, også kalt «herrhutene», ble grunnlagt i Sachsen, Tyskland i 1727.
34
l
r j S%,
J-Jf
Skolebestyrerinde, en Frøken Kreutze i Moss, hvor hun havde et sammvitighedsfuldt Tilsyn.
Imidlertid skeede Aarene fram for mig selv under Embedets Gjerning, der rigtig nok vare
mig den kjæreste, men ogsaa under Udførelsen af det Hverv, som Formandskabsloven paalagde
dem, som blev til Formænd og Ordførere udvalgte, ifølge denne. Presteme bleve fornemmelig
valgte til disse Hverv i Institutionens Begyndelse, da Almuesmændene i Almindelighed den gang
ikke havde den fornødne Dannelse dertil, og jeg maatte saaledes i 7 Aar være Ordfører for Rygge
Kommunes Formandskab. I denne Egenskab maatte jeg da ogsaa møde i de aarlige Amtsmøder, og
der arbeide i forskjellige Hverv. Saaledes at jeg var dengang sat ind i den Communale Lovgivning,
uden at jeg fandt nogen Interesse ved den.
Kirkelig bevegelse.
Paa denne Tid begyndte Samfunds Aanden at røre sig her i Landet i forskjellige Retninger, alt efter
som Folket voxede i Oplysning og Velstand og fornemmelig ved en livligere Forbindelse med
Udlandet, hvor Kunster og Videnskaber anderledes trivedes, end i vort fattige afsondrede Norden.
Den politiske Bevegelse vare vel endnu ikke begyndt i vore Landistrikter og vel heller ikke syndelig
i Byeme, men den Kirkelige, iførst vel blandt Pastorene og Theologene begyndte at blive merkelige
i Aarene henved 1850, en Bevegelse, som tiltog nu Aar for Aar over det hele Land, og hvori
Legfolket deltog ikke mindre, end Theologene. Stødet dertil kom vistnok først fra Danmark, hvor
den aandrige, djerve og troende Theolog, Prest og Forfatter Grundvig71 7vekte den danske Kirke og
2
det danske Folk af sin aandelige Søvn og Indifferentisme til et mærkeligt Liv, omendskjøndt vel
ogsaa ofte til en forargelig Strid. Den kirkelige Anskuelse som den kaldtes, fordi den lagde saa
megen Vægt paa den første christne Kirkes Traditioner og Forrang for det skrevne Ord i Bibelen og
paa Kirkens Frihed fremfor Bekjendelsemes Troes-Tvang.
Denne kirkelige Anskuelse, fandt mange varme og dygtige Forsvarere iblandt vore
Theologer og Pastorer, og især af vor Kundskabsrike og begavede og høitagtede Pastor Wexels i
Christiania. Tenkningen og Forskningen i Theologien var nu idetmindste vakt i vort Land, og den
kom tilsyne i de hyppige Prestemøder, hvori yngre Theologer ogsaa deltage, der nu afholdtes, baade
i Byeme og paa Landet. Disse vare oftere forenede med Missionsmøder, der afholdtes paa samme
Mødested i de nærmeste Dage, hvori da ogsaa mange Legmænd tage Deel. Dog disse Møder vare
altid holdte i en fredelig og venlig Aand og de derved fremkaldte Samværs Dage vare i
Almindelighed meget behagelige, da Broder-Sindet altid bevaredes i Kjærlighed.
Desværre! var dette i de senere Aar efter 1850 ikke altid Tilfældet, da Parti Aanden i Kirkelige
Sager begynte at blive mere udpreget og Striden mellem Grundtvigianeme og Skrifttheologeme fra
nu af antog en mere synlig og fiendtlig Karakteer, der dog ligesom holdtes i Tømme af den sindige
og fredelige Wexels, paa den ene Side, og Kirke Departementets Chef Statsaad Riddervolds73 faste
betænksomme Holdning paa den anden Side.
Naar jeg nu omtaler den Kirkelige Bevægelse, maa jeg berøre det Særsyn, der i denne
henseende viste sig i vort Land, der igjennem lange Tider havde været upaavirket af fremmede
Religions Secter; thi at Methodisteme ved enkelte fra Amerika hjemvendte Sømænd havde begyndt
at samle sig et lidet Samfund, er- ikke mærkeligt, naar man ved, at de i Bekjendelse staa vor
Lutherske Kirke nær, og føre et stille og moralsk Levnet. Dette Særsyn, denne fordærvede Udvext
paa det christne Kirketræ, var Mormoneme, komne fra det Indre af Nordamerica, hvorfra de havde
udsendt Emissærer til det nordlige Europa, for at gjøre Proselytter til at befolke deres nylig
grundlagte Stat. De kaldte sig de sidste Dagers Hellige, og de forlokkede ved en forunderlig
71 Nikolay Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), Dansk teolog, forfatter og salmedikter
72 Indifferens - likegyldighet
73 Hans Riddervold (1795-1876) lærer, prest, stortingsmann, statsråd
35
'F*¦»\
J\U
'U*
Tryllekraft flere Hundreder ja vel Tusinder af vort Folk til at slutte sig til dem og vandre over til
America, hvor Mange endnu leve i Trellestand, medens Andre ere vendte tilbage. Med et veltalende
Svermeri og ved at tilsyneladende Gudsfrygt angreb de vor Kirke og den store Mengdes verdslige
Liv, medens de selv troede Løgnen i dens hele Kirkevæsen. I min Menighed framstod de ikke, men
derimod med med mere Held i Nærheden af denne ved Frederikstad og i Onsø Sogn.
Det kunde synes forunderligt, at denne i Granden uchristelige Seckt kunde saalenge taales i vort
Land og der vinde saa mange Proselytter74, men man maa erindre, at Dissenter Loven var allerede
dengang vedtagen sanctionert, saa at saalenge man antog den for en christelig Sect, maatte man
behandle Mormoneme som Dissentere.
Som forhen sagt var den politiske Bevegelse udenfor Storthinget ikke mærkelig i
Tidsrummet fra 1840 til 50, da Kong Oscar imødegik Nationens og Folkets Ønsker paa mange
Maader og bragte Oppositionen for en Stund til Ro, om vel ikke til Taushed. Det er desuden en
Erfaring, som man i Almindelighed har giort om Almueme i Smaalenene, naar undtages de østre
Bygder af Amtet, at de ikke have nogen Tilbøielighed til politiske Bevegelsen, eller de synes ikke at
være af Naturen anlagte for Ufred eller nogen fremtredende Oposition mod lovlig Autoritet. Dette
rolige Sind og den religiøse Karakter ønsker Fred med alle Mennesker og finde sig lykkelig i deres
Hjem, i deres Venner og Frendebrødre, og i Serdeleshed ved deres Kirke og Menigheds Samfund.
Og Gud give, at det altid maa blive saa!
Privatliv.
Gaar jeg saa tilbage til hvad jeg oplevede og hvorledes jeg befandt mig i mit private Liv, da maa jeg
bemerke, at min eldste Datter, som var anbragt i Christiansfeldts Pigeskole i Aaret 1841, vendte
derfra tilbage i 1844 og confirmeredes af mig selv i Rygge Kirke i det følgende Aar. Min anden
Datter, der hidentil havde været i Pension hos Skolebestyrerinden Frøken Kreutz i Moss, Kom nu
tilbage til Hjemmet og for at de begge kunde ny de Undervisning især i Musik og de nyere Sprog,
antog jeg en felleds Lererinde for dem i en Frøken Bjørn, der boede i Prestegaarden og forlod os
mod den Tid, da min yngre Datter Hanna skulde forberedes til Confirmationen. Imidlertid var min
selskabelige Kreds betydelig utvidet, da jeg baade selv stiftede mange nye Bekjendtskaber og
bevarede gamle academiske, og især derved at mine Bøm voxede til og samlede sine Veninder
omkring sig. Dette var jo en saare behagelig Tid, naar Embededt havde tilladt mig at deltage i denne
Selskabelighed; thi Skolevæsenet og flittige Besøg hos de Syge og Menighedens Ældre optog
saaledes min Tid, at naar Gaardsbraget ogsaa skulde have sit Tilsyn og sin Omsorg, var der liden
Tid tilovers for Selskabeligheden, som jo maa være en underordnet Besøg for Presten i hans
alvorlige og ansvarsfulde Kald.
Gårdsbruket på prestegården i Rygge.
Jeg maa her fremheve ved denne Anledning en Besverlighed ved min Stilling og Virksomhed som
Brager af den store Rygge Prestegaard, der udgjorde en betydelig Deel af Embedets Indtægt, naar
den kunde drives med Kraft og Dygtighed, og saaledes ikke kunde oversees eller forsømmes,
saavidt som Næringssorgen skulde undgaaes. Prestegaarden var nemlig ved min Ankomst til Kaldet
med Hensyn til Huuse i forfalden Stand, og med Hensyn til Ager og Eng meget forsømt, saa at en
ikke ringe Capital maatte anvendes, for at opbygge hine, og for at brage Markeme i en nogenlunde
indbringende Kulturstand. Dertil kom at megen Arbeidskraft maatte forskaffes og Huusholdningen i
samme Grad forøges, hvorved mange trivielle Sorger og Bekymringer ikke kunde undgaaes. Havde
der paa den Tid været dygtige og paalidelige og tillige jordbragskyndige Forpagtere at erholde,
vilde jeg gjeme have bortforpagtet Prestegaarden; men Agronomien var endnu dengang i vort Land
i sin Barndom og Landbrags Skoler vare endnu ikke oprettede, hvorfra saadanne Jordbragere eller
74 Proselytt - person som går over til en annen religion
36
«f*i I *
- h }-..
Forpagtere Kunde udgaa, og til hvem man kunde anbetro en saa stor Eiendom som denne
Prestegaard. Jeg raadførte mig med Kyndige Landmænd og Jordbruger af mit Bekjentskab om
Bortforpagtning, men de fraraadede mig fast alle at foretage denne Forandring i mit Landbrugsliv,
der kuns vilde paadrage mig Tab og Ansvar for Brugen af offentlig Eiendom. Imidlertid følte jeg
meer og meer Trykket af disse Landbrugs Sorger og fandt at jeg som Prest og Menigheds
Forstander hindredes i min Virksomhed for Kirken. Det var under et saadant Mismod, at Ønsket
om, at ombytte dette Land Kald med en Bymenighed, begyntdte at opstaa hos mig, og denne Tanke
modnedes efterhaanden til Udførelse, uagtet flere Aar hengik inden dette skedte, da Baandet mellem
den kjære Menighed og mig, som deres Prest, holdt mig endnu tilbage, saa at jeg ofte opgav den
hele Beslutning. Dog forunderlig nok skulde den alligevel indføres efter 17 Aars Ophold i Rygge,
og Virksomhed i denne elskelige Menighed.
Sogneprestembedet i Drøbak.
En særegen Leilighed tilbød sig for Ombytingen af disse Forhold. Drøbak Sognekald blev
nemlig i 1848 ledigt. Dette laa Hovedstaden og mine Venner der nærmere, saa at jeg med Lethed
kunde deltage i Prestemes og Theologemes Møder, medens jeg dog heller ikke var lengere borte fra
min Slekt og Venner paa Moss og i det Kjære Rygge, end at jeg ogsaa kunde komme did i en kort
Reise. Dette Kald havde dertil noget Tillokkende for mig der følte mig saa besværet ved det store
Landbrug og den derved uadskillelige Huusholdning, nemlig at Presten i Drøbak vel kunde bo paa
Landet og paa den skjønt beliggende Prestegaard Seiersteen, og derved have alle Landets
Behageligheder, men derhos ikke vere besværet med meget stort Jordbrug, da denne Prestegaard
kunde drives med en liden Arbeidskraft og dog være fordelagtig. I Foraaret 1849 efter mange
engstelige Overveielser ansøgte jeg dette Kald og erholdt det en kort Tid efter at min Ansøgning var
afsendt, saa at jeg næsten blev urolig over min hurtige Udnævnelse, der nu afgjorde mine Livs
Forhold for min øvrige Livstid og Prestevirksomhed. Min Datter Hanne blev confirmeret i
dette Aar. Realisationen75 af Prestegaardens store Avling samt Flytings Omsorgen forvoldte mig
megen Uro i dette Aar, lige som jeg dertil følte den hele Vægt af den forestaaende Forandring og
Afsked fra Menigheden; thi under Udførelsen af de kirkelige Foretninger kom denne Afskeds Tanke
tilorde.-
I Marts Maaned 1850 foretog jeg da Flytningen til Drøbak, og blev indført i dette
Sogneprest Embede, af provstiets Provst Munchmann, i hvem jeg fandt en Kjær Ven og ælskelig
Embeds Broder.
Naar jeg skal her anstille Betraktninger over hvad jeg havde forladt og hvad jeg nu havde
modtaget, vil jeg stille mig paa et friere og upartisk Standpunct.
Drøbak Kald var i flere Henseender forskjellig fra Rygge, da nemlig dette, hva Menigheden
angaar, var temmelig homogent eller eensretet bestaaende af jevne, arbeidsomme og tarvelige
Jordbrugere, medens derimod Drøbaks Menigheder bestod af By Indvaanere og i Fron Anex Sogn
af Landbrugere i mere ugjevne Kaar. Den midlere og lavere Deel af Byfolket med sin Halvdannelse
var vistnok agtverdige, med hensyn til sin Skikkelighed, men med liden Sands for Kirken og Guds
Ord, og deelte disse da mere Formuende Werdslighed og Lyst til støiende Selskabelighed, der rigtig
nok nu er mærkelig aftagen i den hele By, da kunde Presten ikke glede sig ved nogen egentlig
Menighed, eller ved noget inderligere Samfund med denne. Frons Lands Menighed bestod rigtignok
af flittige og arbeidsomme Folk, men af verdsligt Sind med en materiel Streben, hvor jeg i
Begyndelsen fandt liden Hygge og Medhjelp. Almuens Paaholdenhed gjorde mig det ogsaa
venskabeligt at udrette Meget til Skolevæsenets Forbedring. Rygge-Folkets bløde og følsomme
Sind savnede jeg her, medens jeg dog under det tilsynsladende haarde Gemyt fandt en agtværdig og
75 Realisasjon - salg
37
« u .
- -f
retskaffen Tenkemaade.
Den mere dannede Deel af Menigheden kom mig dog imøde med megen Venlighed og
Godhed, saa at jeg fandt mig i det Hele vel ved denne forandring, hvortil heller ikke lidet bidrag, at
jeg nu var fritaget for det store og besværlige Gaardsbrugs Bekymringer. Prestegaarden Seiersteens
herlige Beliggenhed og skjønne Udsigt havde dertil en opmuntrende og styrkende Indflydelse paa
mit Sind og mit Befinende. Jeg anlagde på Prestegaarden en Have, hvori der dyrkedes og pleiedes
mange smukke Blomster, der gledede dens Dyrker og mange Venner i dens Nærhed. Paa denne Tid
begyndte Drøbak at søges som et Landsted for Christiania Embedsmænds Familier, og iblandt disse
ogsaa af nogle af mine Venner, der samledes oftere paa det vakre Seiersteen, der tilbød dem et
gjæstfrit Huus, en skjøn Udsigt, og en blomsterrig Have.
Vennen Wexels.
Iblandt de Venner, der ofte besøgte mig paa Seiersteen, og til hvem jeg allerede fra Universitets
Aarene og fornemmelig senere under min tid paa Rygge havde støttet mig var Wilhelm Andreas
Wexels. en Mand, der mindes som en af vort Lands ypperste Prester, baade som geistelig Taler og
geistelig Forfatter og ikke mindre som nidskjær Sjelesørger i sin Menighed. Hans Navn vil især
ihukommes i Christiania, hvor han virkede til stor Velsignelse i næsten 50 Aar som Catechet og
residerende Capellan og hvor han fremkaldte og nærede en Religiøsitet og Kirkelighed, som i mine
Skole- og Universitets Dage i Hovedstaden var ganske ubekjendt. Som Ven var han dyrebar, og han
mindes som den yperste i Retvished, Troskab og Kjærlighed. Ja! velsignet være hans Minde! Han
var omtrent af min Alder, men han blev Student 1814 ved Kjøbenhavns Universitet, og jeg i 1815
ved det Norske i Christiania. Dog vi studerede Theologi tilsammen og bleve ordinerede til Prester
paa samme Dag /:28de Maji 1819:/ af Biskob Bech i «Frelsens Kirke» i Christiania. Han tilbrakte
ofte flere Dage hos mig, for at hvile ud efter Embedets trettende og overanstrengende Forretninger,
og skjenkede mig derved nydelsesrige Høitidsdage. Jeg besøgte ham ligeledes i Christiania og nød
der hans Gjæstfrihed og Vennesinds og Brodersinds Kjærlighed. Jeg sto ogsaa ved hans Grav i
Vaaren 1867, da han bortkaldtes efter et kort Sygeleie, sovnet, elsket og velsignet af Menighed og
Venner, og Ledsaget til Graven af et uoverskueligt Liigfølge. Til Wexels Minde blev af hans Venner
stiftet et Legat paa 4 000 Spd til Understøttelse for trengende theologiske Studenter. Ogsaa jeg
setter ham dette for Verden usynlige Minde, idet jeg har nedskrevet disse Linier i min Livs
Erindringer, som vel ikke læses eller har verd for Andre, end en enkelt læselysten Slegtning.
Familieforhold.
I Aaret 1855 foregik der en ikke liden Forandring i mit huslige Familieliv, da begge mine Døttre
Thora og Hanna bleve gifte og saaledes udflyttede af Hjemmet. (Octobr og Desebr 1855). De viedes
nemlig som i forrige Hefte er optegnet, den første Thora Louise Lechve Gude til Kjøbmand senere
Bankkasserer Georg Peter Jørgensen, og den sidste og yngre Hanna Helene Frederikke Gude til
Privat Lege, senere Distriktlege Nils Brun Heiberg, begge Par i Drøbak Kirke i October og
Desember Maaned 1855. Dog da begge disse Mænd vare boende og bosatte i Drøbak, kunne jeg
daglig besøge disse mine Bøm der, hvor jeg da altid modtages med hjertelig Kjærlighed. Vi levede
da endnu fremdeles i et Kjærligt Familieliv indtil senere min Svigersøn Heiberg udflyttede til Sogn
i Bergen Stift, hvor han var ansat som Distriktslege i Marts 1858, og bosatte sig i Lærdal. Derved
opstod der et ikke ubetydeligt Savn i Familielivet paa mit Hjemsted Drøbak.
Aaret 1857 blev for mig et Aar rigt paa Begivenheder og Savn. Efterat nemlig min Datter
Hanna Heiberg havde glædet os med en Søn, døde denne allerede efter 3 Ugers Forløb i August
1857, og endnu i samme Maaned døde min tro Husbestyrerinde Jomfru Micoline Clausen, eller som
38
hun somoftest Kaldtes Jomfru Strøm, efter sin Stifader Kjøbmand Støm i Drammen. Hun kom til
mit Huus som Huusjomfru allerede i Aaret 1823, medens jeg var Prest paa Modum, og hvor jeg
havde flere Disiiple i Huset i Pension, og saaledes min Hustru trengte til Hjelp i Husholdningen.
Hun fulgte med os fra Modum til Rygge, og overtog der efter min Hustrues Død i 1837 bestyrelsen
af mit Huus, ligesom ogsaa Omsorgen for mine Pigebøm, som da kuns vare 7 og 3 Aar gamle. Jeg
vil ogsaa her paa disse Erindrings blade reise hende et Kjærligt Minde som Erkjentligheden
fremkalder i denne Stund, ved Tanken om hvad hun var for mit Huus og mine Bøm.
Hun var i høi Grad beskeden og fordringsløs og dog saa virksom saa samvittighetsfuld i
Opfyldelsen af sine Pligter som Huusbestyrerinde og i Omsorgen for mine Bøm. Hun var saa venlig
og velvillig med alle de Gjester, der kom i mit Huus paa Rygge, at hun var almindelig omtalt som
den til Overflod mættende og vederquegende Vertinde. Uagtet hendes Sygelighed, klagende hun
aldrig, eller beklagede sig over Anstrengelse. Hun gik først til Sygeleiet, da Døden nærmede sig og
gik bort i Taknemmelighed imod Gud og Mennesker. Hun viler på Drøbaks Kirkegaard.
Endnu i samme Høst Bortkaldtes min Svigermoder, Enkefru Lechve, ved en pludselig Død,
et apoplektisk76 Tilfelde, paa sit senere Opholdsted Gaarden Høvig i Lier, 85 Aar gammel. Jeg har
allerede i mit første Hefte af disse Livs Erindringer omtalt hende, men jeg vil her nærmere berøre
hendes Livs Farelser, da de maaske kunde interessere En og Anden af de Mange, som enten
personlig have kjendt hende, eller hørte hende omtalt som en skjelden gjestfri, men original Kone.
Hun var født 1772 i Stange paa Hedemarken, hvor hendes Fader Peder Broch var resed:
Capellan, men som døde i hendes tidlige Bameaar. Hendes Moder flyttede som Enke med 6 Bøm til
sin Fader Oberstlieutenant Rosing paa Fredrikshald, hvor hun opdrages. Hun kom ved et Besøg hvo
sin Svoger Konsul Buch i Hammerfest til Finmarken, hvor min Svigerfader Lechve var Sogneprest i
Kautokeino. I denne Svogers Huus blev hun viet til denne værdige Prestemand i 1797 og fulgte ham
i samme Aar til Kjøbenhavn, Hvor Lechve personlig vilde tale sin Sag om befordring til Prestekald i
en mildere Egn, end Finmarken, hvor han havde udholdt saa mange Besverligheder og Sinds
Lidelser i Eensomheden og den lange Vinter Mørke. Han var ogsaa saa heldig efter et Aars Ophold i
Kjøbenhavn som forrettende Prest, at erholde det store Liers Sogneprest Embede, hvor da Husfruen
først begyndte i eget Hjem sit virksomme Huuslig. Her fødtes disse Prestefolk først en Søn, der
døde 4 Aar gammel og dernest en Datter Magdalene Margrethe 28de August 1801, der blev min
elskede Hustru i 1820 og døde som forhen bemerket, i Rygge 17 Marts 1837. Flere Pigebøm
optages efterhaanden i Lier Prestegaard hvor en Lærerinde stedse lønnedes for deres eneste Datters
Undervisning, og iblandt disse maa nevnes den elskelige Andrea Lyche, der senere i 1814 blev viet
til Præsten Johan Tandberg, død som Sognepræst til Modum, og blev Moder til den nærværende
Stiftsprovst i Christiania Jørgen Tandberg, en hæderlig Faders hæderlige Søn, ved hvis Fødsel
Moderen forlod denne Verden i Aaret 1816.
Min Svigemoder udviste under hendes Mands langvarige Sygdom megen Omsorg og megen Kraft i
Bestyrelsen af sit store Huus, der var viden bekjendt for sin Gjestfrihed. Min Svigefader afgik ved
Døden 1820, medens jeg som pers: Capellan forvaltede Sogneprest Embedet i Lier, og hun flyttede
derpaa til Enkesedet Reenskoug i Lier, hvor hun boede i over 20 Aar. Siden, da Enkesedet var solgt,
flyttede hun til Gaarden Høvig i Nærheden af Bragemæs og døde der i Høsten 1857 pludselig
rammet af et Nerveslag. Det var mit Hjerte Kjært at kunne være tilstede hos hende paa Dødsleiet, da
jeg just den Dag var i Besøg hos hende. Det vidnesbyrd maa jeg give min gode Kjerlige
Svigemoder, at hun var en saare retskaffen Quinde, venlig og forekommende mod Venner og de
mange Fremmede, der benyttede sig af hendes Gjestfrihed.
Dette Aar 1857 var saaledes betegnet med frende Dødsfald, der kastede en mørkere Skygge
over mit Sind og alene ved en uafbrudt Beskeftigelse med Udførelsen af mit Embede, gjenvandt jeg
den forrige Ligevekt og Ro.
76 Apoplexi - slagtilfelle
39
Tlf
Reise til Vestlandet.
Neste Aar (1858) led jeg dog et Tab derved at min Svigersøn Heiberg bortflyttede fra Drøbak, idet
han blev ansat som Distriktslege i Sogn og disse Kjære Bøm blev saaledes tabte for min Omgangs
kreds og mit Huuses Hygge. Dog hos min anden Svigersøn Jørgensen Huus fandt jeg dog altid
Venlighed og Kjærlighed og tilbragte der de faa Timer jeg kunde afsee fra mit Arbeide. Og neste
Aar drog jeg til Sogn, for at tilbringe der hos mine Bøm en opfriskende Sommer Maaned. Her og
paa Reisen over Filefjeld fandt jeg Naturen overraskende mayestetisk og storartet, ja! paa mange
Stæder i Lærdal forferdelig og skrekindbydende. Dog luften der var sund og forfriskende, saa at jeg
kom altid opfrisket og styrket tilbage til mit Hjem. Siden gjorde jeg nemlig i Aarene 1862, 65, 68 og
1871 endnu fine Reiser til Sogn, og gjorde paa disse lengere Udflugter i Bergen Stift.
Iblandt disse mindes jeg som en behagelig Erindring fra disse Egne en Udflugt fra Lærdal til
Bergens By og derfra til Borgund i Søndmøre, hvor dengang min Pleie og Søstersøn Julius Knudsen
var Sogneprest. I Bergen By bodde dengang min Broder Stiftamtskriver Nils Gude, og skjønt han,
som ugift, ingen Husholdning holdt, havde jeg dog hos ham et behageligt Opholdssted, medens jeg
der fog Alt Severdigt i Øiesyn i denne gamle ærverdige Stad, der har saa meget Eiendommeligt ved
sig fra Hanseatemes Dage. Dog dette Eiendommlige forsvinder vel nu afterhaanden, da denne By er
sat i en nærmere Forbindelse med Hovedstaden og med Udlandet, saa at alle Forskjelligheder lidt
efter lidt udgievnes.
Min Reise til Borgund foretoges paa Dampskib i Følge med min Kjære Broder, nu afdøde
Sorenskriver Ove Gude, samt hans Hustru, der agtede at besøge deres i Christiansund boende Datter
Augusta, der var gift med Toldbetjent samme steds Christopher Due. Kysten fra Bergens By
derhend tilbyder ikke Øiet fra Dampskibet af meget blidt eller opmuntrende Skue, da den er en
fortsat Rekke af nøgne Bjerge og Klipper der skyde ud i Havet talløse Øer og Holme, hvor en enkelt
Fiskerhytte lader sig tilsyne, for at vidne om, et Menneske dog ogsaa her kan boe. Naar man
nærmer sig det bekj endte og frygtede Stadland reiser sig det af Skalden besungne Homelen77 med
sit Krumme Horn og ligesom bøier sig ud over de Forbiseilende, for at minde dem om, at en
almegtig Skaber engang har sat den der, for at vidne om hans Storhed og Menneskenes myreagtige
Lidenhed, der ligesom forsvinder under Bjergets Skygger. Først naar man har passeret Stadtlandet
frydes Øiet ved flere smilende Partier af det gamle Søndmøre, der har frembragt saa mange
bekj endte Høvdinger og Kjempere. Man ørner i det Fjerne det flade Giske øe, Ameungenes78
Berømte Hjem fra St: Olafs Tid og Widkungemes fra Hakonemes. Man styrer snart ind ad
Storfjorden og legger ind til det unge Aalesund, hvor de mange storartede Søboder siges opførte i
Fremtidens Haab. Her mødte min Kjære Søstersøn Provst Knudsen os, og førte os snart til sit
lykkelige Hjem Borgunds Prestegaard, hvor Egnen er blid og frugtbar og har en skjøn Udsigt til det
indre Søndmøres stolte Snefjelde. Borgund har en eldgammel Stavkirke, der maaske har havt Hellig
Olav under sin Helligdoms Tag. Der udførte jeg en Søndags Gudstjeneste for en overmaade stor
Menigheds Forsamling, hvor Ordet modtages med stor Begjærlighed. Efter nogle Dagers Ophold i
Borgund drog jeg tilbage til Bergen og skiltes her fra min Broder Sorenskriver Ove Gude, der gik
med Dampskibet til sin Datter i Christiansund og jeg saae ham siden ikke mere, da han Døde nogle
Aar derefter uden at jeg senere kunde besøge ham.
Endnu en anden Udflugt fra Besøget i Sandal ud i Bergen Stift har bevaret sig hos mig i en
Kjær og behagelig Erindring. Min Kones Slektninger boede nemlig endnu paa Gaarden Lekve, eller
rettere Leikvin, (Anmerkning: Leikviin betyder en Plads eller Eng, da Hviin er oldnorsk: en gresrig
Eng) i Ulvig Præstegjeld i Hardanger, Hvor hendes Fader Thorbjørn Lechve var født i Aaret 1760,
uden at han eller hans Familie paa Østlandet, efterat han var ansat som Sogneprest i Lier, senere
stod i nogen Forbindelse med sine Frender i Hjembygden, ikke engang ved nogen Brewexling. Da
77 Homelen - klippe (860 moh) i Bremanger kommune
78 Armingene- slekta til Ragnvald Mørejarl
40
Embedsmænd fra denne Egn, som jeg tilfeldigvis kom i Berørelse med, fortalte, at den Leikvinske
Æt udmerkede sig ved Forstandighed og Hederlighed som Bondefolk, og sikkerlig vilde sette Pris
paa et saadant Frendebesøg, besluttede jeg at gjøre en Udflugt derhen i Følge med min Svigersøn,
Doctor Heiberg og min Datter Hanna, der gjeme vilde ledsage mig derhen. Dette var i August
Maaned 1865, medens Sommeren endnu smilede i det underskjønne Hardanger med halvdmodne
Komagere og fuldmodene Kirsebær. Vi seilede inn af Nærøfjorden til det bekjendte Gudvangen,
hvor Dalen er saa snever, at de høie Fjeltinder, som begrense den, synes at kunne tale til hinanden
om Bjergtroldenes Hemmeligheder. Vi stege op ad den høie Stalums79 Kiev og over til den skjønne
og frugtbare Vossevang, hvor et godt Hotel mod tog os som Nattequarter. Vi besaa den eldgamle
Steinkirke, der i den første christne Tid skal have været en Domkirke og nød den vakre Udsigt over
Vossevandets smilede Bredder. Over Gravin tage vi ridende over Ulvigsljellet og fik ved
Nedstigningen til Bygden en Udsigt til den blanke Fjord og de frugtbare Gaarde med sine
værdifulde Frugthaver og især til den Snehvide Folgefond og de stolte Urfjelde, en Udsigt saa
ophøiet og skjøn, at den søger sin Lige, baade ijæm og nær i vort paa Naturskjønheders ellers saa
rige Norge. Vi søgte snart hen til Ættegaarden Lekve hvor vi i Gaardens nærværende Eier, min
Datters Fætter i andet Led, fandt en ung og kraftig tillige forstandig og dannet Landemand, samt en
tekkelig ung Hustra med tvende sunde og vakre Drengebøm, der vel vidnede om Naturens Friskhed
i disse Egne. Her stod endnu den gamle Bygning, hvori min Svigefader var født, vel bevaret med en
8
1
Stue med sperre tag og Liaar80 8og Røglem, saaledes som Brugen var i de gamle Tider i disse
3
2
8
Fjordegne. Den lille Loftstue, hvor han havde siddet og i Smug leste i sin latinske Grammatik, var
endnu uforandret med en liden tarvelig Boghylde med det samme Nytestamente, som han dengang
havde i sin Haand, der havde skrevet Tegn og Mærker i dette. Alt til Minde om den mærkelige
Frende, der i det forrige Aarhundrede selv havde med Jemflid og gode Evner banet sig vei til en
hederlig Embedsstilling. Det var nemlig dengang ikke en let Sag uden formue og nogen
Understøttelse af Slegt og Frender at kunne fra Bondestanden bane sig Vei til Universitetet og en
hederlig Embedsstilling. Nu er denne Vei ikke ualmindelig, skjønt den kræver utrettelig Flid og
Anstrengelse, men Midleme ere nu flere og de Medstuderendes Hjelpsomhed ved at give fri
Undervisning til saadanne fremadstrebende unge Mænd, er meget stor og rosværdig. Ikke mindre
end 3 Biskopper ere saaledes i den sidste Menneskealder stegen op af Bondestanden, nemlig
0 1 O O O l
Gislesen , Grimelund og Folkestad , og alle disse have været og ere en Prydelse og en Vinding
for den Norske Kirke. Min Svigerfader Thorbjørn Lechves Biographie har jeg forhen i dette Hefte
leveret.
Tanke på avskjed.
Medens jeg saaledes arbeidede alene uden Capellan eller anden Medhjelp i mit Embede, der
omfattede Drøbak By-Menighed og Frons Landsogn og mine Embedsaar snart naaede et
Halvaarhundrede, følte jeg at mine Krefter blev mindre, skjøndt min Helbred endnu var vel god, og
jeg begynte at tænke paa, enten at antage en personel Capellan, eller at tage Afsked med Pension.
Dette sidste ønskede jeg helst, da vel mit Arbeide i Embedet vilde blive lettere, ved at antage en
Medhjelp, men at Ansvaret for Kirken og Menigheden dog endnu paahvilede meg, saalenge jeg
forble i Kaldet, hvilket jeg befriedes fra ved at tage Afsked. Dog da flere av Menighedens Mænd
opmuntrede mig til at vedblive, saalenge jeg kunde, blev min beslutning om Afsked ikke endnu
realiseret, men jeg ønskede dog at dette maatte skee, naar Herren lod mig opleve mit Embeds
Jubileum 10de April 1869.
Ved denne Tid led jeg tvende tunge Tab ved min gamle Ungdomsven Pastor Wexels død og
79 Stalheims kleiva-ferdigbygget 1850
80 Ljore - luke i taket for å slippe ut røyk
81 Knud Gislesen (1801-1860)
82 Andreas Grimelund (1812-1896)
83 Halvor Folkestad (1778-1864)
41
TJf
dernest ved min Svigersøn Georg Peter Jørgensens Dødelige Bortgang, den første i 1867 og den
sidste i det følgende Aar. Jeg maa her nærmere omtale min Ven Wexels, der ei alene har arbeidet og
virket som Prest i sin Menighed, men ogsaa som geistelig Forfatter har virket langt udenfor denne
til megen opbyggelse og Velsignelse for Kirken. Hans Personlighed var desuden saa udmærket og
udpreget, at jeg ikke kan negte mig den Fomøielse her i disse Blade at sette ham et Mindesmærke.
Mere om Wexels.
Wilhelm Andreas Wexels, født 29de Marts 1797 i Kjøbenhavn, og opdragen og underviist der
indtil han som Student drog herop til Norge i Desbr: 1814, hvor hans nærmeste Slægtninger boede.
Da jeg var bleven Student ved det oprettede Norske Universitetet 1815, mødtes vi der ved
Forelesningeme første Gang, men sluttede os der endnu ikke saaledes sammen, som det senere
skedte i et varmt Venskab indtil hans Død. Han var som Student anseet som intelligent og grundig,
der endog erholdt Udmærkelse ved den theologiske Embeds Examen, men man havde dog ikke den
gang nogen Forudaning om, at han skulde blive den Herrens Tjener til saa megen Velsignelse for
Kirken som den han blev ved sin Virksomhed gjennem et langt Embedsliv. Han blev i en ung Alder
ansat som Prest og Catecet i Hovedstaden, og nød den sjeldne Lykke at Kunne forblive som Prest i
den samme Menighed i henved et Halvaarhundrede, og der nyde en Høiagtelse og en Kjærlighed,
som vel faa Prester have nydt. Han udfoldede her en mangesidig Virksomhed som Prest og
Theolog; thi ved at besøge Fengsleme og de Ulykkelige, som hensadte der, uden Gud i Hjertet og
uden Guds Ord i Øret, udviste han en Sjælesorg og Nidkjærhed for sin Herres Sag, hvis
Hyrdetroskab han stedse havde for Øie, saa at de Vantroendes Spot over hans alvorlige og, som de
sagde, mørke Theologi, forstummede. Han bragte Forbrydere til bekjendelse, som Høiesteret havde
dømt til Døden for Mord, men som intet Forhør og ingen lang Hensidden i Fengslet havde formaaet
til at bekjende sin Forbrydelse. Fra denne Tid af, kan man sige, aabnedes Theologenes, Prestenes og
de høierestaaende Embedsmænds Øine og Hjerte for den prøvede Sjælepleies store Verd i Kirken og
han viste ved sin Virksomhed i denne Retning hvad der kunde udrettes til Guds Riges Fremme ei
alene i Kirkeme, men ogsaa i Husene og i Fengsleme. Han aabnede et Virksomheds Felt for
Presteme der vistnok var gammelt som Christendommen selv, men som i Tidens Vinter var
forglemt, og nu var nyt og ukjendt idetmindste i vort Land. Paa denne Tid var det at en større
aandelig Omsorg for Fengsleme og Straffe-Anstalteme begyndte at røre sig i vort protestantiske
Norden, der igjen viste sig ved Oprettelsen af Bodsfængsleme i de fleste Lande, hvori Forbrydeme
ei alene skulle straffes, men ogsaa forbedres ved Afsondring og fornemmelig ved Guds Ord
Forkyndelse og aandelig Pleie. Wexels virkede fremdeles til Velsignelse som Lerer ved det i
Christiania oprettede Preste-Seminarium, hvor han ansettes som Lærer i Pastoral Theologien, og
hvor han fik Anledning til at trede i et nærmere og Kjærligt Forhold til de unge Theologer, der nu
udgik som Prester til Menighedeme rundt omkring i Landet. Dog ikke mindre virkede han som
Forfatter af en Mengde Opbyggelses Skrifter, fornemmelig Andagts Bøger og Predikener og
Postiller84. Han begynte ogsaa paa en exegetisk85 Udlæggelse af det Nye Testamentets Bøger, men
standsede dette Verk, forinden dette havde naaet de sidste Breve. Denne Udleggelse og Veiledning
var i sin Tid meget brugt ved de Bibellesninger, som nu begynte at holdes af Presteme og
Theologeme i de fleste Bymenigheder. Senere er denne afløst af andre og fuldstendigere
Veiledninger til Bibeludleggelsen. Men hans Andagtsbog er udbredt i mange Oplag over det hele
Land, ligesom ogsaa hans Predikener. Wexels nød en stor Anseelse som Prest og Theolog og blev
ansat som Medlem af de fleste nedsatte Kirkelige Commissioner. Hans Stemme i disse havde stor
Magt; thi hans Erfaring, hans Redelighed og Sandheds Kjærlighed maatte agtes af Alle. Og dog
bevarede han under al denne, baade offentlige og private Anerkjendelse og Paaskjønnelse den
største Ydmyghed for Herren, Fredsom og Sagtmodighed i al den Strid, som Brydninger i Kirken
84 Postill - andaktsbok
85 Exegetisk - forklare eller tolke hellige skrifter
42
dengang frembragte. Han var i Sandhed en elskelig Herrens Tiener og Sjelesørger og Huusven, hvor
som helst han traadte ind i Familieme og i de mindre Samfund, et Vidnesbyrd om denne Høiagtelse
og Kjærlighed blev der samlet og stiftet et Legat til hans Minde, stort 4000 Spe, der efter hans eget
Ønske skulde med sin Rente tildeles 4 theologiske Studerende ved Universitet. Dog efter en saa
lang og utrettelig Virksomhed følte han sig ofte tret og ønskede sig Hvile, som han haabede at faa
ved at tage Afsked fra Embedet. Men Herren lod ham faa en fuldkommen Hvile for det trætte
Legeme og den lengsels og haabefulde Aand, da Døden bortkaldte ham Dagen før Christi
Himmelfartsdag 1867, efter faa Dagers Sykdom. Hans Begravelse var en af de høitideligste og
skjønneste som var nogensinde holdt i Christiania. Hans Lig blev baaren ind i den Kirke, hvor han
havde forkyndt Ordet i en saa lang Rekke af Aar til saa megen Velsignelse og derfor baaret af
taknemlige Hænder lige til sit Hvilested, hvor Venneme siden reiste et smukt Marmormonnument
med hans Byste over Graven, der endnu ligesom taler til den besøgende, der leder efter Sine i de
Dødes Have, taler til ham hvor godt det er at være i Guds Rige. Ved Graven talede hans Søn, hans
Medarbeider personal Capellan Frederik Wexels et Takkens Ord til den Afdøde og til det hædrende
Sørgefølge, dengang meget svag, men uden at Nogen merkede, at han faa Uger derefter skulde
finde Hvile ved sin elskede Faders Side paa Frelsens Kirkegaard. Denne efterlod sig en Søn, der var
meget elsket af den gamle Bedstefader, men som megen svag av Helbred neppe vil opnaa nogen
moden Alder og endnu mindre vil vinde et navn i Samfundet, der minder om den høitagtede
Wilhelm Andreas Wexel. Denne efterlod sig vel endnu en Søn Hans Wexels, der havde underkastet
sig, baade theologisk og philologisk Embeds Eksamen og senere var ordineret til Prest, men som
ikke formedelst Mangel paa practiske Evner kunde anbringes i Kirkens Tjeneste. Jeg har
vidløftigere omtalt denne min theologiske Vens Liv og Virksomhed, fordi han stod mig saa nær og
skjænkede mig sit trofaste Venskab.
Svigersønnens død.
I det næste Aar led jeg som anført endnu et Tab ved min Svigersøn Peter Georg Jørgensens død, der
saaledes efterlod min Datter Thora som Enke, vel uden Bøm, men dog berøvet sin brave Ægtefelle
og Forsørger. Jeg kan ikke undlade i disse Optegnelser ogsaa at sette ham et Minde, for at dette kan
bevares i længere Tid.
Peter Georg Jørgensen var født i Drøbak i Aaret 1821 af Foreldrene Kjøbmand Christian Jørgensen
og Moderen Mathea Wold. Han erholdt i Drøbaks Borgerskole ved Flid og gode Evner vel gode
Kundskaber og senere i Hovedstaden Uddannelse for Handelen, saa at han kunde overtage Faderens
Trelast og Butik Handel, da denne i en tidligere Alder forlod ved Døden Moderen og 3 Søstre i en
ringere Fomiues Forfatning. Han udvidede Moderens Handel fordelagtigen ved et lidet
Skibsrhederi, forenet med Trælast-Handel, og vilde maaske have forvervet sig nogen Formue,
dersom ikke den store Handels Crisis i 1857 havde revet ham med sig, og nødte ham til at standse
og søge Accord med sine Creditorer, hvilke han næsten ganske tilfredstillende med verdig
Opfyldelse af denne. Dog sto hans Hu nu til at erholde en fast lønnet Levevei, og fik denne som
Kasserer og Bogholder ved Follo Sparebank, hvilken han forestod indtil sin Død med udmærket
Flid og Orden. Han var en kjærlig Ægtefelle, og har efterladt hos mig den Kjærligste Erindring.
Vennskap og omgangskrets.
Iblandt de Kjære Erindringer, som jeg har modtaget fra mit 20 aarige Ophold og min prestelige
Virksomhed i Drøbak, maa jeg her omtale flere Familier, til hvem jeg nærmere sluttede mig i
Venskab og Kjærlighed. Her maa jeg først fremheve Familien Brandt, boende paa Gaarden Fron i
Frons Sogn i Drøbak. Den der boende Kapitain Peter Brandt, født 1793 var i Aaret 1816 indgiftet
paa dette betydelige Gods ved at egte den afdøde Peder Schøyens Enke, med hvem han ingen Bøm
havde, og som døde i 1846. derpaa giftede han sig med sin Broderdatter Mathilde Brandt, en Datter
af Oberste Jens Brandt i xtiania med hvem han levede i det lykkeligste Ægteskab, og ved hende
43
skjenkedes de tvende brave Sønner, der nu glede disse kjærlige Foreldre, og hvoraf den ældste Jens
Brandt efter fuldendte academiske Examener er som juridisk Candidat ansat som Overrette sagfører
og boer som gift paa et nybygget Bosted under Gaarden Fron. Kaptein Brandt er en høitagtet og
hederlig Mand og nyder megen Anseelse i en viid Kreds i denne Egn. Denne fortjener han ogsaa i
mange Henseender. Han er retsindig af Tanke og retskaffen af Handling. Hans Skikkelse og
Holdning giver os en Forestilling om en Mand fra den gamle ridderlige Tid, og hans indre Væsen
svarer ogsaa til denne. Her i dette gjestfrie Huus modtages jeg altid med megen Venlighed, naar jeg
hver anden Søndag forettede Guds Tjenesten i Fron Kirke.
Naar jeg her nævner denne Kirke, maa jeg omtale, at jeg havde den Glede at see denne bygget
paabegynt i gjennomført Træ-Konstruction i national gothisk Stiil istedetfor den gamle forfaldne
Trekirke, opbygget paa Reformationens Tid i den tarveligste Form. Denne Kirke blev indviet af
Stiftets Biskop i Høsten 1859.
Som en historisk Oplysning vil jeg her anføre, at Fron, eller rettere Froens Gods har i den
katholske Tid tilhørt Hovedøens Kloster, skjenket dette af Magnus Erlingsen og stadfestet af Kong
Sverre som dette Klosters retmessige Eiendom. Rigsarchivet skal endnu bevare nogle Documenter
derangaaende, og saaledes være de næsten ældste, det eier af saadanne. Da Hovedøens Kloster blev
med sit hele tilhørende Gods Kronens Eiendom i Aaret 1532 ved Christian d: 2dens mislykkedes
Forsøg paa at gjenvinde Landet, blev Fron Gaard brugt af Leilendinge og i 1654 først pantsat og
senere solgt til en rig Toldforpagter Bjøm, der som Eier afløstes af en Colbjømsen & Anker og
Familien Schøyen fra Begyndelsen af det forrige Aarhundrede indtil Familien Brandt i 1816 kom i
Besiddelse af dette smukke og værdifulle Gods.
Dernest maa jeg nevne Familien Eitzen, der boede paa Nabogaarden Belsøe og stod i nært
Slegtskabs Forhold til min Svigersøn Heiberg. Her nød jeg megen Godhed og Kjærlighed, og da jeg
tillige havde Confirmeret 8 Bøm i dette Huus, var jeg nærmere forenet med denne Familie.
Fremdeles mener jeg være blandt mine gjeveste Omgangsvenner i Drøbak de tvende Brødre Hans86
og Søren87 Parr med deres elskelige Hustruer, der tillige vare min datter Thora Jørgensens
Svigerinder. De erindrer mig fremdelse med megen Venlighed.
Toldcasserer Muller med Hustru 2 Sønner og 3 Døttre vare mig alle meget kjære. Den gamle
Fader er min Jevnaldrende og en herderlig Mand baade i Huus og i Borger-Samfundet. Den eldste
Søn Presten Jan Muller er en svare elskelig Mand, baade som Herrens Tjener og som Menneske i
alle sin Ferdsel.
Endelig maa jeg nevne en Mand, med hvem jeg ofte kom i berørelse saa vel som
Embedsmand som ogsaa som Omgangs Ven, og som viste mig saare megen Velvilje under mit
Ophold i Drøbak. Det var den nu afdøde Sorenskriver Ellefsen. Han var en saare dygtig Dommer,
der med sin practiske Forstandighed vidste at udfylde Mangelen af videnskabelig Dannelse, da han
nemlig havde fra en ringe Bondestand arbeidet sig op til den ansvarsfulde Embedsgæst som han
beklædte i over et Halvaarhundrede, da hanuden at være academisk Borger havde ved Kjøbenhavns
Universitet taget jurist Examen, som gav paa den Tid Adgang til en saadan Embeds Stilling. Men
ligsom denne mand var saare begunstiget i denne, var han mindre lykkelig i sin Huusstand og i sit
Familieliv; thi hans Hustru var lunefuld og svagsindet, og næsten alle hans Bøm havde faaet denne
Arvelod, saa at hans Hjem manglede Hygge og Glæde. Efter at denne Hustru var død, giftede han
sig i sin Alderdom med en ældre Dame, der tidligere havde været hans Døttres Lærerinde, og som
skjenkede ham Omsorg og Pleie under de mange Familiesorger, hvorunder han fremdeles led.
Sorenskriver Ellefsen opnaaede en Alder af 87 Aar.
St. Olavs Orden.
Saaledes havde jeg nu tilbragt henved tyve Embedsaar i Drøbak og havde da opnaaet en Kenneldse,
86 Hans Henry Parr (1811-1891) skipsreder og trelasthandler i Drøbak
87 Søren Angel Parr (1815-1903)
44
D i *
J'J i
der i Almindelighed gjør Embedsmanden mindre skikket til den Virksomhed, som Ungdoms og
Manddoms Aarene kreve ligesom en Nødvendighed for at være tilfreds og glad. Og jeg kan sige,
uagtet jeg endnu nød en god Helbred, at jeg ofte følte mig træt af Arbeidet især med og baade gledet
og ydmyget ved at se mig hedret af H: M: Kongen med St: Olavs Ridderorden, der tildeeltes mig
gjennem Kirke Departementets Chef, i de af Kongen naadigste Udtryk for lang og fortjenestlig
Embedsudførelse. Det vil maaske have nogen Interesse for min Kommende Slægt, naar disse Blade
læses af en velvillig Frende, at erfare noget Nærmere om en saadan Høitidsfest i en svunden
Tidsalder, der dog minder om Tidens Aand og Trang til at skjenke sine Embedsmænd, der havde
havt den Lykke at vinde dens Agtelse og Kjærlighed, sin Annerkjendelse og Heder. Jeg tillader mig
derfor her at nedskrive ordret en Indberetning fra Drøbak indrykket, i Morgenbladet, angaaende
denne Høitidelighed.
x Vi have idag i vaar lille Kommune havt en ikke sedvanlig høitidelighed, idet vor Sogneprest
Gude har feiret sit 50 aarige Embedsjubilæum. Anledningen havde samlet her, foruden flere
af Provstiets Prester ogsaa Prester fra Christiania og Nabosognene. Kl: 12 begyndte et talrigt
Tog at bevæge sig tilfods og tilvogns op over Bakken fra Drøbak til Prestegaarden
Seiersteen, for der at bringe vor Kjære Prest sin Lykønskning. Kommunens Representanter
fra Fron Landsogn havde allerede indfundet sig der. Ordfører Fischer havde overrakt Presten
et Brystbillede af ham - malt i Øie med Ønske om at dette maatte blive opheængt i Frons
Kirke88, som et Minde til Kommende Slægter om den nuværende elskede Sjelesørger.
Presten modtog sine Gratulanter, smykket med Olafsordenens Ridderkors, der som et Beviis
paa vor Konges Tilfredshed med hans Gjerning gjennom Provsten, der selv paa Grand af
Sykdom var forhindret fra at indfmne sig, var idag morges bleven ham tilskikket.
A Sogneprest Heffermehl, som var den eldste af Provstiets Prester, hilsede Jubilanten i et
lengre Foredrag, hvori han udviklede hans Værd som Prest og som Menneske, idet han
udtalte Ønsket om, at han endnu i lang Tid maatte forandes Kraft til som hidintil at rygte sit
Kald, hvilket man kunde haabe, naar man saa denne Mand, hvem Alderen ikke havde bøiet
eller svekket.
A Byfoged Hjorthhøy frembragte derefter en Tak fra Drøbak Kommune for hvad han havde
udrettet i sin 20 aarige Virksomhed her paa Stedet, og overragte ham et pragtfuldt Album,
hvori fantes Portretter af gamle og unge Venner i Drøbak.
x En deputation fra Rygge Menighed ved Moss havde ogsaa indfundet sig og dennes Ordfører
bragte Presten og Jubilanten en Hilsen og Lykønskning fra hans forrige Sognebøm med
Forsikringen om, at han der endnu levede og fremdeles vilde leve i kjærlig Erindring hos
alle dem, der havde kjent ham.
A Til Slutning fremtraadte Skolelæreren i Byen og Landsognet og takkede deres Prest for den
Interesse og Omsorg han havde viist for Skolevæsenets Fremgang og Trivsel og for den
hjelp han havde ydet dem alle i dere Gjerning.
x Jubilanten besvarede i beveget Stemning enhver af disse venlige, Kjærlige og hæderlige
Henvendelser til ham og frembar sin Tak med den varmeste Erkjendtlighed til enhver
nærværende og enhver fraværende Ven, der saaledes vilde glæde og hedre ham.
A Hermed var da Dagens Høitidelighed endt, men alle de Mødende, nærboende og fremmede
bleve indbuden til en Frokost i den nye Konfirmant Bygning, hvor de bleve kjærligen
indbudne om at indtage dette Maaltid. Kl. 4 opløste Selskabet sig.-
Denne Høitidelighed henhører saaledes til de skjønneste og mest bevegede Begivenheder i mit Liv,
og da min Embeds Virksomhed, om ikke lang Tid derefter, skulde afsluttes, kunde jeg anse disse
bevidnelser om Agtelser og Kjærlighed og disse Hæders Bevisninger, som en offentlig og
afsluttende Anekjendelse af min hele Embeds Ferd og Livs Vandring.
88 Frogn Kirke brant ned til grunnen 1994 og dette portrettet ble ikke reddet.
45
Som forhen anført søgte jeg min Afsked endnu i samme Aar og erholdt den kort derefter i
1869. Efterat have modtaget denne hlev min Tid og min Omtanke meget optaget med at ordne mit
Embede, saa at alt kunde overleveres min Eftermand i tilbrølig Stand og Orden, dernest med at
realisere Gaardens Besetning og Indbo og endelig at indrette mig paa den bedste maade med
Hensyn til mit Alderdoms Hjemsted, hvor jeg agtede at tilbringe mine sidste Dage, og hvortil jeg
allerede forlengst havde udvalgt mig Moss, hvor jeg havde flere Venner og Frender, der vilde
modtage mig med Kjærlighed.
Jeg havde i min Ansøgning forbeholdt mig at aflevere Embedet ved Aarets Slutning (1870),
og saaledes maate jeg Nytaarsdag og den paafølgende Søndag afholde mine Afskjedspredikener for
Drøbak og Frons Menigheder. Dette kunde ikke ske uden stærk Bevegelse og Rørelse, saavel i
Menighedenes som i mit Sind; thi vi havde nu tilbragt 20 Aar med hinanden i gjensidig Deeltagelse
i Livs Tilskikkelsen og al Kjærlighed i vor Omgjengelse og vore Forbindelser, og skulde nu
adskilles, om vi end kunde haabe stundom at gjenføres endnu i de Leveaar jeg kunde have tilbage.
I Aaret 1870 2den Februar forlod jeg da det kjære Seiersteen og tog bolig i en forhen leiet og
oppudset Leilighed i Moss hvor mine Frender modtog mig med Glæde.
Bok 3
Pensjonist.
1870. Efterat jeg, som i forrige Hefte bemærket, havde afholdt mit Embeds Jubileum, havde ansøgt
og erholdt min Afsked, havde holdt mine Afskeds Predikener for mine kjære Menigheder i Drøbak
og Fron, og ved Begyndelsen af Aaret 1870 flyttet ned til mit nuværende Alderdoms Hjem i Moss -
var jeg indtraadt i et nyt Livs Stadium
Jeg havde nemlig afsluttet min Embeds Virksomhed og traadt ud af de engere og inderligere
Forholde og Forbindelser, hvormed Sogneprest og Menighed ere knyttede tilsammen og var nu
henviist til en blot Menigheds Lems Stilling, hvori jeg kunde som Christen nyde Kirkens Goder og
deltage, saavidt mine Krefter tillod det, i den Virksomhed, som christelige og troende Venner her i
Menigheden udviste for at opbygge hinanden indbyrdes.
Missions Sagen havde i en Lang Rekke af Aar, ja næsten fra den første Tid, da den vandt Indgang i
vort Fedreneland, og i vore Lands Kirke, været mig Kjær og Hellig, og jeg traadte her strax, efter
Anmodning fra Missions Venneme ind i Foreningens Bestyrelse, og holdt maanedlige Møder og
Foredrag i disse, ligesom jeg maatte overtage Ledelsen og Ordningen af det i Moss afholdte
Missions Kreds-Møde, samt et mindre Fællesmøde for Omegnens Missions Venner. For Sømands
Missionen stiftedes her tillige en Forening, hvori christelige Qvinder samledes hver anden Uge, og
hvori jeg anmodedes om at holde Oplæsninger og deeltage med Kjærlighed for denne Sags Fremme
her paa Moss. Naar jeg opfordredes dertil, predikede jeg endog stundom i Kirken; thi jeg derved
endnu af Iver for Guds Ords Forkyndelse som et Vidnesbyrd og en Bekjendelse for Herren, medens
det endnu kunde være til Opbyggelse for Menigheden. Ja! da Sognepresten en Tid derefter afgik
ved Døden, overtog jeg endog Kirkens Bestyrelse i nogle Uger indtil en Hjelpeprest ankom, og
afløste mig i denne.
Saaledes var jeg vel gaaet over i et nyt Livs Stadium, hvori jeg befriet fra Embets Sorgeme,
kunde nyde Alderdommens Ro og Hvile, men Overgangen var ikke pludselig indtraadt, hvilket ikke
havde været mig gavnligt, da Herren havde forundt mig en sterk Alderdom, med usvekkede
Sandser og en bra Hukommelse, og ved denne frivillige Virksomhed, holdtes mine aandelige
Krefter i et gavnligt Liv og i levende Interesse for alt Menneskeligt og alt Kirkeligt.
Tilbakeblikk.
46
i f n i «l«r ,
I et saadant Otium, i en saadan Ro og Hvile, der nu var mig skjenket, gaves der mig rig Anledning
til at Kaste et Blik tilbage paa den svundne Tid, paa hva jeg havde oplevet, seet og erfaret paa min
lange Livsbane, og at nedskrive mine Overveielser og Betragtninger af Tidemes Tegn og Forteelser
og deres Særkjender under den store Udviklings Prosess i det nærværende Aarhundrede, som jeg nu
har oplevet i dette. Det er mig nu ligesom for vandringsmanden, hvis Vei gaar op ad en Skraaning,
bevoxet med Krat og Tomer; han kan kuns betragte de nærmeste Liggende Egne og Gjendstande,
og har intet klart Syn for Alt dette, for inden han er kommen op paa Høiden, hvor han overskuer den
hele underliggende Egn, og hvor han vel befinder sig tret og mødig efter den lange Vandring, men
ogsaa beundrende kan beskue Guds vise Styrelse og forstaa hans almegtige Naade og Miskundhed.
Saaledes vil jeg overskue den Deel af Aarhundredet, som jeg har oplevet, baade som
Christen og Theolog, og tillige som Statsborger og Medlem af Borger Samfundet, for at meddele
den Slegt, der skal afløse den nærværende, naar Nogen tilfeldigvis skulde finde og læse disse Blade,
hvorledes Tideme vare og aabenbarede sig gjennem Kampe og Herrens Styrelse.
Naar jeg saaledes først vil omtale de Kirkelige Tilstande i dette Tidsrum, da framstiller dette
Spørgsmaal sig strax for min Tanke og min Erindring: Hvorledes stod det til med Christendommen
og Kirken i vort Land ved Begyndelsen af dette Aarhundrede? og jeg maa Sandheden tro svare: det
stod ilde til med dem begge.
Kirkens stilling.
Vistnok er Folket her i Norden i sin Gmnd religiøst, og er modtageligt for den alvorlige
Christendom, som forkyndtes for det i det foregaaende Aarhundrede, men naar de Alvors Røster
taug, der tidligere havde talt til det i Kirken, da fremkaldte Uvidenheden, enten Overtroen paa den
ene Side, eller Vandtroen paa den anden, en sørgelig Ligegyldighed for de aanderlige Ting og det
Enefomødne. Vel var vort Norden temmelig uberørt af Fritenkeriet og det gudløse Væsen, der i
Slutningen af det forrige Aarhundrede forstyrrede Folkenes Ro, og omstyrtede Throner i andre
Lande, men Lunkenhed i Christendommen og Vantro kunde ikke holdes ude i en verdslig og
letsindig Tidsalder, som denne, da Oplysning og Dannelse begynte at gjøre sig gjeldende som det
Høieste og Enefomødne hos den bedre stillede Deel av Folket, der anseer Fornuftens Lov som den
høieste. Dertil kom Krigs-Aarene i Begyndelsen af Aarhudredet, der kaldte Landets Sønner under
Faneme og dette Soldatrer-Liv, deels i Garnisoner, deels i Leirer med sit dengang raa og letsindige
militære Vesen, bidrog ikke lidet til Folkest moralske Fordervelse.
Jeg var jo dengang meget ung, ja - nesten et Bam, men jeg havde dog Forstand og Følelse
nok for at skjønne at det stod ilde til med vort Forhold til Vorherre, medens der aldrig var Tale om
Christus, som dog gir os Navnet av Christne, hvilket navn vi ikke ville give Slip paa, skjønt vi i
Grunnen kuns vare døbte Hedninger. Jeg bestyrkedes i denne min Forestilling, at det stod ilde til
med os, ved stundom at lytte til gamle Mænd, der gik i Arbeide paa Prestegaarden, og som Klagede
over Ungdommens Letsindighed og Tidens Gudløshed, og spaaede at Guds Straffedomme maate
komme over vort Folk, ligesom fordum over Israels. Ja den Tid kom virkelig ogsaa snart over vort
Land; thi; vel led det ikke stort af Fiendehaand, men saa meget mere af Dyrtid, Hungersnød og
Landforset og mange Slags Trengsler. Da først vognede Folket af sin aandelige Dødssøvn, da
begyndte vel Guds Ords Røst at trenge ind i Hjerterne; og idetmindste fremkaldte Eftertanke og
Alvor for Kirke og Christendom. Jeg kjendte jo kuns Folket i Lands Bygdeme og kunde kuns om
dette bevare Erindringer og have nogen Formening, men bedre var dette ikke, nej! maaske langt
værre i Byeme, med Hensyn til Vantro og Letsindighed; idetmindste fandt jeg det saa i
Hovedstaden, da jeg kom did som Skoledissipel. Der var ikke Tale om Christus og Christendom.
Saaledes stod det da til med Folkets aandelige Tilstand i det første Tiaar af dette
Aarhundrede, men saa spørge vi atter: hvorledes var Kirkens Vilkaar? Og vi kunde svare: ret
sørgelige! Det er jo ogsaa ret begribeligt, at dersom Kirken i vort Land havde været hvad den skulde
være, en troende Kirke, reen i sin Lære og nidkjer i sit Kald, vilde Folket ogsaa været sædeligere,
og sterkere til at bære de Trengslers Byrder, der lagdes paa det i de snart kommende Krigens Aar.
47
Nei! i Kirken og den Tjenere kavde Foldet i det Hele, kun liden Støtte og Opmuntring til i sand
Gudsfrygt at finde Styrke og Trøst.
Jeg behøver ikke her at fremheve, at vort Lands Kirke gjenfrem Kjøbenhavns Universitet i Midten
af det forrige Aarhundrede nærede en alvorlig og tildeels mørk Theologi, der ofte ledede til
Skinhellighed, og nu senere slog over i den modsatte Retning, til Fritenkeri og Vantroe. De alvorlige
og nidkjære Biskopper Pontopidan og Hersleb havde prediket Guds Ord med Aandens Kraft og
Bevisning, ligesom Universitetet i den Tid havde afgivet mange dyktige og hæderlige Prester og
Theologer ogsaa til vort Land, hvor især Skolevæsenet skjenkedes en større Opmerksomhed, men
efter Midten af det foregaaende Aarhundrede afløstes denne christelige og ortodoxe Tid af
Fritenkeri og Rationalisme i de høiere Klasse, ligesom ikke heller Theologeme gik fri for denne,
men førte den med sig herop og predikede den i Kirkene baade i By og Bygd.
Saaledes havde Christendommen i Slutningen af det forrige og begyndelsen af det nærværende
Aarhundrede her i Norge tabt meget af sit Alvor og sin rensende og helliggørende Kraft, saaledes
som jeg forhen har bemærket, saa at Virkningeme yttrede sig i Letsindighed i Tanker og Tale,
Overdadighed hos de Rigere og Raahed hos de Ringere i Usedelighed og Verdslighed. Dog det
Norske Folk er dog i Granden religiøst og føler en naturlig Trang til at søge det Alvorlige og om
muligt at finde Fred og Hvile for Sjelen i detmindste i Forsynstroen, om end dets aanderlige Øie
ikke endnu var opladt for Christus. Dog Herren kj endte de Veie, hvorpaa det ogsaa skulle ledes til
dette Syn og de Midler, som førte til Alvor og opriktig Søgen efter Frelsen. Først vekte Krigens
Trengsler og de haarde Tiders Tryk en Forlengsel efter bedre Livs Vilkaar og Hjælp fra den
Almegtige, der ene kunde give disse, og dernest sendte han christelige theologiske Lærere til vort
nye Universitet i Christiania, der virkede til Velsignelse nærmest paa de Studerende, paa Folket og
dernest ved de unge Prester, som de havde uddannet og nu udsendtes efterhaanden til alle Landets
Egne. En alvorligere Betraktning af christendommen paatrengte sig efterhaanden den tenkende Deel
af Folket, medens Bibelselskabet og Missions foreninger rundt omkring i Landet vekkede og
stillede det christelige Alvor, som Kirkens nidkjære Tjenere arbeidede med, for at fremkalde en
bedre og chriteligere Tidsalder. Og, naar jeg nu efter et Halvaarhundredes Tjeneste, som Prest og
Kirkens Tjener, seer tilbage med sandhedskjærligt Blik paa min egen Gjerning som saadan og paa
de Menigheder, hvori jeg i denne har arbeidet, da har jeg erfaret en merkelig Forskjel imellem den
Tid, hvori jeg traadte ind i Kirkens Tjeneste, og den, hvori jeg traadte ud af denne, baade med
Hensyn til Menighedemes kirkelige Trang, som ogsaa til de Fordringer, som disse nu gjorde til
deres Prester. I Begyndelse af dette Aarhundrede kjendte Menighedeme ikke i Almindelighed nogen
Trang til Oppbyggelse, eller aanderlig Undervisning, vel maaske i Kirkeme, men sjelden i Husene,
undtagen der, hvor de Gamle af den gamle alvorlige Kirke holdt deres sedvanlige daglige Andakt og
paa Søn og Hellig dagene læste i deres Postiller89. Det var Grandelig nok, da den christelige
Lægpredikant Hans Houge90 frem traadte blandt Folket med sit Alvors ord. Skjøndt vistnok mange
fremmene Gemyter grebes af hans eenfoldige, men foranderlige vekkende Tale, mødter han fast
over alt af den dannede Klasse med Ringakt, ja endog med Spot og Forfølgelse, hvori mange
Prester selv deltage, indtil han sattes i Fængsel, og lod Folket sove i sin aandelige Ro og Tryghed. (
NB. Hvad jeg her har sagt om Hans Hauges virken her i Landet, da maa jeg an see denne for
serdeles velgjørende og velsignet; thi medens de, som roste sig af Dannelse og Oplysning, støder
ham fra sig og forfulgte ham, kom han Almuens religiøse Følelse og Trang Kjært imøde, og vækte
til Alvor, og lagde Spiren og Granden til Opvekkelse der siden udfoldede sig saa rigelig over det
hele Land fra Midten af dette Aarhundrede.)
Da jeg begyndte min kirkelige Bane, Kjendte Presteme fast ingen anden Virksomhed, end
Søndags og Helligdags Predikememe samt de minestirielle Forretninger og Konfirmandemes
Forberedelser; thi den private Sjælepleie, som dog paalaa dem, baade ifølge Lovens Bud og
9
0
9
Samvittighedens Fordring, vilde, om den tilbydes Menighedeme, kun modtages med Uvilie og 8
89 Postill - huspostill, andaktsbok
90 Hans Nielsen Hauge
48
Mistro. Derimod lengere hen i min Embedstid, efterat den nidkjære Pastor Wexels i Christiania her i
sin Menighed havde virket til saa megen Velsignelse, baade ved Syge sengen og i Fængselet, og
Universitetets theologiske Lerere styrkede Kandidateme i deres Alvor og Iver for Menighedernes
Opbyggelse ved Bibellesninger og Missionsmøder samt Kjærlig og nidkjær Sjælepleie hos Fattige
og Rige, de første gjorde der andre Fordringer til Presternes Virksomhed og Trangen til at høre
Guds Ord, baade i Husene og Kirkene, voxede kj endeligen, saa at Presteme nu efter
overanstrengende under Opfyldelsen af deres hellige Kald.
Endnu maa jeg her bemerke, at der ogsaa med hensyn til Almueskolevæsen udviste Pastorene en
større Virksomhed. I begyndelsen af dette Aarhundrede, stod endnu dette paa den samme lære og
ufuldkommen Fod, som den hvoipaa den sattes ved Kongebud i Aaret 1740, men lig ved faa og
uvidende Lerere, der gikk omkring og holdt Skole i de adspredte Gaarde for Bøndemes Bøm uden
Forpligtelse for Foreldrene til at sende disse derhen. Dog vaar nye Statsforfatning Lovede et
fuldkommere Skolevesen, baade for Land og By og Presteme bleve paalgte at Bidrage Sit til dets
Fremvæxt ved deres stadige og opmerksomme Tilsyn og endelige Examener, medens Staten
bevilgede Midler til duelige Skolelæreres Uddannelse ved Seminarier og Lærerskoler. Vel
understøttedes nu Presteme betydeligen i Skolevirksomheden ved disse duelige Lærere, der i
Alminderlighed ogsaa vare nidkjære Mend, til hvem de med Tryghed kunde overgive
Skolegjemingen, men Overtilsynet med de enkeldte Fjerdingers faste Skoler, var endu saa
Besværligt, at ogsaa denne Green af Prestenes Embeds Virksomhed forøgede betydligen Prestenes
Kalds Byrder. Saaledes var Prestenes Stilling ligeover for Menigheden saare forskjellig i
Begyndelsen og i Slutningen af min Embedstid.
Forinden jeg endnu forlader Betragtningen af denne Tidsalders Kirkelige Kaar, vil jeg
omtale mine egne personlige Erfaringer i de Menigheder, hvori jeg anvistes min Gjerning som Prest
og Kirkens Tjener.
Tilbakeblikk på ansettelsen i Lier.
Min første Ansettelse var da, som forhen bemærket i Liers Menigheder, men da kun som personel
Capellan hos min Svigerfader Sogneprest Leckve, som allerede var meget sygelig og lidet kunde
deltage i Embedets Gjeminger. Her fant jeg dog en sjelden oplyst og i Kristendom vel undervist
Ungdom, og en sædelig Menighed, der havde Agtelse for Kirken og Ordets Forkynder. Denne bedre
Tilstand skyldtes, sagde man, min Svigerfaders store Energi og Nidkjærhed, da Almuen i Lier før
havde Ord for at have været meget raa og drikfeldig, førinden han kom til Kaldet og havde gjennem
den yngre Slegt virket til Orden og Skikkelighed. Da min Svigerfader i det følgende Aar efter min
Ankomst, afgik ved Døden, blev min Embeds Gjerning som Eneprest i denne store Menighed saa
besværlig, at jeg levnedes kun liden Tid til at lære min Menighed personligen at kjende, ligesom der
heller ikke stilledes nogen Fordring til mig en privat Sjælepleie. Jeg arbeidede flittigen paa
Konfirmandemes Forberedelse og vistes derfor megen Venlighed og Godhed. Efterat have som
forrettende Sogneprest bestyret Kaldet i 3 Aar, drog jeg til Nabokaldet Modum som residerende
Capellan i 1823, hvor jeg nedsatte mig paa Kapellan Gaarden Komperud, hvor min ældste Datter
Thora blev født i Aaret 1829, 8de Februar.
Ansettelsen i Modum.
Naar jeg skal udtale min Formening om Modums Menigheds aandelige og christelige Tilstand eller
Standpunkt, da maa jeg sige, at denne Menighed stod langt tilbage for Liers i christelig Oplysning
og Kirkelighed, hvilket ei kunde forundre mig, naar jeg hørte at Modum i en Lang Aarrekke havde
havt Sogneprester, der havde liden christelig Interesse, men derimod gjennemtrengte af
Rationalismen og Tidens Neologi91, og saaledes havde ladet Hjorden sørge for sig selv i aandelig
91 Neologi - nydannelse, ofte betegnelsen på den radikale opplysningsteologien i siste del av 1700-tallet.
49
Henseende. Dog fant jeg ogsaa i denne Menighed flere Fromme, der hjertelig glededes ved Guds
Ords troende Forkyndelse, og vandrede i et stille og christelig Liv. I det hele fandt jeg Folket her
godmodigt og velvilligt og skikket til at modtage Christendommens Alvor i Tro og Gudsfrygtig,
naar Herren sendte det troende og nidkjære Prester, og jeg har senere med Glede erfaret, at Modums
Menigheder bekler mange sande Kirkens Lemmer, der søge Guds Rige med Alvor. Hvad min egen
Virksomhed i denne Menighed Angaar, da indtog jeg der, som residerende Capellan vistnok en
selvstændig Stilling, men var dog som Sognepresten subordinert92 i mange henseender indskrenket
og hindret, saa at jeg ingenlunde kunde udrette hvad jeg ønskede til Menighedens Opbyggelse, eller
vere den som Prest hvad jeg burde være den. Paa Ungdommen og især mine Konfirmander tror jeg
dog at have virket til Velsignelse, og der vistes mig ved min Afskjed fra Menigheden efiter 10 Aars
Ophold fira Menigheden efter 10 Aars Ophold iblandt dem, saa megen Kjærlighed og Hengivenhed,
at det smertede mig meget at forlade dem, ligesom jeg maa udsige, at disse Aar maaske være de
lykkeligste i mit Liv. Min Hustru levede endnu i disse Aar, og et Lykkeligt Huusliv til lige med
Menighedens Kjærlighed skjænkede mig mange Gleder.
Da Skolevesenet var i en maadelig Forfatning formedelst Mangel paa Duelige Lerere paatog jeg
mig at undervise flere Lærelystene og quikke unge Mennesker i Religion og Katechetik93, for at de
kunde ansettes som Skoleholdere ved Almueskolen; thi dengang var endnu ikke meget Skolelerer
Seminarium oprettet her i Landet. Dette startet først i 1834. Disse unge Mænd, der senere ansettes i
forskjellige bedre Stillinger, vare mig meget taknemlige og hengivne.
Ansettelsen i Rygge.
Som foran bemerket flyttede jeg i Sommeren 1833 til Rygge Menighed, der var mig bekjent som
meget Kirkelig og sædelig og velvillig stemt for sin Prest. Og jeg fandt ogsaa der et saare
godmodigt Folk med et stille og fromt Sind samt et virkeligt Alvor, der søgte sin Hygge og Glæde i
Bibel og Kirke. Ungdommen holdtes flittigen i Skole, og opdrages hjemme til Flid, baade i Lag og i
Arbeide; thi Almuen i dette Sogn har indtil denne Dag bevaret en Arbeidsomhed, en Simpelhed i
Klædesdragt, især hvad Manden angaar, en Stræbsomhed forenet med Hjelpsomhed og Deeltagelse
indbyrdes, som er meget Rosværdig. Menigheden var meget Kirkelig, saa at man predikede det hele
Aar igjennem for fuldt Huus. Folket er i Rygge er af Naturen saare godmodigt og blidt af Sind og
Hjerte, saa at det er ømt for sine Bøm og sjelden deeltagende i de Sygre og Lidendes Kaar, ei alene
af sin egen Slekt, men ogsaa for Naboer og for fjemtboende Menneskers. Jeg nød i mange
Henseender mange Kirkelige Glæder i Rygge. Jeg kan ikke her undlade at bemerke, at denne
Menighed havde nydt den Lykke at have havt i min Formand Provst Poul Frederik Schnitler, en
saae brav og hederlig Prest, der forenede megen Sjels Blidhed og Hjertets Godhed med Alvor i sin
Embeds Gjerning, saa at han havde megen Autoritet, ja Myndighed i Menigheden. Han revsede de
vitterlige og aabenbare Synder iblandt Folket, ligesom han trøstede de bedrøvede og rakte en
hjelsom Haand til de Trengende og Lidende. Schnitler var en yndet og høiagtet Mand ei alene i
Menigheden, men vidt og bredt omkring i denne Egn. Han virkede her i 42 Aar og Menigheden
reiste ham et vakkert Minde paa hans Grav, et ligesaa vakkert Vidnesbyrd om Menighedens
Kjærlige og taknemmelige hjertelag ved deres bortgangne Sjælesørger som var denne Værd.
Jeg søgte ved ugentlig Skole og Huusbesøg at lere at kjende ei alene Skolens, men ogsaa Hjemmets
Tilstande, og især ved at undersøge de huslige Forholde at kunde virke mere spesielt for
Sjelesorgen. Derved forskaffede jeg mig mangen velsignet Time iblandt den ældre Slægt, ligesom
jeg derved vandt et nærmere Bekjentskab til Bømene, allerede forinden de antagedes til
Konfirmantenes Forberedelser. Og endnu i denne Stund, da disse Linjer nedskrives, bevarer jeg en
inderlig Kjærlighed til mange af disse ældre Familier der i Sognet, ligesom disse gjensee mig med
synlig Glede og høre mig medBegjerlighed, naar jeg stundom endnu i høie Alder forkynder Ordet i
92 Subordinert-underordnet
93 Kateketikk —læren om kirkens undervisningsvirksomhet
50
M
*
m
- «i-
Kirken her paa Moss. Det har derfor forundret mig selv, ligesaa ret som Menigheden, at jeg forlod
denne, men derom har jeg forhen udtalt mig. Det Utenkte skedte dog.
Ansettelsen i Drøbak og Fron.
Endelig maa jeg give en nermere Karakteristik over den sidste Menighed, hvori jeg selv søgte min
sidste Kalds Virksomhed, nemlig Drøbak, hvor jeg overtog Embedet i Foraaret 1850, og hvor jeg
indtraadte i meget forskjellige Forhold fra de forrige, da her en By Menighed var forenet med et
Landsogn og saaledes krevede mere Arbeide og mere Omsorg i mange Henseender. Kjøbstaden
Drøbak har nemlig som enhver By en forskjellig Befolkning med Hensyn til Livsstilling og Kaar og
saaledes ogsaa med Hensyn til Dannelse og Livs Anskuelse. De mere Danede og Formuende vare
enten som Christne betraktede, Vantroende eller Indifferente94, og den ringere og raaere Klasse
hverken sedelige eller Kirkelige. Dog var der en vis Gudommelighed hos Folket og megen
Høflighed med Presten, saa at jeg nærede Haab om at vi kunde mødes i Kjærlighed i Skole og
Kirke, om Herren gav Velsignelse dertil. Dette mit Haab skuffedes heller ikke; thi da jeg ved at
confirmere deres Bøm havde faaet Anledning til at nærme mig dem og vinde deres Foreldres
Agtelse og Velvillie, kom jeg ogsaa Hjerterne nærmere, og jeg fandt ved min Afreise, at jeg havde
megen Kjærlighed i Menigheden i alle Klasser af Menigheden. Kirkeme blev godt besøgte og
Bibellæsningeme bednyttedes ret flittigen og stadigen. Der viste sig snart, at der ogsaa i denne
verdslige By var en dybere religiøs Sands og Trang, især hos den uanselige Deel af Folket, da en
christelig og kirkelig Luftning begyndte at fara hen over Landet, og flere Lægprædikanter lod sig
høre der op vekte Mange til en alvorligere Christendom, saa at for nærværende Tid Drøbaks
Menighed ikke mangler christeligt Liv, og har mange sande og agtverdige Christne iblandt sig.
Hvad Landsognet Frons Menighed angaar, da indeholdt den et sedeligt, flittigt og stræbsomt
Folk, men kuns lidet Kirkeligt og lidet begjærligt efter at høre Guds Ord. En ivrig Streben efter at
vinde Velstand og Befrielse fra timelige Sorger optog ligesom ganske deres Sind og Tanke. Dog
kunde heller ikke her Legpredikanteme lenge holdes borte, da Bygden ligger Christiania saa nær,
hvor mange Foreninger og Samfunde udsendte Emissærer til de nærmeste Egne. I den øvre Deel af
Sognet vekkes Mange til Alvor og ivrig Søgen efter Opbyggelse og Lengsel efter Guds Rige, saa at
jeg ved min Afreise fra Kaldet havde et glad Haab om at Frons Menighed skulle blive velsignet af
Herren. Jeg sporede ingen varm Taknemmelighed men vel Glæde over, at et Selvstendighedens
Merke eller Pant var given der for det første skulde tilfredstille Folket, medens Foreldre, der havde
Sønner saae et kjært Ønske opfyldt, at beholde dem i deres Nærhed og i deres Midte.
Skolevesenet.
Skolevesenet i Landet, baade det høiere og det lavere, saavel i Byeme som paa Landet, stod paa en
mangefuld Fod. Det var alene Latinskoleme, som jo kuns fandtes i Stiftstædeme95, der gave nogen
Undervisning i Natur og Real-Fagene, medens de fleste Byer manglede Borgerskoler, og
Almueskoleme i disse og endnu mere paa Landet kuns meddelte den tarveligste Undervisning i
Læsning og Bømelærdommen og kuns undtagelsesviis i Regning og Skrivning. Jeg mindes fra min
Barndom af, at Lærere, gamle og sygelige Mænd, der selv ingen anden Undervisning havde nydt,
end den hjemlige, drog om paa Gaardene og holdt Skole een eller to Uger paa hver av disse om
Aaret. Men den huuslige Undervisning var dengang rigtignok langt omhyggeligere, end for
nærværende Tid, da Foreldre af Arbeidsclassen og vel flere af de Bedrestillede af Folket, Kastede al
Omsorg og alt Undervisnings Arbeide paa Lærerstanden, der modtage deres Løn for dette. Jeg kan
erindre hvorledes Huusmands Bøm lerte i det rolige Afsides liggende Hjem, siddende ved
Skorstenen med deres ABC og Katechismus, at Lese i Bog ligesaa tidligt som for nærværende Tid,
medens Moderen eller en Søster rettede dem i Indenadslæsning og hørte dem i Ordlyden. Ja! vel var
94 Indifferent - likegyldighet, uinteressert, uengasjert
95 Stiftstad - by med biskopsete
51
denne Undervisning saare ufuldkommen, men, naar de kom for Presten kunde denem dog arbeide
paa et Grundlag af Lydighed mod Foreldere og Ærefrygt for Ordet og Kirken og alle Foresatte. Der
undervistes dengang langt mere Flid i Hjemmet under Konfirmations Lesningen, end for
nærværende Tid, da Bømene vel kjende langt mere til Verden og hvad den krever for at behage den,
end til Verden inden i sig og hvad Herren Krever, for at behage ham. Den Erfaring har jeg gjort i
min lange Embedstid og seet hvorledes Kirken nu behøver langt sterkere Krefter til at modarbeide
den verdslige kulturstrøm udhulede dønninger, end da jeg traadte ind i Kirkens Tjeneste. Og Gud
være lovet Kirken har ogsaa faaet og faar aarligen mange dygtige og nidkjære Tjenere, der utgaa fra
vort Universitetets theologiske Skole, meden jeg ikke kan nægte, at Legmænd i den indre Missions
Tjeneste arbeide til Velsignelse for Husene og Familieme og saaledes ogsaa for Bømene i disse til
Agtelse for Ordet og et christeligt Levnet.
Hvor fornødent maa ikke ogsaa denne Hjelp nu ansees for at være, da Religions Undervisningen
indskrenkes mere og mere i Skoleme, ikke alene i de høiere til Almeen Undervising organiserede
Skoler i Byeme, men der endogsaa i Storthinget falder Yttringer om at geisteligheden bør udelukkes
fra Bestyrelsen og Tilsynet veed Almueskolen paa Landet i lighed med hvad der skeer i
Kulturstateme i Udlandet, for at de verdslige Kunskaber kunne bibringes saa meget mere rigeligt.
Jeg ser heri et slemt Varsel for christendommen og Kirkelighed ogsaa i vort Fædreland, da dette
heller ikke lenge kan blive uberørt af den falske Oplysning, Vantro og Ugudelighed, som aabenbarer
sig saa sørgelig i Udlandet, men hvilket vort Land nu formedelst de lette Kommunicationer staa i
saa nær Forbindelse. Ja! hvilken uhyre Forskjel viser der sig ikke nu i Folkelivet og i alle Sociale
Forhold mod det jeg av dette oplevede i min Barndom og Ungdoms Dage. Dengang saa megen
Singelhed i Sæder, saa megen Tarvelighed i Levemaade, saa megen Agtelse for Foresatte og
Overordnede og Tilfredshed med sine Livs Kaar. Nu derimod saa mange Fordringer til livet, selv
hos den lavere Klasse, saa megen Misnøie med sine Kaar, saa megen Ulydighed mod Foresatte, saa
megen Utroskab i det Anbetroede, ja Alt fremkaldt af Guds-Forglemmelse og Vantro.
Men det kan da ikke negtes, at ogsaa Herren i denne onde Tid fremdeles op vækker mange gode og
sterke Krefter for sit Naades Rige til at modstaa disse onde Makter. Det er ikke alene Universitetets
theologiske Kollegium der ledes af christelige og inderligt troende Mænd der danner og udsender
dygtige ja mange begavede Mænd og nidkjære i Herrens Tjeneste, rundt om i Landet til at forkynde
Evangeliet, men ikke mindre fra dannede og videnskabelige Bogmænd. Understøttede af troende
Almuefolk udgaar der overalt i Landet Bestrebelser for at danne Ungdommen til christelig
Eftertanke og til en christelig Vandel. Nu er det ikke bare Skoleseminareme og Lerer Skolene der
underviser og danner i denne Retning, men Storthinget har bevilget ei alene betydelige bidrag til
Almueskolelererens Lønninger, men ogsaa betydelige Summer til Amtsskoler og Aftenskoler for
confirmerede Bøm, hvor christelig Undervisning og Veiledning ikke er forsømt, men drives af
mange Lerere medNidkjærhed.
Men under al denne Kamp mellom disse stridende Krefter, under al den Udstrømmer af
større og mindre Krefter fra begge disse Retninger, skuer man Herrens Ledelse, hans Tugtelse og
hans naadige Tilskikkelse, hans Miskundhed og hans Barmhjertighed over Folkene. Ja! Herren lede
Hjertene til hans Erkjendelse, til levende Tro og sand Gudsfrygt!
Her nedlegger jeg min Pen; thi som Olding er jeg kun stille Betragtende, ikke lengere
virkende og ledende som i en yngre Alder, og kan intet frembringe, der kan interessere mine
Efterkommere. Modtag disse Hefter af mit «Livs Erindringer» med Velvilje og en Kjær Erindring
om den gamle nu 85 Aarige Bedstefader.
Moss 28de Juni 1880
Johan Henrik Gude.
52
INNHOLD: side
Johan Henrik Gude 2
Innledning fra avskriver 3
Innledning og nær familie 5
Slekten Gude 8
Tanker om det 1800 århundrede 20
Krigen 1808-1814 21
Ut fra hj emmet 21
Konfirmasjon og skolegang 22
Reise til Christiania 22
Universitetet i Christiania opprettes 23
Året 1814 23
Akademisk utdannelse 25
Boligforhold og siste tur til hjemmet 26
Valg av embedsvei. Kirkens religiøse tilstand 27
Studentliv 29
Pinsetur 29
Omgangskrets 29
Eksamen og første ansettelse 30
Giftemål 30
Om hans kones foreldre 31
Arbeidet på Modum 32
Sogneprest i Rygge 33
Konens bortgang og tide deretter 34
Kirkelig bevegelse 35
Privatliv 36
Gårdsbruket på prestegården i Rygge 3 6
Sogneprestembedet i Drøbak 37
Vennen Wexels 38
Familieforhold 38
Reise til Vestlandet 39
53 -
¦*i 4U,
?
Tanke på avskjed 41
Mere om Wexels 41
Svigersønnens død 43
Vennskap og omgangskrets 43
St. Olavs Orden 44
Pensjonist 46
Tilbakeblikk 46
Kirkens stilling 47
Tilbakeblikk på ansettelsen i Lier 49
Ansettelsen i Modum 49
Ansettelsen i Rygge 50
Ansettelsen i Drøbak og Fron 50
Skolevesenet 51
54
t
Dagbøkene til sogneprest Johan Henrik Gude ligger i Moss kommunes arkiver.
Moss Historielag har i samarbeid med Moss kommune fått dagbøkene transkribert og trykt for også
eventuell bruk i undervisningssammenheng.
55
